Om sammenligning, piedestaler og om alt det, der kan tale ned i os igennem andre mennesker

Sammenligner vi os selv med andre, fordi vi gerne vil være noget andet, end det vi er? Gør vi det, fordi der i os bor en drøm om at ville udvikle vores fulde potentiale? Eller sammenligner vi os, fordi vi føler os utilstrækkelige og forkerte, når vi ser på et andet menneske (der er meget mere “succesfuldt”, “rigtigt” eller “dygtigt” end os selv.)

Der er stor forskel på at blive inspireret og få sat lys på det, vi ønsker at udvikle og VÆRE og på at ville ændre på noget i os selv, fordi det er “forkert” eller “dårligere”.

Jeg sammenlignede mig i mange år med andre, brugte det til at pille mig selv ned, fordi jeg aldrig var god nok. Der var altid nogen, der havde mere end jeg, gjorde mere end jeg. Var bedre end jeg, dygtigere, finere, flottere, rigere eller mere rigtig end jeg. Og SÅDAN burde jeg være. Eller det burde JEG kunne.

Jeg sammenligner mig stadig. Jeg kan ikke lade være. Jeg ser op til og misunder andre, det er helt menneskeligt. Men det føles klart bedst, når jeg bruger det til at se, hvad det siger om MIG og MINE ønsker. Hvilken længsel vækker det, personen gør eller kan, i mig?

Jeg er holdt op med at dunke mig selv i hovedet, at sætte andre op på piedestaler og forherlige deres liv frem for mit…altså sådan for det meste i hvert fald 😁❤️ Jeg er ikke perfekt, men det er OKAY – jeg behøver ikke sammenligne mig med noget som helst perfekt billede ❤️
Jeg må gerne bare være mig, dejlig uperfekt og fuld af potentiale og ønsker og længsler og måben over andres fantastiske kundskaber – og jeg kan også se, at der åbner sig flere og flere døre ind til VIRKELIG at kunne connecte med og glædes over andres evner og væsener, og at kunne lære af dem, når jeg åbner op for alt det her: Når jeg virkelig med nysgerrige øjne ser på HVAD, det er mine følelserne fortæller mig, når jeg sammenligner mig med andre mennesker ❤️

Ps. Jeg elsker at se på naturen, den er så mangfoldig, så umiddelbar og dejlig – jeg tror feks. ikke, bøgebladet tænker ret meget på, om det hellere burde være et pæreblad eller en mælkebøtte 😄😄 Jeg elsker som naturen kan sætte tingene i perspektiv.

Stille

Og så er der stille lidt.

Stille mens jeg skriver og redigerer på den ene roman og digtsamlingen.
Stille mens jeg går på bare tæer ud på de kolde røde fliser på vej til klaveret.
Stille mens jeg synger. Stille rundt om mig.
Stille mens jeg går tilbage og rammer en mur af lyd fra børn, der snakker vandfaldssnak.
Stille mens jeg går i skoven med mine børn og plukker blomster i grøftekanten og puster til mælkebøttehoveder.
Stille i skoven. Stille.
Der er stille lidt.
Stille mens jeg står her i vindueskarmen og glor på de blomster dér. Stille mens jeg blomstrer.

Stille.

Stille i en verden af lyd.

Stille mens livet går

og tiden står
og sindet og hjertet strømmer
Stille mens livet går
og tiden står
og kaster sine lange skygger ud i natten

Vil du skrive en bog? Så er det NU! 

Mange drømmer om at skrive en bog, men de starter aldrig rigtig. Groft set er der to grunde til det:

1. Det er ikke et reelt ønske – men du tror måske, det er (og i virkeligheden er det noget helt andet)
2. Blokering på det af en eller anden art (feks frygt, modstridende ønsker, lavt selvværd, kan jeg nu?, hvordan gør jeg?)

Hvis du går rundt med en bogdrøm, er det derfor vildt vigtigt, at du får afklaring på, om du virkelig ønsker at skrive en bog og/eller får kigget på, hvad bogdrømmen virkelig dækker over 💙 For først når du ved det, kan du finde dit næste naturlige step, og leve drømmen ud, uanset om det er at skrive bogen eller noget helt andet 💙

Min erfaring er, at du først må lytte ind i DIG. Hvor er du i processen? Hvad vil du? Hvad rører på sig?

Det kan du være skide god til selv, eller du kan have brug for lidt støtte. Det er en af de ting, jeg er rigtig dygtig til og brænder for: at hjælpe andre mennesker med at lytte ind ❤️ Jeg er meget intuitiv i min tilgang og mega god til at stille spørgsmål og pejle mig ind på det, der er på spil i dig. Og jeg ville simpelthen elske at få lov til at hjælpe dig med at afklare og dykke ind i din bogdrøm!
Jeg har lyst til at komme i gang NU! Vil du også? Gribe ind i det dér ønske om at skrive en bog, der bliver ved med at melde sig?

Jeg starter ud NU, med det samme, og det bliver som vejledning via mail – det koster 500kr for en bogafklaring*

Hvis du tænker JA, jeg vil nærmere den bogdrøm, lige NU, så sig hep og send mig en på elskatskrive@gmail.com, hvor du skriver, du ønsker at afklare din bogdrøm.

Så sender jeg dig en mail retur, hvor jeg kort beder dig beskrive din bogdrøm, og hvor du er i processen, samt et mobilnr du kan overføre pengene til! Bum. Så let er det at komme I GANG med din drøm! NU! SGU! ❤️

*afklaringen består af skarpe spørgsmål til dig, min respons på dit ståsted (og udfordringer), forslag til videre plan for dig samt en afsluttende awesome spørgerunde, hvor du kan stille mig alle dine dejlige spørgsmål ❤️ OBS! Det er IKKE en fuldstændig guide til at skrive en bog fra start til slut, men en AFKLARING. Det er de første fantastiske steps i din bogdrøm – og det er her, det hele begynder.

Løsningen er ikke at gøre som alle andre

Løsningen er ikke at gøre som alle andre

Løsningen er ikke uden for os selv
Løsningen er at gøre som det føles rigtigt
for dig
Løsningen er at være lige præcis den forælder og menneske
som DU er
Lad dig inspirere og kig uden for dig selv med det formål at kigge IND
Ind til DIG
Den som du er

Jeg har øvet mig i at sige den her sætning for mig selv på det sidste:
“Det er ikke den slags forælder, jeg er”

Og hvilken befrielse det er! Ikke at skulle sammenligne mig med hvad andre gør og er, ikke at skulle være noget som helst som jeg ikke er ❤️

Jeg er SÅDAN her som forælder. Og jeg er sådan her som menneske.

Jeg samsover med mine børn, lytter til dem og respekterer dem, så godt jeg kan.

Jeg stiller kritiske spørgsmål til opdragelse, spørger tit hvorfor og snakker længe om udfordringer, behov og udvikling (både hos børn og voksne).
Jeg er (og øver mig i at være) “blid” i mit forældreskab og overfor mennesker.
Jeg har valgt at bo småt, ude på landet. Jeg har valgt et liv, hvor jeg (vi) kan leve for få penge, så vi kan have børnene hjemme på fuld tid (hjemmeskole), samtidig med at jeg kan være passioneret selvstændig med mange jern i ilden – det er et langsomt hurtigt liv med masser af krea, skabelse og magi. Og TID til alt det vigtige.

Jeg har valgt alt det og meget mere, fordi det føles rigtigt. Og vigtigt. Fordi det klinger med mine værdier, og den jeg er dybest inde. Det føles godt. At stå ved den løsning, der virker her. For mig. For os.

Løsningen er ikke at gøre som alle andre. Ikke hvis det ikke føles rigtigt.

Og den der sætning “Det er ikke sådan en forælder, jeg er” er så dejlig en støtte. Især på de dage hvor jeg føler mig forkert og tænker, jeg burde være eller gøre noget andet. Sætningen kan næsten løfte en sten fra mit hjerte, fordi den minder mig selv om, hvem jeg er. Og hvem jeg IKKE er.

Jeg siger også, sætningen i mange andre variationer med samme tema, som:

“Det er ikke sådan et menneske, jeg er”
“Jeg er ikke sådan som kvinde”
“Jeg er ikke sådan en ven, kæreste, sanger, forfatter…”
Og bredere: “Sådan gør vi ikke i vores familie”

Der findes masser af råd derude, masser af børnesyn og menneskesyn.

Mit dybeste råd er at SE INDAD. Hvem er du? Hvad er DIN vej? ❤️

Hvor meget er det værd, det der hjemmeliv? Lidt om økonomi og hjemmeliv og om hvor meget man kan, når man bare vil

For fem år siden sad jeg på en trappe sammen med min datter og kiggede på en snegl i dryssende gråt regnvejr. For fem år siden tog jeg min datter ud af vuggestuen. For fem år siden sagde jeg: men kan vi mon få det til at løbe rundt økonomisk? Kan man det her?

Jeg kan svare højt og rungende JA!
Vi har levet på den her måde i FEM år!! I den tid har vi så vidt jeg husker ikke manglet noget, som vi virkelig behøvede, eller på noget tidspunkt været ude af stand til at betale vores regninger. Vi har altid fundet en vej. Det er så vildt, hvad man kan, når man VIL noget. Og jeg er så taknemmelig og glad for, jeg gjorde det. Det er ikke altid let, bestemt ikke. Men hold nu k… det er det hele værd. Gange ti! ❤️Selvfølgelig handler det om prioriteringer. Selvfølgelig er der ting, vi ikke gør, fordi vi lever på én (lav) indkomst. Der er ting, jeg drømmer om, rammer jeg gerne vil ændre. Det er der. Og masser af det kan jeg ikke ændre eller få, ikke LIGE NU. Men når jeg kigger mig rundt, lige her hvor jeg er i dag, så tænker jeg også bare: hvad er det egentlig, jeg mangler? Jeg har SÅ meget, så uendelig meget ❤️

Ps. Del gerne dine tanker og spørg endelig, hvis der er noget du gerne vil vide om økonomi og hjemmeliv.

Lidt om at kæmpe og lidt om at give slip og hoppe i strømmen

Jeg har altid skrevet. Så længe jeg kan huske. Og jeg har knoklet og aset og presset og holdt igen, formet og trænet og blevet ved, selvom jeg havde brug for en pause. Jeg troede skrivning skulle være svært, før det kunne være godt. Skriveblokeringer, den lidende forfatter, man må anstrenge sig, alt det der.

Men jeg har opdaget, at det (ofte) er lige modsat for mig. Jo mere jeg kæmper, jo mere jeg forsøger at gøre teksten til noget andet end det den er, jo mere uklart, usigende og meget lidt interessant bliver det. Forstillet og pillet fra hinanden – dødt.

Når jeg skriver og lader ordene flyde, ideerne strømme, når det er let. Så kommer der mere igennem som er værd at læse på den anden side. Så er det levende. Bevares der kommer også en masse lort igennem 😄 Men jeg kan se, hvor rent det også er, når jeg ikke forcerer det.

Det betyder IKKE, at jeg ikke kan arbejde på noget, der volder besvær, eller at det ikke er værd at blive ved med ild i brystet og hovedet, når jeg kan mærke noget er fedt eller har potentiale. Slet ikke.

Men det må gerne være LET.

Ord må gerne strømme. Historier må gerne forme sig undervejs. En forfatter må gerne nyde livet, have det godt, uden at presse sig selv unødigt.

Og det slår mig, når jeg skriver det: det gælder sgu da også et menneske (!)

Den lader jeg lige stå et øjeblik. Phew.

Og så tilbage til det med strømmen, for det er vigtigt.

Er det ikke, når vi hviler i det, der ER, og går med det der er tilstede – at letheden kommer?
Når vi slipper forventningerne, om det vi troede, der BURDE være der men som IKKE er der og bare i stedet…ser på det der faktisk ER der?

Det betyder ikke, at vi altid bare skal “følge med strømmen” og ikke tænke os om. At vi ikke skal mærke efter og tage de valg der er rigtige for os, selvom det måske “stikker udenfor”, eller er anderledes end det “de andre gør”. Men nogle gange tænker jeg, at jeg (og vi?) kommer til at gøre det hele MEGET mere besværligt, end det egentlig er. Livet kan være så rummeligt og åbent. Så strømmende og glidende, mens det former og udvikler sig undervejs. Hvis vi altså lader det gøre det. Hvis vi ikke kæmper imod virkeligheden, og de ord der kommer af sig selv.

Det må gerne være let.

Livet.
Skrivningen.
Let som en fjer.
Bølgende som en flod.

Lidt som når en bare tulipan åbner sig, på allersmukkeste vis.

Det hektiske, langsomme liv -lidt om balance og om hvor dejligt det langsomme OG det hurtige er

I dag var jeg hektisk

Vågnede med hektiske tanker
Gik hektisk i krig med skrivningen
Gik hektisk gennem skoven

Bare fordi jeg har valgt et langsommere liv, betyder det ikke, at det hektiske er gået væk.

Jeg kan godt li det langsomme liv. Men den der balance, ik?

Hektisk er bare en label. Noget jeg har valgt at kalde det, og så hæftet en dårlig betydning på det. Men jeg kan se det “hektiske” har hundrede andre navne: udrette, handleenergi, kraftig energi, urolighed, at være sprængfyldt af energi, at flytte bjerge, at løbe og storme afsted, at få noget fra hånden, adrenalin, power, vågenhed, multitasking, fremaddrift, drivkraft, livsenergi, vækst, skarpsind, bevægelse, en hurtigtarbejdende hjerne osv osv osv.

Jeg kan ikke li den måde, hvorpå det hektiske foregår derude på arbejdsmarkedet og i institutionerne. Mere mere mere, præstere, gøre, effektivisere. Men det er vist mest, fordi jeg opfatter, at der ikke er så meget plads til den anden side: det rolige, stille, hviletid, bare at være, udforske, fordybe sig, glemme tiden, at meditere fordi det er rart (og ikke for at være effektiv), ikke ha agendaer, at sidde og glo, høre musik og KUN det, at monotaske, at gå på bare fødder i regnvådt græs og se op på himlen. At lytte.

Osv, you get the point.

Det er ude af balance, når tingene bliver for konstant ekstreme. Tror jeg. Mærker jeg.

Og jeg prøver at forestille mig et samfund, hvor alle er tvunget til at leve langsomt, gøre alt med mindfulness – og jeg tænker, det lyder helt dystopisk – det føles på en mærkelig måde lige så skræmmende som det modsatte (det hektiske). Ude af balance. Unaturligt.

Der er ikke nogen energier, der er dårligere eller bedre end hinanden. Det handler om, hvordan vi ser på dem, hvordan vi SYNES, de føles, hvordan vi OPLEVER DEM, og om vi beslutter os for at ku li dem eller ej. Vi kan bruge dem og være med dem – eller lade være.

Alting er i bevægelse. Hele tiden.

Man kan sige, at jeg taler om det feminine og det maskuline, yin og yang. Jeg taler om foreningen af dem. Sammenspillet. Jeg ville ikke være foruden den ene eller den anden “side”, og jeg bliver personligt rimelig vanvittig, når jeg KUN bevæger mig i den ene slags energier:

“Do do do do, kom nu videre, mere! Og så skal vi, NUUUU”

ELLER

“gør intet gør intet gør intet, lyyyyt til lyden af dit åndedrag, syng med træerne”

Jeg er ikke sikker på, jeg ville få ret meget bragt ud i verden uden den hektiske kompakte og koncentrerede energi. Den hurtige handleenergi. Men jeg er heller ikke sikker på, at jeg ville få bragt ret meget IND i verden uden den blide, stille energi. Være-energien.
Jeg tror, der er brug for dem begge.

Jeg tror, der er brug for, at det hektiske og det stille eksisterer SAMMEN. Sideløbende og svingende, viklet ind i hinanden.
Jeg tror, på flowet mellem dem, og jeg tror, at balancen ligger lige der, hvor de formår at byde ind med det, de hver især kan og er. SAMMEN.

Det der bringer lyset frem i øjnene

I morges har jeg gjort noget af det, der får lyset frem i mine øjne.

Jeg har sunget.
Dybt inde i skoven.
Op af et væltet træ.

På en jordhøj fuld af snørklede træer.

Det føles så forunderligt.

Så frit.
Så naturligt.

Så levende.

Jeg ved ikke HVORFOR.

Men er det så vigtigt?
Jeg følger intuitivt noget, der ligger dybt i mig.
Noget der vil ud.
Noget der vil fortælles.

Noget der vil leves.

Hvad er det, der er dybt inde i dig, som vil leves, som vil ud?

Fortæl fortæl ❤

Ord der vil flyve

Jeg har lavet det dejligste forårs-rense-ritual med min kvindegruppe i dag ❤️ Det føltes SÅ godt, at connecte dybt med os selv og hinanden og med TIDEN. At GIVE SLIP på alt det, der ville slippes, og at gå med TAKNEMMELIGE skridt.
Da jeg kom tilbage fra det, skrev og skrev jeg bare, jeg var så FORBUNDET, og det føltes, som om der var et brus af ord, der ville igennem.

De her ord vil flyve. De vil gå ind.

Forårs-transformations-univers-digt.

Lige til tiden.
Med kærlig hilsen fra mig ❤️

Jeg er taknemmelig for chancen.

For dette øjeblik der bruser igennem mig som blod.
pumpende hjerte
hvad er det du vil mærke
du tæller stjerner og tager svømmetag i en ring af univers
i hjertet af din sansning
er din spaltning
dit inderste dybeste våben
der er et værn mod alt i denne verden der skal forandres
du kan bære din styrke
du kan være din styrke
og når solen synker ned
synker du med
gennem dybt kviksand der bringer dig ud på den anden side
en ny side i din bog
i tågen kan du danse
og du kan trækkes frem i lyset
dit syn er så klart og flygtigt
som tidevandet der bevæger sig
tiden der speeder op når du står over for tidens hjul
tidens hjul der ikke har nogen bro
men som er en lang lilla cirkel af stjerneskær
den er så nær
så tæt forbundet til dit indre kosmos
fra det hvide lys i toppen af dit hoved
og i bunden?
Jeg kan ikke se bunden
jeg lukker øjnene og der står det
en plade af lys under mig
som glas
som vand
som is
tikkende øjne
øjne der river bevidstheden over
så den kan flagre i vinden
ud flyver alle ord
store, små, dunkle, hule
og lige der
i den inderste hule er der et fantastisk glitrende skær
du opdager det med din fakkel, din lygte
det glitrende lys
de uendelige krystalvægge der blafrer i lyset

Midt i mellem og lige tilpas -om oprydning og om at komme HJEM

Da jeg boede i vores lejlighed i Aarhus, følte jeg den var tom. Der manglede noget. Jeg troede, det var mine møbler, mine ting. Men det var det nok ikke. Tomheden jeg så, når jeg kiggede ud, når jeg sad der i sofaen i stilheden, kom indefra. Der var et hul derinde, jeg manglede noget. Og jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg tror, det var ensomhed, flere mennesker i mit liv, flere historier og sange. Det var den længsel. Indeni.

Jeg sidder i en mindre lejlighed i dag, ude på landet. Jeg føler mig fyldt. Jeg har følelsen af, at der er for mange ting her, selvom jeg har smidt ud og smidt ud og smidt ud (og givet til genbrug osv, underforstået). Der larmer. Og det er ikke bare trommerne, som min kæreste spiller på i det andet hus. Det er noget dybere. Sådan føles det. Jeg synes, det er en sjov kontrast. Jeg sidder stadig og kigger ud på et hjem, et fysisk værested, et bo, og der er “noget galt”, der er rodet, jeg føler mig slugt af det og alle tankerne. Der mangler noget, men hvad?

Hvor har jeg for meget?
Hvor har jeg for lidt?
En tanke som beton: Måske har jeg bare altid lige tilpas?

jeg er fanget i hullet mellem rigtigt og forkert

der skal mere til vil jeg mene
men ikke mere end mine øjne kan magte
ikke mere end mine støvsugende hænder svinger
ikke mere end jeg kan bære
ikke mere end jeg kan lægge tilbage
og følge hjem igen

jeg er fanget i hullet mellem rigtigt og forkert

der skal mindre til vil jeg mene
men det er stadig udflydende og uklart
ikke mindre end at jeg trives
ikke mindre end det jeg behøver
ikke mindre end tilfreds
ikke mindre end følelsen af at være hjemme

Der er noget med de overflader der. Der er noget med luften rundt om mine fysiske ting. Ikke for fyldt, ikke for tomt. Jeg prøver at sætte mig med det. Lige her. Lige nu.

Hvad er det, jeg drømmer om?

Hvad mangler?
Hvor vil jeg hen?
Hvilken følelse ønsker jeg mig?
Jeg kan ikke sætte det klart, jeg kan ikke se mit fysiske hjem for mig i konkrete former, men jeg kan se og mærke følelsen, følelsen af det her:

rene overflader som skovsøer

blanke og dybe
glimtende, sitrende
mørkegrønt vand
skiftende dybblå nuancer
toner der strækker sig
roen der sænker sig
vinger der letter
øjeblikkets hjemstavn

Og jeg får den blideste og mest tydelige respons fra mine omgivelser: jeg er der ikke endnu ❤️
Jeg har ikke oplevet det berømte “klik” (som Marie Kondo omtaler). Det klik, hvor det falder på plads, og jeg ikke har for meget og ikke for lidt, men TILPAS. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke er det rigtige sted endnu. Jeg ER det rigtige sted, ALTID det rigtige sted. Det føles bare som om der er mere, jeg må gøre herfra ❤️

Det er det, jeg så godt kan lide ved oprydning og indretning. Der er så meget visdom i at se, hvad jeg gør og tænker om det. Det er næsten meditation, næsten altid en hjælpende støttende hånd i det tænksomme spind. Det kalder, det kalder, min sjæls længsel. Skovsøens blanke glatte renhed. Dug på en anemone i skovbunden. Mine øjne ser ud, og mit hjerte trækker det ind.

Pin It on Pinterest

Gratis læseprøve til dig :)

Min første bog, "Stål og uld og ståluld" er ude som e-bog nu!
En humoristisk og poetisk fortælling som jeg har glædet mig meget til at dele med dig.


Skriv din mail, så sender jeg de første tre kapitler til dig med det samme!

Du tilmelder dig samtidig til mit nyhedsbrev, som du selvfølgelig kan afmelde når som helst.

Succes! Det lykkedes!