Vildtvoksende – om at gå ud over sine egne grænser, om at finde tilbage til sig selv igen og om at vokse

Så vilde dage. Så meget gang i den. Så mange følelser. Jeg er gået ud over mine egne grænser og vadet ind over dem med mudrede støvler, der har efterladt tunge spor, der langsomt tørrer ind og smuldrer. Jeg er kommet så langt væk fra mig selv, at jeg ikke kan “mærke mig selv”. Jeg kan ikke finde tilbage. Har sagt alt for meget ja. Alt for lidt nej.

Det er mit ansvar at sige fra. At lytte til mine personlige grænser, mit nej og mit ja. At sige stop og vent.
Det er en evig udfordring, især som mor, og nogle gange ryger jeg altså helt “ved siden af” som i disse dage. Det er sgu ikke ret “pænt”. Det føles ret ekstremt – og meget meget VIRKELIGT.

Det er OKAY! Vilde dage, vilde følelser, ud over grænser. Livet ER vildt.

Jeg finder tilbage i skoven. I stilheden og sangen og ordene. Her finder jeg tilbage til mig selv ❤️

Jeg kender vejen, endelig kender jeg vejen ❤️

Det her er min vej – en af de veje der formår at bringe mig tilbage til mig selv og som connecter mig.

Der er stadig så mange flere veje til det, veje jeg ikke kender ligeså dybt endnu.
Det hele vokser vildt, jeg vokser vildt. Som skoven. Med skoven.

Hvad er din(e) vej(e) til at connecte med dig selv og ryger du nogensinde “ud af dig selv”?

Klimakrise, kærlighed, kredsløb og kastanietræer – og lidt om at være lillebitte i verden

Nogle gange føler jeg mig så lille og magtesløs. Jeg føler mig som en dråbe i havet, så ubetydelig og ligegyldig. Når jeg ser ud på verden og jeg hører om klimakrisen, så vil jeg gerne gøre mere. Jeg vil gerne løfte mere. Men jeg har også en følelse af, at jeg ikke kan. At det ikke nytter noget.

Og så er vi tilbage ved dråben og havet. Ser jeg mig selv som en dråbe, der forsvinder i havet? Eller ser jeg, at havet BESTÅR af dråber?

Jeg tror på den stille revolution. Jeg tror, på den fælles bevidsthed, og at vi alle er forbundne. Jeg tror på, at vi smitter af på hinanden, og at vi sammen og hver for sig, kan skabe ringe, der breder sig. Man kan måske sige, det er det, der er sket med klimaet. Tusindvis, millionvis, milliarder af ringe der har bredt sig og lavet en bølge.

Jeg tror på at samles og møde hinanden. At nå hinanden og at lytte ind. Finde vores egen styrke, vores egen vej, sende kærlighed ud i verden. Række ud efter hinanden. Dele og mærke. Heale. Masser af feminin kraft og energi. Jeg tror på, det er vejen frem. Noget af den. Drip, dryp, dråber i havet, ringe i vandet. Selvfølgelig skal der også handles. Der skal være balance. Men herfra hvor jeg står, lige nu, kan jeg kun ændre igennem mig. Med mine handlinger, med mine kræfter, min kærlighed og min del af ansvaret. Jeg kan starte her, med mine egne fødder, med de valg jeg træffer hver eneste dag ❤️:

De rejser jeg tager på eller ikke tager på, med fly eller tog eller bil eller cykel eller til fods

De ting jeg køber eller ikke køber og HVOR jeg køber dem
At genbruge
At tage mig af mine ting og passe på dem
Den mad jeg spiser og hvor den kommer fra (mængden af kød, kylling frem for ko, lokalvarer, økologi)
Putte lidt kartofler i jorden og dyrke en køkkenhave
Min måde at skille mig af med ting og mad på (kompost, genbrug, videresalg, affaldsortering)
Det jeg putter på kroppen, og som jeg skyller ud i afløbet
Den goe gamle med at slukke lyset og ikke lade computeren stå og brænde (eller bare slukke helt for det hele en stund <3)
At sørge for strøm fra grøn energi
At give bæredygtige gaver (feks oplevelser eller hjemmelavede
At passe på naturen, at takke og ære den
At nære min indre glød, at bruge mine egne styrker og gaver i verden
At nære kærligheden i mig og at lade den blomstre, at sende håb ud og ind
At tænke dybt over hvor jeg sætter mit kryds til valget, der kommer lige om lidt

At springe på når min intuition siger JA og go til noget

Jeg har den dybeste kærlighed til moder jord ❤️ Og det er egentlig dét, det handler om for mig: at passe på min og vores jord ❤️

Jeg er ikke ekspert i klimakrisen, og alle mine ord får mig til at være så lille igen, altid så lille i den store verden. Er jeg for naiv? For barnlig og banal? Ved jeg overhovedet noget som helst – kan jeg overhovedet gøre noget, ændre noget? Lille bitte mig, lille bitte tanke, lille bitte handling.

Jeg ved det ikke, men jeg ved, det føles godt for mig at være med og i naturen. I kærlighed, i respekt ❤️ At sige noget. At skrive disse ord. Jeg gør så meget, jeg kan, jeg gør så meget allerede. Men jeg tænker også på, om der er mere, jeg kan gøre. Jeg åbner mig for, at der er mere, bare en smule, og måske er den lille smule ikke helt så ubetydelig endda. Heller ikke selvom ting tager tid, som et træ tager tid om at vokse. De her kastanjetræer vokser. Jeg plantede de spirede kastanjer for så længe siden, og de er mikrosmå stadigvæk. Men de vokser. Ud af deres potte og ned i jorden om lidt. Flere træer. Stærke rødder. Træer suger Co2, de healer og ånder, på alle måder, de hjælper med at skabe balance (igen). Jeg kan plante et træ. Eller to ❤️

 

Perspektiv – om det der med at blive irriteret og lykkelig over at have besøg af børnene i skrivehulen

“Mor. Hvad rimer på klokke?”

“Se, min tegning.”
“Mor, mor, mor!”

Når jeg har besøg i skrivehulen og egentlig helst bare vil være i fred…(fordiii: det der koncentration) så hakker jeg nogle gange bremsen i og husker på, hvor usandsynligt og ubeskriveligt vigtigt det er:

To børn der er forbundne på så mange måder til mig, to børn der bare vil være i min nærhed, som er i mit liv, som beriger mig hver evig eneste dag og lærer mig så meget, igen og igen, utrætteligt og uendeligt kærligt. To magiske fantastiske børn som jeg er så vanvittigt heldig at have fået ❤️

Det er, som om min irritation blegner lidt ved siden af det under.

Livet har så mange sider, så mange vinkler, det kan ses fra.
Livet har så mange sider, og de er på en måde som siderne i en bog – jeg ved aldrig, hvornår jeg når den sidste side, og de er så hurtigt væk. Av og hurra for det! Jeg prøver at nyde både børnene og siderne, mens jeg er her, og gulp, imens DE stadig har lyst til at ligge der på gulvet og tegne ❤️

Fest

Når man finder frosne solmodne kirsebær fra sidste år i fryseren og putter blåbær i vandet, der langsomt farves dybt lilla – så er det nærmest fest. Så er det næsten sommer.

Sådan tænkte jeg i formiddags, jeg kunne mærke den dér stemning. Og som om jeg havde sagt det hele højt, så skulle der pludselig bages kage med chokolade og søde kartofler og plukkes blomster og sættes levende lys frem til “lysfest”. Og en hel del mere, som jeg ikke kunne overskue 😀 Børnene er ellevilde. Jeg foreslog stille, at det blev en tidlig velkomst til sommeren ❤️

Vi har ikke så mange faste traditioner endnu, men jeg mærker, som børnene bliver ældre, at der kommer mere og mere lyst til at fejre livet og at markere og følge med naturens skift og årets tider.

Kan du mærke, at sommeren er på vej? Og gør du noget for at markere det?

Om sammenligning, piedestaler og om alt det, der kan tale ned i os igennem andre mennesker

Sammenligner vi os selv med andre, fordi vi gerne vil være noget andet, end det vi er? Gør vi det, fordi der i os bor en drøm om at ville udvikle vores fulde potentiale? Eller sammenligner vi os, fordi vi føler os utilstrækkelige og forkerte, når vi ser på et andet menneske (der er meget mere “succesfuldt”, “rigtigt” eller “dygtigt” end os selv.)

Der er stor forskel på at blive inspireret og få sat lys på det, vi ønsker at udvikle og VÆRE og på at ville ændre på noget i os selv, fordi det er “forkert” eller “dårligere”.

Jeg sammenlignede mig i mange år med andre, brugte det til at pille mig selv ned, fordi jeg aldrig var god nok. Der var altid nogen, der havde mere end jeg, gjorde mere end jeg. Var bedre end jeg, dygtigere, finere, flottere, rigere eller mere rigtig end jeg. Og SÅDAN burde jeg være. Eller det burde JEG kunne.

Jeg sammenligner mig stadig. Jeg kan ikke lade være. Jeg ser op til og misunder andre, det er helt menneskeligt. Men det føles klart bedst, når jeg bruger det til at se, hvad det siger om MIG og MINE ønsker. Hvilken længsel vækker det, personen gør eller kan, i mig?

Jeg er holdt op med at dunke mig selv i hovedet, at sætte andre op på piedestaler og forherlige deres liv frem for mit…altså sådan for det meste i hvert fald 😁❤️ Jeg er ikke perfekt, men det er OKAY – jeg behøver ikke sammenligne mig med noget som helst perfekt billede ❤️
Jeg må gerne bare være mig, dejlig uperfekt og fuld af potentiale og ønsker og længsler og måben over andres fantastiske kundskaber – og jeg kan også se, at der åbner sig flere og flere døre ind til VIRKELIG at kunne connecte med og glædes over andres evner og væsener, og at kunne lære af dem, når jeg åbner op for alt det her: Når jeg virkelig med nysgerrige øjne ser på HVAD, det er mine følelserne fortæller mig, når jeg sammenligner mig med andre mennesker ❤️

Ps. Jeg elsker at se på naturen, den er så mangfoldig, så umiddelbar og dejlig – jeg tror feks. ikke, bøgebladet tænker ret meget på, om det hellere burde være et pæreblad eller en mælkebøtte 😄😄 Jeg elsker som naturen kan sætte tingene i perspektiv.

Pin It on Pinterest

Gratis læseprøve til dig :)

Min første bog, "Stål og uld og ståluld" er ude som e-bog nu!
En humoristisk og poetisk fortælling som jeg har glædet mig meget til at dele med dig.


Skriv din mail, så sender jeg de første tre kapitler til dig med det samme!

Du tilmelder dig samtidig til mit nyhedsbrev, som du selvfølgelig kan afmelde når som helst.

Succes! Det lykkedes!