Det hektiske, langsomme liv -lidt om balance og om hvor dejligt det langsomme OG det hurtige er

I dag var jeg hektisk

Vågnede med hektiske tanker
Gik hektisk i krig med skrivningen
Gik hektisk gennem skoven

Bare fordi jeg har valgt et langsommere liv, betyder det ikke, at det hektiske er gået væk.

Jeg kan godt li det langsomme liv. Men den der balance, ik?

Hektisk er bare en label. Noget jeg har valgt at kalde det, og så hæftet en dårlig betydning på det. Men jeg kan se det “hektiske” har hundrede andre navne: udrette, handleenergi, kraftig energi, urolighed, at være sprængfyldt af energi, at flytte bjerge, at løbe og storme afsted, at få noget fra hånden, adrenalin, power, vågenhed, multitasking, fremaddrift, drivkraft, livsenergi, vækst, skarpsind, bevægelse, en hurtigtarbejdende hjerne osv osv osv.

Jeg kan ikke li den måde, hvorpå det hektiske foregår derude på arbejdsmarkedet og i institutionerne. Mere mere mere, præstere, gøre, effektivisere. Men det er vist mest, fordi jeg opfatter, at der ikke er så meget plads til den anden side: det rolige, stille, hviletid, bare at være, udforske, fordybe sig, glemme tiden, at meditere fordi det er rart (og ikke for at være effektiv), ikke ha agendaer, at sidde og glo, høre musik og KUN det, at monotaske, at gå på bare fødder i regnvådt græs og se op på himlen. At lytte.

Osv, you get the point.

Det er ude af balance, når tingene bliver for konstant ekstreme. Tror jeg. Mærker jeg.

Og jeg prøver at forestille mig et samfund, hvor alle er tvunget til at leve langsomt, gøre alt med mindfulness – og jeg tænker, det lyder helt dystopisk – det føles på en mærkelig måde lige så skræmmende som det modsatte (det hektiske). Ude af balance. Unaturligt.

Der er ikke nogen energier, der er dårligere eller bedre end hinanden. Det handler om, hvordan vi ser på dem, hvordan vi SYNES, de føles, hvordan vi OPLEVER DEM, og om vi beslutter os for at ku li dem eller ej. Vi kan bruge dem og være med dem – eller lade være.

Alting er i bevægelse. Hele tiden.

Man kan sige, at jeg taler om det feminine og det maskuline, yin og yang. Jeg taler om foreningen af dem. Sammenspillet. Jeg ville ikke være foruden den ene eller den anden “side”, og jeg bliver personligt rimelig vanvittig, når jeg KUN bevæger mig i den ene slags energier:

“Do do do do, kom nu videre, mere! Og så skal vi, NUUUU”

ELLER

“gør intet gør intet gør intet, lyyyyt til lyden af dit åndedrag, syng med træerne”

Jeg er ikke sikker på, jeg ville få ret meget bragt ud i verden uden den hektiske kompakte og koncentrerede energi. Den hurtige handleenergi. Men jeg er heller ikke sikker på, at jeg ville få bragt ret meget IND i verden uden den blide, stille energi. Være-energien.
Jeg tror, der er brug for dem begge.

Jeg tror, der er brug for, at det hektiske og det stille eksisterer SAMMEN. Sideløbende og svingende, viklet ind i hinanden.
Jeg tror, på flowet mellem dem, og jeg tror, at balancen ligger lige der, hvor de formår at byde ind med det, de hver især kan og er. SAMMEN.

Det der bringer lyset frem i øjnene

I morges har jeg gjort noget af det, der får lyset frem i mine øjne.

Jeg har sunget.
Dybt inde i skoven.
Op af et væltet træ.

På en jordhøj fuld af snørklede træer.

Det føles så forunderligt.

Så frit.
Så naturligt.

Så levende.

Jeg ved ikke HVORFOR.

Men er det så vigtigt?
Jeg følger intuitivt noget, der ligger dybt i mig.
Noget der vil ud.
Noget der vil fortælles.

Noget der vil leves.

Hvad er det, der er dybt inde i dig, som vil leves, som vil ud?

Fortæl fortæl ❤

Ord der vil flyve

Jeg har lavet det dejligste forårs-rense-ritual med min kvindegruppe i dag ❤️ Det føltes SÅ godt, at connecte dybt med os selv og hinanden og med TIDEN. At GIVE SLIP på alt det, der ville slippes, og at gå med TAKNEMMELIGE skridt.
Da jeg kom tilbage fra det, skrev og skrev jeg bare, jeg var så FORBUNDET, og det føltes, som om der var et brus af ord, der ville igennem.

De her ord vil flyve. De vil gå ind.

Forårs-transformations-univers-digt.

Lige til tiden.
Med kærlig hilsen fra mig ❤️

Jeg er taknemmelig for chancen.

For dette øjeblik der bruser igennem mig som blod.
pumpende hjerte
hvad er det du vil mærke
du tæller stjerner og tager svømmetag i en ring af univers
i hjertet af din sansning
er din spaltning
dit inderste dybeste våben
der er et værn mod alt i denne verden der skal forandres
du kan bære din styrke
du kan være din styrke
og når solen synker ned
synker du med
gennem dybt kviksand der bringer dig ud på den anden side
en ny side i din bog
i tågen kan du danse
og du kan trækkes frem i lyset
dit syn er så klart og flygtigt
som tidevandet der bevæger sig
tiden der speeder op når du står over for tidens hjul
tidens hjul der ikke har nogen bro
men som er en lang lilla cirkel af stjerneskær
den er så nær
så tæt forbundet til dit indre kosmos
fra det hvide lys i toppen af dit hoved
og i bunden?
Jeg kan ikke se bunden
jeg lukker øjnene og der står det
en plade af lys under mig
som glas
som vand
som is
tikkende øjne
øjne der river bevidstheden over
så den kan flagre i vinden
ud flyver alle ord
store, små, dunkle, hule
og lige der
i den inderste hule er der et fantastisk glitrende skær
du opdager det med din fakkel, din lygte
det glitrende lys
de uendelige krystalvægge der blafrer i lyset

Midt i mellem og lige tilpas -om oprydning og om at komme HJEM

Da jeg boede i vores lejlighed i Aarhus, følte jeg den var tom. Der manglede noget. Jeg troede, det var mine møbler, mine ting. Men det var det nok ikke. Tomheden jeg så, når jeg kiggede ud, når jeg sad der i sofaen i stilheden, kom indefra. Der var et hul derinde, jeg manglede noget. Og jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg tror, det var ensomhed, flere mennesker i mit liv, flere historier og sange. Det var den længsel. Indeni.

Jeg sidder i en mindre lejlighed i dag, ude på landet. Jeg føler mig fyldt. Jeg har følelsen af, at der er for mange ting her, selvom jeg har smidt ud og smidt ud og smidt ud (og givet til genbrug osv, underforstået). Der larmer. Og det er ikke bare trommerne, som min kæreste spiller på i det andet hus. Det er noget dybere. Sådan føles det. Jeg synes, det er en sjov kontrast. Jeg sidder stadig og kigger ud på et hjem, et fysisk værested, et bo, og der er “noget galt”, der er rodet, jeg føler mig slugt af det og alle tankerne. Der mangler noget, men hvad?

Hvor har jeg for meget?
Hvor har jeg for lidt?
En tanke som beton: Måske har jeg bare altid lige tilpas?

jeg er fanget i hullet mellem rigtigt og forkert

der skal mere til vil jeg mene
men ikke mere end mine øjne kan magte
ikke mere end mine støvsugende hænder svinger
ikke mere end jeg kan bære
ikke mere end jeg kan lægge tilbage
og følge hjem igen

jeg er fanget i hullet mellem rigtigt og forkert

der skal mindre til vil jeg mene
men det er stadig udflydende og uklart
ikke mindre end at jeg trives
ikke mindre end det jeg behøver
ikke mindre end tilfreds
ikke mindre end følelsen af at være hjemme

Der er noget med de overflader der. Der er noget med luften rundt om mine fysiske ting. Ikke for fyldt, ikke for tomt. Jeg prøver at sætte mig med det. Lige her. Lige nu.

Hvad er det, jeg drømmer om?

Hvad mangler?
Hvor vil jeg hen?
Hvilken følelse ønsker jeg mig?
Jeg kan ikke sætte det klart, jeg kan ikke se mit fysiske hjem for mig i konkrete former, men jeg kan se og mærke følelsen, følelsen af det her:

rene overflader som skovsøer

blanke og dybe
glimtende, sitrende
mørkegrønt vand
skiftende dybblå nuancer
toner der strækker sig
roen der sænker sig
vinger der letter
øjeblikkets hjemstavn

Og jeg får den blideste og mest tydelige respons fra mine omgivelser: jeg er der ikke endnu ❤️
Jeg har ikke oplevet det berømte “klik” (som Marie Kondo omtaler). Det klik, hvor det falder på plads, og jeg ikke har for meget og ikke for lidt, men TILPAS. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke er det rigtige sted endnu. Jeg ER det rigtige sted, ALTID det rigtige sted. Det føles bare som om der er mere, jeg må gøre herfra ❤️

Det er det, jeg så godt kan lide ved oprydning og indretning. Der er så meget visdom i at se, hvad jeg gør og tænker om det. Det er næsten meditation, næsten altid en hjælpende støttende hånd i det tænksomme spind. Det kalder, det kalder, min sjæls længsel. Skovsøens blanke glatte renhed. Dug på en anemone i skovbunden. Mine øjne ser ud, og mit hjerte trækker det ind.

Om flow, intuition, kald og om at starte og lade tingene komme igennem

Jeg har lavet en video for første gang i meget lang tid. Det kom til mig, i skoven <3
Så let og rart, flowagtigt.
Men jeg blev lidt forvirret bagefter, fordi mit ego begyndte at brøle 😀 det der! Are you serious?! Øhh, ja. Faktisk meget!
What’s the deal then? Jo. Mit nye kamera er tungere end min smartphone. Jeg har intet stativ endnu, og jeg går med det i hånden. Det kan ses. Men gør det noget? Eller er det vigtigere bare at starte? At få ordene ud?
Det tror jeg. Det føles ægte, det føles autentisk.
Du kan se videoen ovre på min Youtubekanal – den handler om flow, intuition, om kald, om at starte og om at lade tingene komme igennem uden at vide, hvor de skal hen eller hvorfor <3

Drama – og lidt om den dér roman og om at kræve ro

Anemonen står i fuldt flor, helt roligt i sit glas, ingen drama der 😄❤️

Men det har der været her. Drama. Både i historien og i mit hoved. Og der var lige ved at komme det med børnene.
Men hov. Stop.
Jeg havde egentlig bare brug for RO. Til at fordybe mig i den her voldsomt spændende scene, jeg skriver.
Så jeg lukkede døren til det lille skriverum, og nu falder det hele på plads ❤️ (Hvor mega hamrende heldig og priviligeret er jeg lige, at jeg kan det!!)

Snart kan jeg “lukke” 2 og 3 del af de Grå – det er lige under mine fingerspidser! Dvs. at jeg næsten er HALVVEJS! I den der langsommelige, rugbrødstyggende redigeringsfase. WHAAAAT!?

Det føles sådan her: JAAHUU! Og lige om lidt bliver De Grå KLAR til at sende VIDERE! Ud til betalæsere eller til forlag – uha! DÉT er forfatterspænding – og med den helt rigtige form for drama ❤️

Lidt om ting og lidt om det vigtigste her i livet

Livet er en løjerlig størrelse.
Livet er snørklet.

Jeg går og lægger ting på plads og rydder op. Jeg støvsuger. Jeg sætter en lydbog på i hørebøfferne og bevæger støvsugeren frem og tilbage. Min krop bevæger sig. Men indeni mig er der noget der står stille. Stille som vand. Blikstille.

Jeg sætter mig for at skrive, men en stemme råber, at jeg skal gøre noget andet. Jeg sætter mig og fingrene bevæger sig, selvom der er mudder i maskinen. Tankerne fra den lydbog bliver ved med at køre. Mennesket som slave, sandheder, livet og det vi giver os til (jeg hørte Walden af Thoreau).
Der er så mange ting, jeg vil gøre. Lige nu og på en gang, de falder over hinanden. Jeg tror at jeg skal være flere steder på en gang. Det har jeg altid troet, og den side af mig holder fast. Det er en følelse der vender tilbage, igen og igen. Og så er der den stille lyd fra mit tastatur. På en maskine af 1-taller og 0-taller. Jeg fatter ikke en meter af det.
Der er ting alle vegne. Tanker alle vegne. Som en blyant kan de tegne. Hver en lille fregne.
En tanke ramte mig i dag: det er et fuldtidsjob at tage mig af mine ting. Og mens den erkendelse sank ned i mig, mens den stadig synker, pakker jeg poser ud, fylder op på hylderne i mit hjem, sætter nogle ved døren – på vej ud.

Hvad skal alle de ting?

Hvad vil jeg med dem?
Jeg flytter dem rundt. Tørrer dem af.
Jeg ser dem. For alvor ser dem.
Gamle minder, ufærdige, ubeslutsomhed.
Så mange ting der skal gøres. Bitte mikroskridt.
Jeg smider dem skødesløst i en kasse, jeg stiller på gulvet. Igen. Giver op. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med dem. Jeg har ikke opbevaring eller faste pladser til dem alle. De kvaser hinanden, trykker hinanden, flyder ud.

Alting er et virvar. Hvad er det, jeg vil sige med mine ord? Hvad er det, jeg siger?

Det hele bliver forvirrende. Rodet.
Tingene.
Tankerne.

Jeg kan se, der er forskel på ting. Så åbenlyst, og så alligevel ikke. Jeg oplever ingen forvirring med kameraet, med flygelet, med computeren. Med min yndlingskjole, der snurrer i vaskemaskinen. De føles ikke meningsløse eller rodede. Ikke på den måde. De er bare. Til rådighed for min kreativitet. Til stede for at tjene mig og mine behov.

Måske har jeg bare stadig for mange ting.
Tanken om et afpillet hjem skræmmer mig.
Og på den anden side: Tanken om et clean, luftigt hjem fylder mig med et pulserende stille brus.
Åh, længsel.
Følelsen af at gøre det jeg VIL.
Følelsen af at give slip.
Følelsen af at gøre det, der er vigtigt for mig.

Bare DET.

Det er så indlysende.

Som en fjern, kraftig lysende lygte gennem mørket.
Som en sprække,
en lang dyb revne i den betonbygning, jeg har bygget,
I mit hoved,
Rundt om mig,
med alle mine ting.

Livet er en løjerlig størrelse.

Livet er snørklet.

Men livet er også meget mere. Simpelt.

Når vi slapper af, kan flowet følge -lidt om manifestationer og om tillid til universet

Skovfotograf v. 2 😍
Jeg har fået nyt legetøj, og jeg er forelsket. Simpelthen. Endelig landede det. Det nye kamera. Jeg har fornemmet og tøvet og sagt “rolig nu” til mig selv så længe. Jeg har sagt: “Det kommer, lad det falde på plads”.
Og det gjorde det så. Lige pludselig. NU skal jeg ha det. Klik, sagde det, og jeg pakkede det ud og tog det med i skoven, ren kærlighed.
Det er SÅ vildt, hvad der sker, når vi slapper AF og lader tingene komme igennem, i rette tid, på rette sted og måde. Ingen pres eller forcering. Bare flow. Bare tillid og tro på universet og mit eget indre kompas – de er så dybt connected de to, så dybt ❤️
Kender du den der Vuuuuuum-følelse, når det hele bare falder i hak, og noget bare SKER, helt ubesværet?
Jeg glæder mig simpelthen så meget til at tage billeder med min smukke kameraven – det er som om jeg har fået en buddy, det helt rette redskab, lige i rette tid, og min sjæl tindrer ved tanken, om alt det jeg kan gøre, lære og vise med det her 💖

Det er i pauserne, det hele sker!

Jeg tror på pauser. Jeg tror på vigtigheden af, at tillade dig selv et øjeblik, hvor intet skal gøres eller udføres.
Intet. Bare pause. Midt i det hele.

At sætte dig ned i rodet. Lade det flyde. Bare lidt.

At lave en kop te og holde om den varme kop, mens du ser ud af vinduet, selvom du lige var i gang med at tømme opvaskeren.

At lukke øjnene en stund, at sætte dig helt ned på gulvet. At lade armene blive slappe og bløde. At trække vejret.

Jeg tror på, at skabe rum til at fordøje. Indtryk, tanker, følelser, oplevelser. Til at erkende, at lade taknemmeligheden synke ind. Helt ind.

Rum og tid til at lytte til den indre stemme, at lytte til alt det, der rører på sig, og som vil høres. Bare lytte. Ikke gøre. Ikke præstere. Ikke udnytte tiden bedst, mest effektivt. Bare VÆRE.

Fordi det er rart. Og rigtigt. At stoppe op i livet og virkelig MÆRKE det. Det ægte brus af NU, der skifter igen og igen.

…Og der er mere endnu!

For pauserne kan skabe det dejligste rum og plads til at kreativitetens gnistrende stemme, og alle ideerne kan nå dig.

De kan skabe rum til fordybelse, til at dette NOGET, hvor end det kommer fra, kan gribe dig.
De har potentialet til at CONNECTE dig. Med mennesker. Med dig selv. Med livet. Lige dér.

Det er ikke småting. Virkelig.

Pauser. Øjeblikke. Smut på en vandflade. At mærke livet og at lade livet komme til dig.

Skaber du rum til bare at VÆRE? Lader du pauser opstå i dine dage og giver lidt slip på alt det, der skal gøres?

Ps. Koppen er min yndlings og håndlavet af dejligste Keramira Keramik – og jeg har sat mig ned midt i oprydningsarbejdet med min yndlingste. Fordi jeg havde brug for det. DET batter! ❤️

Pps. Hvad er det, der gør, at det nogle gange er let at sætte sig ned i rodet, og andre gange er det bare for meget?

Den tror jeg lige, jeg tygger lidt videre på.

Jeg brygger på noget – og det handler om bogdrømme

Jeg sidder her med et smil på læben. Jeg er virkelig virkelig vild med mit liv, og den friske luft har rusket i mig i dag.
Og så går jeg og brygger på noget. Faktisk bobler det allerede!
Om skrivning, bogdrømme og drømme generelt – at leve livet fuldt ud og med hjertet forrest.
Det ligger min sjæl så nært, og jeg har så meget at give på det område!
Og jeg har fået at vide af min indre vejleder og intuition, at jeg skal stoppe med at kigge efter fyrtårne og i stedet tænde mit eget. Og så har jeg fået et hint eller to på det sidste, MASSER af synkroniteter! KOM NU! 😄
Scary as hell? Ja tak. Ready? Ja tak. Jeg er færdig med at gemme mig i busken 😋🙄💛
Det her. Det kan jeg sgu mærke fuld skrald go på! Der er ingen spørgsmål eller tøven. Det er så tydeligt og så klart! Det er så RENT.
…Men hvad er det så? Jooe, det er intet mindre end et awesome koncept, for dig der drømmer om at skrive en bog ❤️
Det kan siges så enkelt her:
(Trommehvirvel! Tadaah!)
AFKLAR OG UDLEV DIN VIRKELIGE BOGDRØM 💛
Og ja, det blir ligeså fedt, som det lyder!
Bank bank bank, siger det lille hjerte – ja det skal jeg love for. Hjerteild og startenergi – åh hvor jeg elsker det!
Stay tuned! More coming up! ❤️

Pin It on Pinterest

Gratis læseprøve til dig :)

Min første bog, "Stål og uld og ståluld" er ude som e-bog nu!
En humoristisk og poetisk fortælling som jeg har glædet mig meget til at dele med dig.


Skriv din mail, så sender jeg de første tre kapitler til dig med det samme!

Du tilmelder dig samtidig til mit nyhedsbrev, som du selvfølgelig kan afmelde når som helst.

Succes! Det lykkedes!