Rejsen dybere ind – om intention, om nuet og om at hive stikket ud

Det ser ud til, at jeg skal medbringe et helt LÆS af bøger på min tur til Sverige ❤️ (…og en enkelt fantasyfilm!)
Jeg glæder mig simpelthen så meget til at komme ud i den svenske natur, ud i en hytte ved skoven. Jeg har ikke valgt så stor en stabel bøger for at have mulighed for at komme VÆK fra mig selv og at dulme følelser. Bøgerne er valgt med hjerte og intuition. De er tænkt som støtte, for at jeg kan gå dybere ind i MIG og min verden. Og ind i mine (skrive)processer. Åh, hvor jeg elsker historier og fantasi og magi ❤️ Der er vist et fælles tema eller to for min tur.
Det kribler i fingrene efter at komme i gang med bøgerne, at fordybe mig.
Men jeg er også lettere urolig. Jeg har tænkt mig at slukke for internet, SoMe, emails, opkald og smser, mens vi er væk. Hvorfor er det lige, DET føles så skræmmende?! At hive stikket ud. Jeg plugger jo ud for at plugge i ❤️
Jeg pakker min taske. Jeg sætter min intention.
At fokusere på og give mig hen til mine skriveprojekter, min familie, min sang, mig selv og min connection til naturen og skoven.
Jeg skal på rejse og eventyr.
For en tid. Give mig hen.
For en tid. Rive mig selv op med roden, så jeg kan sætte nye dybere rødder.
For en tid. Ære processerne, følelserne og flowet fuldt ud.
Jeg håber at gøre nogle af mine projekter færdige (eller i hvert fald MERE færdige ❤️)
Jeg håber, jeg vil sidde og synge i skoven og solnedgangen. På at jeg vil åbne mine sanser og være med det stille og puste på en kop varm te i morgenstunden.
Det er i hvert fald, hvad jeg håber, der skal ske. Jeg ANER jo ikke, hvad der KOMMER til at ske.
En del af mig prøver at regne det hele ud og være forudseende, mens min intuition siger: “Roooolig nu. Du er der ikke endnu. Du er HER. Og du kan ikke regne ud, hvad der kommer til at ske. Hvad er dit skridt, lige nu?”
Jeg er spændt og bange og blikstille, med stormende bankende hjerte og alt mulig andet. Følelser i øst og vest og i centrum.
Jeg mærker det. Jeg lukker det ind. Jeg ER allerede på vej ❤️
Jeg glæder mig til at dele rejsen og det der kommer igennem og ud (!) med jer, når jeg kommer hjem eller ud på den anden side 🙈🌳🍌🌏🌧☄
Over and out herfra – jeg tjekker IND!
Vi ses om 11-12 dage ❤️

Er vi faret vild? – Om børn, frihed, valg og plads nok – plads til livet

Og mens jeg galer op om klima, så tænker jeg også på børnene. Børnene der kigger med deres små store runde øjne. Op på os voksne.

Vi er rollemodeller. Hele tiden.

De voksne.
Det er os, de kigger op på.
Børnene.
For at finde tryghed. Kærlighed.
For at finde vej, for at søge hjælp når de er faret vild.
Vi sætter rammerne. Hele tiden.

Men er det os, der er faret vild?

Hvad er det for en verden, vi vil have?

Hvad er det for en verden, vi er ved at lave?
Hvad VIL vi have?
Hvad HAR vi lavet?
Og hvad vil vi bygge videre på?
Er der nok plads? Nok kærlighed, nok tillid, nok tid? Nok blødhed og intuition?

Jeg tænker på valgene vi træffer HVER ENESTE dag. Om vi vil det eller ej, så er det noget, vi har valgt.

Den måde vi lever vores liv på. Den måde vi behandler børnene på.

Jeg tænker på VALGET d. 5. juni.

Jeg hører ord som tvangsopskrivning. (er det virkelig for real?!)

Jeg hører: HJÆLP!
Jeg hører: hvor er vi på vej hen?
Jeg hører frygt og vrede og afmagt, og sår der springer op.
Jeg hører ordene slap af, tag det roligt.
Jeg hører mig selv, og jeg hører alle omkring mig.
Det larmer og buldrer, og energierne bliver stærkere og stærkere.
Jeg tænker. Jeg lukker øjnene. Jeg åbner dem igen.
Jeg trækker vejret. Jeg ser toget køre, og jeg ser vejen deler sig i en milliard mulige udfald.
Jeg rækker ud efter min intuition.
Hvad skal jeg gøre?
Jeg rækker ud efter noget at holde i.

Jeg kigger ned. På børnene. Mine børn der hiver i min kjole. Mine børn der rækker ud. Ud efter noget at holde i.

Jeg sender så meget god karma og kærlighed ud. Jeg sender fred ud, jeg dykker ind i MIN fred.
Jeg krammer mine børn. Dem indeni mig og dem udenfor mig.
Jeg gør, hvad jeg kan. Men jeg tror ikke, det er nok.

Jeg ønsker, at de rammer der er for børn, får dem til at være frie. Til at være dem selv og bidrage med det der føles rigtigt eller som aldrig nogensinde kan slukkes i dem. Jeg ønsker de (og vi) kan VÆRE. Sammen. I live. Levende i cyklussen. I det øjeblik livet er.

Jeg ønsker at børnene vokser op i en grøn verden af træer, der strækker sig ned til dem. Jeg ønsker, de kan dufte de tusind milliarder små spirer og planter. Røre ved alle kriblekrablerne, stikke fingrene i jorden, plaske i vandet, høre bierne suse og brumme.

Jeg ønsker mig frie valg. Jeg ønsker valg, der er gode for BØRNENE. OG for de voksne. Ingen efterladt.

Jeg ønsker, at vi alle kan tilrettelægge vores familie- og arbejdsliv, som det giver mening for os, hver især.

Har vi skyklapper på? Har jeg? Har de?

Hvor er vi på vej hen?
Hvor ender vi?
Jeg kigger på de voksne, og jeg kigger på børnene.
Mest af alt på børnene.
Er det godt nok?
Er vi faret vild?
Er der plads til alt det bløde og kærlige?
Til den frie udfoldelse, eksperimenterne, følelserne?
Er der plads til livet?

At gøre noget for jordkloden – alting gælder, alting tæller, det er LIVSNØDVENDIGT

Jeg har i denne uge brevstemt på nogle af dem, der virkelig forstår, at det er NU, det sgu gælder, når det er vores alle sammens jordklode, det handler om.
Jeg kigger ind i mig selv, jeg kigger på mit liv.
Jeg har lyst til at sige mere, ikke tie, selvom verden råber.

Jeg mærker, jeg har lyst til at gøre mere. Jeg mærker energien samle sig om det.

For Moder Jord ❤️ For jordkloden ❤️

Jeg vil virkelig gerne passe endnu bedre på jorden. På skoven og træerne. Fordi det er så uendelig vigtigt, for at vi alle kan have det godt. Og for at vi overhovedet kan leve her ❤️

Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at hugge bremsen i på klimakrisen.

Så i dag har jeg gjort to konkrete ting:

-Jeg har skiftet teleselskab til Greenspeak, som donerer hele deres overskud til velgørenhed – og hvor jeg selv kan være med til at stemme på, hvad de går til (skoven siger jeg bare!)

-Jeg har meldt mig ind i Greenpeace med et fast månedligt beløb

Jeg tror på, at vi må gøre noget. NU. Og at vi må starte hos os selv – hvor kan jeg gøre en forskel? Det kan godt være, det føles lillebitte, men det tror jeg faktisk ikke, det er ❤️

Alting gælder, alting tæller.

Og glem ENDELIG IKKE alt det rolige og blide, bløde! Det behøver ikke være penge. Det kunne lige så godt være en stille meditation, plante en blomst, gå en tur i skoven, skabe forbindelse til jorden, eller bare en ukonkret værende handling, der skaber mere fred med og for jorden.

Alting gælder, alting tæller.

Jordkloden ❤️ Moder Jord ❤️

Øko chokolade med miljødrys – om de små og store ting og om at starte et sted, når man gerne vil passe bedre på jorden

For lidt tid siden har jeg skrevet et indlæg om klima og om at passe på moder jord. Og lidt om hvor håbløst det kan føles, når man er lillebitte i en kæmpe verden fuld af bølger. (Led efter et kastanietræ i en potte her på siden eller læs det bare her)

Der er alle de store ting. Og så er der de små ting: jeg bliver glad, når jeg ser på den her pakke med chokolade (…og når jeg spiser chokoladen, ahem :D). Økologisk hele vejen igennem, pakket ind i komposterbar folie lavet af træfibre, som jeg kan putte direkte i komposten, pap til genanvendelse og med fscmærket. Ud over de her miljø-dejlige ting så bruger de ingen børnearbejdere, og der er næsten ingen sukker i. Så enkelt er det.

Jeg bliver helt glad, for den lille ting her. (Hvor stor eller lille er den egentlig?) Og en smule mere håbefuld. Der sker faktisk noget. Nogen tænker sig om. Tager stilling. Og gør noget. For at passe bedre på jorden ❤️

Det vil jeg gerne støtte ❤️

Vi kan alle gøre lidt. Vi kan alle gøre noget. Jeg starter med chokoladen 😄

OBS det her er ikke reklame men blot øko-miljø-karma (og ja, den produceres ikke lokalt og fragtes også hertil langvejs fra – det ER en luksusvare, men når det skal være, så skal det være, og så betyder det noget for mig, at det er et firma, der har taget stilling, og som gør hvad de kan – ligesom jeg ❤️)

Balancen mellem arbejde og børn – lidt om passion og en hel del om det at lytte ind for at finde balancen og vejen

Balancerne i det her liv med børn og hjemmeskole og forfatter/sang/krea/selvstændig er nogle gange svære.
Der er især en balance som gang på gang melder sig. Balancen mellem: At lytte dybt og inderligt til det børnene vil og viser mig VS at lytte dybt og inderligt til det, som JEG bare MÅ gøre.

Jeg vil gerne være med dem, ta mig af dem, leve med dem, gå ind i børneeventyrland. Men jeg vil også leve mit eventyr. Gå ind i mine passioner.

Jeg hader følelsen af at blive trukket flere steder hen på én gang. Og samtidig er den følelse også enormt fuld af pulserende liv. Jeg vil det HELE.
Jeg vil så gerne fordybe mig, lade mig opsluge. Men jeg ønsker ikke, at børnene er overladt til sig selv, efterladt i kølvandet. På bekostning af at jeg dyrker det liv og den skabelse, der er så sandt for mig.
Og der er faktisk kun EN ting, der fungerer, når jeg skal finde balancen:

At MÆRKE EFTER og følge den bløde dybe stemme, der hviler og vokser så roligt og vildt derinde ❤️

Hele tiden. At kigge op og se på den situation, de følelser og energier der er tilstede. På virkeligheden. På det enkelte tilfælde.
Hele tiden at agere ud fra NUET og det der føles sandt, et skridt af gangen.

Nogle gange går det hele op, nogle gange går det helt af helvede til, nogle gange bølger det og bevæger sig undervejs.

Vi kommer ud i yderpunkter og ind i inderpunkter.
Vi kommer igennem og videre.
Vi finder en vej. En vej, der passer til os ❤️ Fordi vi lytter og finder ud af det hele HEN af vejen ❤️

Når man som jeg har valgt et “anderledes” liv, kan det godt nogle gange føles, som om jeg må lytte endnu mere inderligt, fordi jeg ikke altid ved på forhånd, hvordan jeg skal gøre. Der er ingen opskrift. Der er ikke så mange, der gør det, jeg gør, og derfor heller ikke så mange at spejle mig i.

Men nu sidder jeg lige og tænker lidt mere over det: ved NOGEN som helst forælder HVORDAN børn og passion jongleres PÅ FORHÅND? Når vi står der som nybagte forældre med alle vores forventninger til, hvad det ville være og ikke være, og det så ser ud på en HELT tredje måde, så må vi finde ud af det. Og så lytter vi ind (eller ud for den sags skyld!). Efter en løsning. Efter en vej.
Vi lader os inspirere og ser på hinanden. Går vores egne veje eller gør som de andre. (Eller vi ignorerer det hele og lukker ned, men det er en helt anden snak).

Måske er det at LYTTE IND og at mærke efter bare en vigtig del af det at være mor (og far) og menneske? Måske er vi nødt til det? For at prøve at finde balancen og at finde hoved og hale i den her verden ❤️

Hvordan gør DU? Hvad kan DU høre, når du lytter til din inderste stemme og DIN balance mellem familieliv og arbejde/passion?

Hvordan får du børn og passion til at gå op, så det fungerer på den bedste måde for DIG? Hvad er DIN vej?

Inspiration, sammenligning, hengivelse og musik – og om hvordan vi kan hente så meget hos hinanden, når vi tør bruge hinanden som spejle

Inspiration, idealer, sammenligning, hengivelse, musik, kunstnerliv og passion, professionalisme, det hele menneske, piedestaler og glansbilleder, overbevisninger, kroppens sprog, energier, spejle, det indre barn. Hele pakken, baby!!

Jeg har lavet en ny video. Den handler om alt det og meget mere, og du kan se den lige her.

Mens jeg sidder her og redigerer og eksporterer og uploader, tænker jeg på det her med at klippe til og klippe fra.

Jeg tænker på at få det hele med. Det ægte. Det menneskelige. Det virkelige.
Jeg tænker på ufuldstændigheder og fejl.
Jeg tænker på langsomheden og på effektivitet og skarpskårne ord og produkter.
Men allermest tænker jeg på, hvad det er, der gør, at vi inspireres af andre. Og på at der er så meget, vi kan hente hos hinanden, når vi tør kigge på andre uden at nedgøre eller hæve os selv op med en sammenligning, men i stedet at se ind i det spejl, det andet menneske kan være for os ❤️

Hvem inspirerer dig og hvorfor? Har du lyst så skriv det herunder ❤️

Vildtvoksende – om at gå ud over sine egne grænser, om at finde tilbage til sig selv igen og om at vokse

Så vilde dage. Så meget gang i den. Så mange følelser. Jeg er gået ud over mine egne grænser og vadet ind over dem med mudrede støvler, der har efterladt tunge spor, der langsomt tørrer ind og smuldrer. Jeg er kommet så langt væk fra mig selv, at jeg ikke kan “mærke mig selv”. Jeg kan ikke finde tilbage. Har sagt alt for meget ja. Alt for lidt nej.

Det er mit ansvar at sige fra. At lytte til mine personlige grænser, mit nej og mit ja. At sige stop og vent.
Det er en evig udfordring, især som mor, og nogle gange ryger jeg altså helt “ved siden af” som i disse dage. Det er sgu ikke ret “pænt”. Det føles ret ekstremt – og meget meget VIRKELIGT.

Det er OKAY! Vilde dage, vilde følelser, ud over grænser. Livet ER vildt.

Jeg finder tilbage i skoven. I stilheden og sangen og ordene. Her finder jeg tilbage til mig selv ❤️

Jeg kender vejen, endelig kender jeg vejen ❤️

Det her er min vej – en af de veje der formår at bringe mig tilbage til mig selv og som connecter mig.

Der er stadig så mange flere veje til det, veje jeg ikke kender ligeså dybt endnu.
Det hele vokser vildt, jeg vokser vildt. Som skoven. Med skoven.

Hvad er din(e) vej(e) til at connecte med dig selv og ryger du nogensinde “ud af dig selv”?

Klimakrise, kærlighed, kredsløb og kastanietræer – og lidt om at være lillebitte i verden

Nogle gange føler jeg mig så lille og magtesløs. Jeg føler mig som en dråbe i havet, så ubetydelig og ligegyldig. Når jeg ser ud på verden og jeg hører om klimakrisen, så vil jeg gerne gøre mere. Jeg vil gerne løfte mere. Men jeg har også en følelse af, at jeg ikke kan. At det ikke nytter noget.

Og så er vi tilbage ved dråben og havet. Ser jeg mig selv som en dråbe, der forsvinder i havet? Eller ser jeg, at havet BESTÅR af dråber?

Jeg tror på den stille revolution. Jeg tror, på den fælles bevidsthed, og at vi alle er forbundne. Jeg tror på, at vi smitter af på hinanden, og at vi sammen og hver for sig, kan skabe ringe, der breder sig. Man kan måske sige, det er det, der er sket med klimaet. Tusindvis, millionvis, milliarder af ringe der har bredt sig og lavet en bølge.

Jeg tror på at samles og møde hinanden. At nå hinanden og at lytte ind. Finde vores egen styrke, vores egen vej, sende kærlighed ud i verden. Række ud efter hinanden. Dele og mærke. Heale. Masser af feminin kraft og energi. Jeg tror på, det er vejen frem. Noget af den. Drip, dryp, dråber i havet, ringe i vandet. Selvfølgelig skal der også handles. Der skal være balance. Men herfra hvor jeg står, lige nu, kan jeg kun ændre igennem mig. Med mine handlinger, med mine kræfter, min kærlighed og min del af ansvaret. Jeg kan starte her, med mine egne fødder, med de valg jeg træffer hver eneste dag ❤️:

De rejser jeg tager på eller ikke tager på, med fly eller tog eller bil eller cykel eller til fods

De ting jeg køber eller ikke køber og HVOR jeg køber dem
At genbruge
At tage mig af mine ting og passe på dem
Den mad jeg spiser og hvor den kommer fra (mængden af kød, kylling frem for ko, lokalvarer, økologi)
Putte lidt kartofler i jorden og dyrke en køkkenhave
Min måde at skille mig af med ting og mad på (kompost, genbrug, videresalg, affaldsortering)
Det jeg putter på kroppen, og som jeg skyller ud i afløbet
Den goe gamle med at slukke lyset og ikke lade computeren stå og brænde (eller bare slukke helt for det hele en stund <3)
At sørge for strøm fra grøn energi
At give bæredygtige gaver (feks oplevelser eller hjemmelavede
At passe på naturen, at takke og ære den
At nære min indre glød, at bruge mine egne styrker og gaver i verden
At nære kærligheden i mig og at lade den blomstre, at sende håb ud og ind
At tænke dybt over hvor jeg sætter mit kryds til valget, der kommer lige om lidt

At springe på når min intuition siger JA og go til noget

Jeg har den dybeste kærlighed til moder jord ❤️ Og det er egentlig dét, det handler om for mig: at passe på min og vores jord ❤️

Jeg er ikke ekspert i klimakrisen, og alle mine ord får mig til at være så lille igen, altid så lille i den store verden. Er jeg for naiv? For barnlig og banal? Ved jeg overhovedet noget som helst – kan jeg overhovedet gøre noget, ændre noget? Lille bitte mig, lille bitte tanke, lille bitte handling.

Jeg ved det ikke, men jeg ved, det føles godt for mig at være med og i naturen. I kærlighed, i respekt ❤️ At sige noget. At skrive disse ord. Jeg gør så meget, jeg kan, jeg gør så meget allerede. Men jeg tænker også på, om der er mere, jeg kan gøre. Jeg åbner mig for, at der er mere, bare en smule, og måske er den lille smule ikke helt så ubetydelig endda. Heller ikke selvom ting tager tid, som et træ tager tid om at vokse. De her kastanjetræer vokser. Jeg plantede de spirede kastanjer for så længe siden, og de er mikrosmå stadigvæk. Men de vokser. Ud af deres potte og ned i jorden om lidt. Flere træer. Stærke rødder. Træer suger Co2, de healer og ånder, på alle måder, de hjælper med at skabe balance (igen). Jeg kan plante et træ. Eller to ❤️

 

Perspektiv – om det der med at blive irriteret og lykkelig over at have besøg af børnene i skrivehulen

“Mor. Hvad rimer på klokke?”

“Se, min tegning.”
“Mor, mor, mor!”

Når jeg har besøg i skrivehulen og egentlig helst bare vil være i fred…(fordiii: det der koncentration) så hakker jeg nogle gange bremsen i og husker på, hvor usandsynligt og ubeskriveligt vigtigt det er:

To børn der er forbundne på så mange måder til mig, to børn der bare vil være i min nærhed, som er i mit liv, som beriger mig hver evig eneste dag og lærer mig så meget, igen og igen, utrætteligt og uendeligt kærligt. To magiske fantastiske børn som jeg er så vanvittigt heldig at have fået ❤️

Det er, som om min irritation blegner lidt ved siden af det under.

Livet har så mange sider, så mange vinkler, det kan ses fra.
Livet har så mange sider, og de er på en måde som siderne i en bog – jeg ved aldrig, hvornår jeg når den sidste side, og de er så hurtigt væk. Av og hurra for det! Jeg prøver at nyde både børnene og siderne, mens jeg er her, og gulp, imens DE stadig har lyst til at ligge der på gulvet og tegne ❤️

Fest

Når man finder frosne solmodne kirsebær fra sidste år i fryseren og putter blåbær i vandet, der langsomt farves dybt lilla – så er det nærmest fest. Så er det næsten sommer.

Sådan tænkte jeg i formiddags, jeg kunne mærke den dér stemning. Og som om jeg havde sagt det hele højt, så skulle der pludselig bages kage med chokolade og søde kartofler og plukkes blomster og sættes levende lys frem til “lysfest”. Og en hel del mere, som jeg ikke kunne overskue 😀 Børnene er ellevilde. Jeg foreslog stille, at det blev en tidlig velkomst til sommeren ❤️

Vi har ikke så mange faste traditioner endnu, men jeg mærker, som børnene bliver ældre, at der kommer mere og mere lyst til at fejre livet og at markere og følge med naturens skift og årets tider.

Kan du mærke, at sommeren er på vej? Og gør du noget for at markere det?

Pin It on Pinterest

Gratis læseprøve til dig :)

Min første bog, "Stål og uld og ståluld" er ude som e-bog nu!
En humoristisk og poetisk fortælling som jeg har glædet mig meget til at dele med dig.


Skriv din mail, så sender jeg de første tre kapitler til dig med det samme!

Du tilmelder dig samtidig til mit nyhedsbrev, som du selvfølgelig kan afmelde når som helst.

Succes! Det lykkedes!