Om flow, intuition, kald og om at starte og lade tingene komme igennem

Jeg har lavet en video for første gang i meget lang tid. Det kom til mig, i skoven <3
Så let og rart, flowagtigt.
Men jeg blev lidt forvirret bagefter, fordi mit ego begyndte at brøle 😀 det der! Are you serious?! Øhh, ja. Faktisk meget!
What’s the deal then? Jo. Mit nye kamera er tungere end min smartphone. Jeg har intet stativ endnu, og jeg går med det i hånden. Det kan ses. Men gør det noget? Eller er det vigtigere bare at starte? At få ordene ud?
Det tror jeg. Det føles ægte, det føles autentisk.
Du kan se videoen ovre på min Youtubekanal – den handler om flow, intuition, om kald, om at starte og om at lade tingene komme igennem uden at vide, hvor de skal hen eller hvorfor <3

Drama – og lidt om den dér roman og om at kræve ro

Anemonen står i fuldt flor, helt roligt i sit glas, ingen drama der 😄❤️

Men det har der været her. Drama. Både i historien og i mit hoved. Og der var lige ved at komme det med børnene.
Men hov. Stop.
Jeg havde egentlig bare brug for RO. Til at fordybe mig i den her voldsomt spændende scene, jeg skriver.
Så jeg lukkede døren til det lille skriverum, og nu falder det hele på plads ❤️ (Hvor mega hamrende heldig og priviligeret er jeg lige, at jeg kan det!!)

Snart kan jeg “lukke” 2 og 3 del af de Grå – det er lige under mine fingerspidser! Dvs. at jeg næsten er HALVVEJS! I den der langsommelige, rugbrødstyggende redigeringsfase. WHAAAAT!?

Det føles sådan her: JAAHUU! Og lige om lidt bliver De Grå KLAR til at sende VIDERE! Ud til betalæsere eller til forlag – uha! DÉT er forfatterspænding – og med den helt rigtige form for drama ❤️

Lidt om ting og lidt om det vigtigste her i livet

Livet er en løjerlig størrelse.
Livet er snørklet.

Jeg går og lægger ting på plads og rydder op. Jeg støvsuger. Jeg sætter en lydbog på i hørebøfferne og bevæger støvsugeren frem og tilbage. Min krop bevæger sig. Men indeni mig er der noget der står stille. Stille som vand. Blikstille.

Jeg sætter mig for at skrive, men en stemme råber, at jeg skal gøre noget andet. Jeg sætter mig og fingrene bevæger sig, selvom der er mudder i maskinen. Tankerne fra den lydbog bliver ved med at køre. Mennesket som slave, sandheder, livet og det vi giver os til (jeg hørte Walden af Thoreau).
Der er så mange ting, jeg vil gøre. Lige nu og på en gang, de falder over hinanden. Jeg tror at jeg skal være flere steder på en gang. Det har jeg altid troet, og den side af mig holder fast. Det er en følelse der vender tilbage, igen og igen. Og så er der den stille lyd fra mit tastatur. På en maskine af 1-taller og 0-taller. Jeg fatter ikke en meter af det.
Der er ting alle vegne. Tanker alle vegne. Som en blyant kan de tegne. Hver en lille fregne.
En tanke ramte mig i dag: det er et fuldtidsjob at tage mig af mine ting. Og mens den erkendelse sank ned i mig, mens den stadig synker, pakker jeg poser ud, fylder op på hylderne i mit hjem, sætter nogle ved døren – på vej ud.

Hvad skal alle de ting?

Hvad vil jeg med dem?
Jeg flytter dem rundt. Tørrer dem af.
Jeg ser dem. For alvor ser dem.
Gamle minder, ufærdige, ubeslutsomhed.
Så mange ting der skal gøres. Bitte mikroskridt.
Jeg smider dem skødesløst i en kasse, jeg stiller på gulvet. Igen. Giver op. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med dem. Jeg har ikke opbevaring eller faste pladser til dem alle. De kvaser hinanden, trykker hinanden, flyder ud.

Alting er et virvar. Hvad er det, jeg vil sige med mine ord? Hvad er det, jeg siger?

Det hele bliver forvirrende. Rodet.
Tingene.
Tankerne.

Jeg kan se, der er forskel på ting. Så åbenlyst, og så alligevel ikke. Jeg oplever ingen forvirring med kameraet, med flygelet, med computeren. Med min yndlingskjole, der snurrer i vaskemaskinen. De føles ikke meningsløse eller rodede. Ikke på den måde. De er bare. Til rådighed for min kreativitet. Til stede for at tjene mig og mine behov.

Måske har jeg bare stadig for mange ting.
Tanken om et afpillet hjem skræmmer mig.
Og på den anden side: Tanken om et clean, luftigt hjem fylder mig med et pulserende stille brus.
Åh, længsel.
Følelsen af at gøre det jeg VIL.
Følelsen af at give slip.
Følelsen af at gøre det, der er vigtigt for mig.

Bare DET.

Det er så indlysende.

Som en fjern, kraftig lysende lygte gennem mørket.
Som en sprække,
en lang dyb revne i den betonbygning, jeg har bygget,
I mit hoved,
Rundt om mig,
med alle mine ting.

Livet er en løjerlig størrelse.

Livet er snørklet.

Men livet er også meget mere. Simpelt.

Når vi slapper af, kan flowet følge -lidt om manifestationer og om tillid til universet

Skovfotograf v. 2 😍
Jeg har fået nyt legetøj, og jeg er forelsket. Simpelthen. Endelig landede det. Det nye kamera. Jeg har fornemmet og tøvet og sagt “rolig nu” til mig selv så længe. Jeg har sagt: “Det kommer, lad det falde på plads”.
Og det gjorde det så. Lige pludselig. NU skal jeg ha det. Klik, sagde det, og jeg pakkede det ud og tog det med i skoven, ren kærlighed.
Det er SÅ vildt, hvad der sker, når vi slapper AF og lader tingene komme igennem, i rette tid, på rette sted og måde. Ingen pres eller forcering. Bare flow. Bare tillid og tro på universet og mit eget indre kompas – de er så dybt connected de to, så dybt ❤️
Kender du den der Vuuuuuum-følelse, når det hele bare falder i hak, og noget bare SKER, helt ubesværet?
Jeg glæder mig simpelthen så meget til at tage billeder med min smukke kameraven – det er som om jeg har fået en buddy, det helt rette redskab, lige i rette tid, og min sjæl tindrer ved tanken, om alt det jeg kan gøre, lære og vise med det her 💖

Det er i pauserne, det hele sker!

Jeg tror på pauser. Jeg tror på vigtigheden af, at tillade dig selv et øjeblik, hvor intet skal gøres eller udføres.
Intet. Bare pause. Midt i det hele.

At sætte dig ned i rodet. Lade det flyde. Bare lidt.

At lave en kop te og holde om den varme kop, mens du ser ud af vinduet, selvom du lige var i gang med at tømme opvaskeren.

At lukke øjnene en stund, at sætte dig helt ned på gulvet. At lade armene blive slappe og bløde. At trække vejret.

Jeg tror på, at skabe rum til at fordøje. Indtryk, tanker, følelser, oplevelser. Til at erkende, at lade taknemmeligheden synke ind. Helt ind.

Rum og tid til at lytte til den indre stemme, at lytte til alt det, der rører på sig, og som vil høres. Bare lytte. Ikke gøre. Ikke præstere. Ikke udnytte tiden bedst, mest effektivt. Bare VÆRE.

Fordi det er rart. Og rigtigt. At stoppe op i livet og virkelig MÆRKE det. Det ægte brus af NU, der skifter igen og igen.

…Og der er mere endnu!

For pauserne kan skabe det dejligste rum og plads til at kreativitetens gnistrende stemme, og alle ideerne kan nå dig.

De kan skabe rum til fordybelse, til at dette NOGET, hvor end det kommer fra, kan gribe dig.
De har potentialet til at CONNECTE dig. Med mennesker. Med dig selv. Med livet. Lige dér.

Det er ikke småting. Virkelig.

Pauser. Øjeblikke. Smut på en vandflade. At mærke livet og at lade livet komme til dig.

Skaber du rum til bare at VÆRE? Lader du pauser opstå i dine dage og giver lidt slip på alt det, der skal gøres?

Ps. Koppen er min yndlings og håndlavet af dejligste Keramira Keramik – og jeg har sat mig ned midt i oprydningsarbejdet med min yndlingste. Fordi jeg havde brug for det. DET batter! ❤️

Pps. Hvad er det, der gør, at det nogle gange er let at sætte sig ned i rodet, og andre gange er det bare for meget?

Den tror jeg lige, jeg tygger lidt videre på.

Jeg brygger på noget – og det handler om bogdrømme

Jeg sidder her med et smil på læben. Jeg er virkelig virkelig vild med mit liv, og den friske luft har rusket i mig i dag.
Og så går jeg og brygger på noget. Faktisk bobler det allerede!
Om skrivning, bogdrømme og drømme generelt – at leve livet fuldt ud og med hjertet forrest.
Det ligger min sjæl så nært, og jeg har så meget at give på det område!
Og jeg har fået at vide af min indre vejleder og intuition, at jeg skal stoppe med at kigge efter fyrtårne og i stedet tænde mit eget. Og så har jeg fået et hint eller to på det sidste, MASSER af synkroniteter! KOM NU! 😄
Scary as hell? Ja tak. Ready? Ja tak. Jeg er færdig med at gemme mig i busken 😋🙄💛
Det her. Det kan jeg sgu mærke fuld skrald go på! Der er ingen spørgsmål eller tøven. Det er så tydeligt og så klart! Det er så RENT.
…Men hvad er det så? Jooe, det er intet mindre end et awesome koncept, for dig der drømmer om at skrive en bog ❤️
Det kan siges så enkelt her:
(Trommehvirvel! Tadaah!)
AFKLAR OG UDLEV DIN VIRKELIGE BOGDRØM 💛
Og ja, det blir ligeså fedt, som det lyder!
Bank bank bank, siger det lille hjerte – ja det skal jeg love for. Hjerteild og startenergi – åh hvor jeg elsker det!
Stay tuned! More coming up! ❤️

Plads til din skaberkraft (om at være en kreativ skabende sjæl og at have børn om benene imens)

 
Hvordan skaber du plads til at være kreativ, når du har dine børn hjemme? Jeg blev inspireret af Mamatoto til at skrive lidt om at have et kreativt bankende hjerte og samtidig have børn om benene. Tak! Det ligger mit hjerte meget på sinde at tale om det ❤️
Min bedste erfaring med børn og at tage mit behov for at være kreativ og skabe seriøst er at tage dem med i det kreative, ligeså vel som i de daglige gøremål ❤️ Altså. Frem med papir og tuscher (eller computer) og frem med tålmodigheden ❤️ Det betyder alt, når jeg siger: “kom nu skal vi hen til klaveret”, “NU skal vi fortælle historier! Nu skal vi tegne!”. Når jeg tager LEDERSKAB og ANSVAR for mit behov. Og skaber rammer for, at det kan ske.
For mig har det været en proces, at nå hertil. Jeg arbejder stadig med det, for det er så komplekst!
Ikke at holde igen. Men at stå ved.
AT LYTTE, hele tiden lytte, til mig selv og til børnene.
At navigere i behov, konflikter, følelser. Og at respektere hinanden.
At sætte grænser, og at holde fast eller at give slip, fordi andre behov melder sig (feks sult eller behov for vilde bevægelser midt i det hele).
Det er samtale frem og tilbage: “Ja, jeg kan godt forstå, du vil noget andet, men det vil jeg/vi ikke. Kunne du (indsæt selv lækkert forslag eller kompromis her :D)?” Eller: “Nej, det kan ikke lade sig gøre nu” / “Det kan jeg ikke give dig” + deale med den følelse det fremkalder.
Det er klarhed og at finde BALANCE. Feks når jeg mærker ind i, hvor meget jeg involverer børnene, og hvor meget jeg har brug for at være alene om det, med RO og fuld koncentration.
Det er at være (selv)kærlig.
Ikke at miste tålmodigheden.
Og DET er i sandhed en kunst! Det lykkes langt fra altid. Det er egentlig heller ikke målet (!), aldrig at miste tålmodigheden, for det SKER bare. Men jeg ved, at jeg kommer en hel del længere MED end uden (selvfølgelig). Men NÅR det sker, at jeg kommer afsted uden, er der noget andet, vi lærer og ser på DEN vej ❤️
Sådan er det med ALLE de ting, jeg skriver her, det er ikke perfekt, langt fra. Og de er ikke målet i sig selv, for sådan er livet ikke, det er fuld af afstikkere og følelser, og de VIL opstå (og i øvrigt er følelserne der af en grund. Det betyder ikke, at vi skal dyrke dem, der ikke gavner, men ofte handler det mere om den måde, vi SER på de forskellige følelser).
Hvis du er en kreativ og skabende sjæl, så forstå vigtigheden af at vise dine børn hvor naturlig en del det er af dig og dit liv at være kreativ, at give plads til det ❤️ Og hvis det ikke ER en naturlig del af dit liv endnu, men du ER kreativ og skabende (fordi du har holdt igen og igen og ikke har givet det nok værdi eller plads), så få det IND i dit liv, skab langsomt PLADS til det – det er lige så vigtigt som alt muligt andet, opvask og oprydning, og hvad har vi ellers.
Jeg kan ikke sige det nok: Det er SÅ VIGTIGT. At komme ud med det, du har i dig. Og at vise dine børn det ❤️ Både så de kan lære dig at kende, men så sandelig også for at de kan spejle sig i dig, og i hvordan man kan gøre det. At det er muligt at gøre det, man elsker allermest, og at man er berettiget og værdig til at gøre det ❤️
Som så mange andre gange i moderskabet: Vi er nødt til selv at gå forrest ❤️

Hjemmeskole og brætspil (lidt om at fordybe os sammen og om en af de praktiske udfordringer ved at hjemmeskole)

Vi er begyndt at lave vores egne brætspil. Vi har prøvet det før, men det giver noget helt andet, nu da børnene er ældre (7 og 4).
Den ældste laver et fespil og den yngste et bilspil.
Vi klipper og skriver og snakker og tegner og regner ud og finder ting frem. Og stiller spørgsmål, et hav af spørgsmål. Hvordan laver jeg spillepladen, hvordan skal den se ud, skal jeg bruge terninger eller bare rykke, og hvilken brik skal jeg bruge, og hvad med reglerne? Hvad går spillet ud på, hvad er historien? Hvad mangler jeg? Hvad har jeg lyst til at bruge? Hvilke farver, hvilket materiale (blødt papir, pap, karton, træplade?) …Og hvornår er jeg færdig? 😄

Det at lave et spil selv bliver et helt eventyr og en virkelig kreativ proces. Men det bliver også en dyb connectende proces for os alle, hvor vi forstår lidt mere om hinanden, det vi tumler med lige nu og her, og det vi bare godt kan li.

Jeg elsker de her aktiviteter, hvor vi alle fordyber os – sammen ❤️

Børnene griber godt nok projektet meget forskelligt an. Og har brug for vidt forskellig hjælp. Men vi befinder os i samme rum, og hjemmeskolen og livet, nærværet og tiden smelter sammen her.

Jeg synes en af de største praktiske udfordringer ved at hjemmeskole/unschoole (og at have mere end et barn!) er, når de vil noget forskelligt – især når den ene (meget bestemt) siger RO og den anden (ligeså bestemt) siger LARM 😄. Vi bor ret småt inde, men har meget plads ude og et musikstudie i et hus på samme grund, bedsteforældre som naboer, der arbejder hjemme og ofte har tid, og en far der arbejder deltid (pt er han på fuldtid), men det er faktisk stadig udfordrende: At give begge børn det de har brug for, at støtte og udfordre, at stille spørgsmål og mærke efter, at lytte og lede. Og samtidig huske mig selv og hele familiedynamikken! Det kræver alt, jeg har, og jeg vokser stadig med opgaven (heldigvis sammen med min mand!). Det er et evigt puslespil at få alle behov til at gå op – hvor er det heldigt, at jeg elsker at lægge puslespil ❤️ (…hvis altså bare puslespillet ikke er for stort eller svært, selvfølgelig, I ved, nærmeste udviklingszone og alt det 😄)

Ps. min yngste går selvfølgelig ikke officielt i hjemmeskole endnu, men deltager på lige fod i mange af projekterne, fordi jeg/vi har dem begge to hjemme. Og han vil selvfølgelig gerne være med (det meste af tiden) ❤️

Pps. Vi endte med at bruge: karton, terninger (fra et spil vi havde i forvejen), papir, tuscher og saks – og projektet er slet ikke færdigt endnu, men fortsætter i morgen.

Billede fra sengen – taget af hjemmeskolebarnet: det er der, jeg ligger meget af tiden pt – syg og langsom og med et forsøg på at få det hele til at løbe rundt, indtil far kommer hjem igen. Det er også hjemmeskoleliv i sin nøddeskal, man har aldrig fri, og vi lærer så meget af det alle sammen ❤️ -og hvem vil også i virkeligheden have fri fra livet?! Not me. (-men jeg vil da gerne snart være rask egentlig)

ET hjertevalg (Om at acceptere dem vi er, om at trives og om at have mange kald i livet)

Jeg har skrevet lidt om det før, i forhold til min måde at skrive på. Men jeg er simpelthen nødt til at dele det her: jeg har fundet ud af, at jeg ikke har EN passion og EN vej at gå her i livet – jeg har MANGE. Og de er NØDT TIL at flette sig sammen!
I mange år har jeg følt mig forkert over det, jeg har følt, jeg burde fokusere mere, at jeg burde vælge, at jeg burde være noget andet, end det jeg er. Men sandheden er, at jeg ikke KAN vælge. Og at jeg ikke kan lave om på, at jeg fungerer bedst på den måde (tro mig jeg har prøvet!).

Jeg har fornyligt fundet en bog, der åbnede mit hjerte og mit sind endnu mere op for det her med at der er mange ting, der brænder indeni. Bogen hedder “Refuse to choose” og er skrevet af Barbara Sher. Og den er laset, siger det bare (den er blevet voldlæst, formoder jeg!!)

Det er så vildt og rørende at læse om den virkelige mig, hende der både kan lide at skrive bøger og digte, lave og synge sange, spille klaver, tegne, dyrke køkkenhave og gå lange ture i skoven, nørde intuition og reflektere over livet, at tage billeder, at se film og spille computer (totalt magisk), at dele min viden, at stille spørgsmål til livet, at læse titusind bøger med alt fra magi til selvudvikling, at pille ved krystaller, og at hjælpe andre med at blomstre og at gå efter deres drømme. Og sikkert mere jeg har glemt. Men sagen er den: Jeg kan umuligt vælge, det er simpelthen ikke sådan, det fungerer for mig! Jeg er nødt til både at lave musik og at skrive historier og digte (og blogindlæg), at formidle og være ét med skoven (og fortælle om det), at tage billeder, og alt det andet – alt sammen i en stor pærevælling 😀

Det har nogle gange føltes lidt som kun at måtte vælge at bruge EN trommestik på EN tromme, når jeg i virkeligheden spiller med to stikker på et helt trommesæt med bækner og tammer og hele pivtøjet. Eller som at lave mad med bind for øjnene med EN ske og EN grøntsag. Der mangler bare noget, når jeg skærer de andre ting fra i mit liv – jeg vil have dem ALLE, jeg vil have DET HELE. For sådan trives jeg, og sådan skaber jeg mine historier og digte og sange og det jeg ellers kan bidrage med her i verden. Lidt af gangen, lidt hist, lidt pist, på kryds og tværs og OVERHOVEDET ikke i en logisk rækkefølge! (også forbudt! ;))

Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg skulle vælge EN vej, EN karriere og det har simpelthen ikke været muligt for mig. Forfatter var det der kom tættest på, med alt magien, ordene, skabelsen, historierne. Men så manglede det visuelle udtryk, eller jeg begyndte spontant at lave lyde eller at stikke hovedet ned i en blomst 😀

Jeg ville ønske, at jeg havde vidst det her, dengang jeg var yngre. At jeg ikke behøver at gøre eller være noget andet, end det jeg allerede er. Det er ikke forkert. Jeg behøver ikke passe ned i en kasse. Men noget inden i mig har længtes efter den genkendelse og forståelse af, hvem jeg er. Og det faldt på plads lige så stille, da jeg lærte mig selv bedre at kende, uden at forsøge at lave om på det. Og det faldt endnu mere på plads, da jeg læste den bog der. Det falder stadig ❤️

Så. En boganbefaling. Et opråb om at være den du ER! En vidensdeling. Et hjerteplask af ord, mening og af at komme hjem.

Hvordan fungerer DU? Har du mange passioner eller en? Jeg tror ikke på, at det kun er muligt at ha en, heller ikke selvom det er den gængse opfattelse.

Ps. Det er sgu da DERFOR bøger er så magisk fantastiske!! De rykker og styrer!

At gøre det som får hjertet til at tindre (-på den der flowmåde som føles rigtig)

Det er pivmørkt og computerskærmen er skruet helt ned på lys, så det ikke vækker børnene. Jeg er endelig, endelig i gang med at skrive igen, efter en meget meget lang pause! Det føles FAAAANTAAASTISK! Oj, hvor har jeg forsømt det længe, og hvor kan jeg mærke det over det hele i kroppen, når jeg ikke skriver, og når det sker igen. Det er som balsam for sjælen. Her er jeg hjemme, ligesom når jeg er i skoven, eller jeg roder rundt på gulvet med tuscher og perler med børnene.

Jeg ved ikke, hvor det er på vej hen, og jeg har som sædvanlig gang i flere projekter på én gang, så jeg tør næsten ikke sige noget. Ikke at sige, NU sker det, det er DEN her bog, der kommer næste gang. Sandheden er, at jeg ikke ved det hundrede procent. Jeg kan gætte, jeg kan tro, håbe og planlægge, men hvis der er noget, jeg har lært, så er det at følge flowet og ændre på mine mål, når de ikke giver mening mere. Det føles så farligt, som at gå på en ubevandret sti at arbejde på den her måde, løst og uforudsigeligt og uden deadline. Men sandheden er, at det er den her måde, der virker for mig. Det er på den her måde at mine bøger bliver skrevet, bid for bid. Jeg overgiver mig. Til skrivningen. Igen. I am in love ❤️

Pin It on Pinterest

Gratis læseprøve til dig :)

Min første bog, "Stål og uld og ståluld" er ude som e-bog nu!
En humoristisk og poetisk fortælling som jeg har glædet mig meget til at dele med dig.


Skriv din mail, så sender jeg de første tre kapitler til dig med det samme!

Du tilmelder dig samtidig til mit nyhedsbrev, som du selvfølgelig kan afmelde når som helst.

Succes! Det lykkedes!