Og mens jeg galer op om klima, så tænker jeg også på børnene. Børnene der kigger med deres små store runde øjne. Op på os voksne.

Vi er rollemodeller. Hele tiden.

De voksne.
Det er os, de kigger op på.
Børnene.
For at finde tryghed. Kærlighed.
For at finde vej, for at søge hjælp når de er faret vild.
Vi sætter rammerne. Hele tiden.

Men er det os, der er faret vild?

Hvad er det for en verden, vi vil have?

Hvad er det for en verden, vi er ved at lave?
Hvad VIL vi have?
Hvad HAR vi lavet?
Og hvad vil vi bygge videre på?
Er der nok plads? Nok kærlighed, nok tillid, nok tid? Nok blødhed og intuition?

Jeg tænker på valgene vi træffer HVER ENESTE dag. Om vi vil det eller ej, så er det noget, vi har valgt.

Den måde vi lever vores liv på. Den måde vi behandler børnene på.

Jeg tænker på VALGET d. 5. juni.

Jeg hører ord som tvangsopskrivning. (er det virkelig for real?!)

Jeg hører: HJÆLP!
Jeg hører: hvor er vi på vej hen?
Jeg hører frygt og vrede og afmagt, og sår der springer op.
Jeg hører ordene slap af, tag det roligt.
Jeg hører mig selv, og jeg hører alle omkring mig.
Det larmer og buldrer, og energierne bliver stærkere og stærkere.
Jeg tænker. Jeg lukker øjnene. Jeg åbner dem igen.
Jeg trækker vejret. Jeg ser toget køre, og jeg ser vejen deler sig i en milliard mulige udfald.
Jeg rækker ud efter min intuition.
Hvad skal jeg gøre?
Jeg rækker ud efter noget at holde i.

Jeg kigger ned. På børnene. Mine børn der hiver i min kjole. Mine børn der rækker ud. Ud efter noget at holde i.

Jeg sender så meget god karma og kærlighed ud. Jeg sender fred ud, jeg dykker ind i MIN fred.
Jeg krammer mine børn. Dem indeni mig og dem udenfor mig.
Jeg gør, hvad jeg kan. Men jeg tror ikke, det er nok.

Jeg ønsker, at de rammer der er for børn, får dem til at være frie. Til at være dem selv og bidrage med det der føles rigtigt eller som aldrig nogensinde kan slukkes i dem. Jeg ønsker de (og vi) kan VÆRE. Sammen. I live. Levende i cyklussen. I det øjeblik livet er.

Jeg ønsker at børnene vokser op i en grøn verden af træer, der strækker sig ned til dem. Jeg ønsker, de kan dufte de tusind milliarder små spirer og planter. Røre ved alle kriblekrablerne, stikke fingrene i jorden, plaske i vandet, høre bierne suse og brumme.

Jeg ønsker mig frie valg. Jeg ønsker valg, der er gode for BØRNENE. OG for de voksne. Ingen efterladt.

Jeg ønsker, at vi alle kan tilrettelægge vores familie- og arbejdsliv, som det giver mening for os, hver især.

Har vi skyklapper på? Har jeg? Har de?

Hvor er vi på vej hen?
Hvor ender vi?
Jeg kigger på de voksne, og jeg kigger på børnene.
Mest af alt på børnene.
Er det godt nok?
Er vi faret vild?
Er der plads til alt det bløde og kærlige?
Til den frie udfoldelse, eksperimenterne, følelserne?
Er der plads til livet?

Pin It on Pinterest

Gratis læseprøve til dig :)

Min første bog, "Stål og uld og ståluld" er ude som e-bog nu!
En humoristisk og poetisk fortælling som jeg har glædet mig meget til at dele med dig.


Skriv din mail, så sender jeg de første tre kapitler til dig med det samme!

Du tilmelder dig samtidig til mit nyhedsbrev, som du selvfølgelig kan afmelde når som helst.

Succes! Det lykkedes!