Da jeg boede i vores lejlighed i Aarhus, følte jeg den var tom. Der manglede noget. Jeg troede, det var mine møbler, mine ting. Men det var det nok ikke. Tomheden jeg så, når jeg kiggede ud, når jeg sad der i sofaen i stilheden, kom indefra. Der var et hul derinde, jeg manglede noget. Og jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg tror, det var ensomhed, flere mennesker i mit liv, flere historier og sange. Det var den længsel. Indeni.

Jeg sidder i en mindre lejlighed i dag, ude på landet. Jeg føler mig fyldt. Jeg har følelsen af, at der er for mange ting her, selvom jeg har smidt ud og smidt ud og smidt ud (og givet til genbrug osv, underforstået). Der larmer. Og det er ikke bare trommerne, som min kæreste spiller på i det andet hus. Det er noget dybere. Sådan føles det. Jeg synes, det er en sjov kontrast. Jeg sidder stadig og kigger ud på et hjem, et fysisk værested, et bo, og der er “noget galt”, der er rodet, jeg føler mig slugt af det og alle tankerne. Der mangler noget, men hvad?

Hvor har jeg for meget?
Hvor har jeg for lidt?
En tanke som beton: Måske har jeg bare altid lige tilpas?

jeg er fanget i hullet mellem rigtigt og forkert

der skal mere til vil jeg mene
men ikke mere end mine øjne kan magte
ikke mere end mine støvsugende hænder svinger
ikke mere end jeg kan bære
ikke mere end jeg kan lægge tilbage
og følge hjem igen

jeg er fanget i hullet mellem rigtigt og forkert

der skal mindre til vil jeg mene
men det er stadig udflydende og uklart
ikke mindre end at jeg trives
ikke mindre end det jeg behøver
ikke mindre end tilfreds
ikke mindre end følelsen af at være hjemme

Der er noget med de overflader der. Der er noget med luften rundt om mine fysiske ting. Ikke for fyldt, ikke for tomt. Jeg prøver at sætte mig med det. Lige her. Lige nu.

Hvad er det, jeg drømmer om?

Hvad mangler?
Hvor vil jeg hen?
Hvilken følelse ønsker jeg mig?
Jeg kan ikke sætte det klart, jeg kan ikke se mit fysiske hjem for mig i konkrete former, men jeg kan se og mærke følelsen, følelsen af det her:

rene overflader som skovsøer

blanke og dybe
glimtende, sitrende
mørkegrønt vand
skiftende dybblå nuancer
toner der strækker sig
roen der sænker sig
vinger der letter
øjeblikkets hjemstavn

Og jeg får den blideste og mest tydelige respons fra mine omgivelser: jeg er der ikke endnu ❤️
Jeg har ikke oplevet det berømte “klik” (som Marie Kondo omtaler). Det klik, hvor det falder på plads, og jeg ikke har for meget og ikke for lidt, men TILPAS. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke er det rigtige sted endnu. Jeg ER det rigtige sted, ALTID det rigtige sted. Det føles bare som om der er mere, jeg må gøre herfra ❤️

Det er det, jeg så godt kan lide ved oprydning og indretning. Der er så meget visdom i at se, hvad jeg gør og tænker om det. Det er næsten meditation, næsten altid en hjælpende støttende hånd i det tænksomme spind. Det kalder, det kalder, min sjæls længsel. Skovsøens blanke glatte renhed. Dug på en anemone i skovbunden. Mine øjne ser ud, og mit hjerte trækker det ind.

Pin It on Pinterest

Gratis læseprøve til dig :)

Min første bog, "Stål og uld og ståluld" er ude som e-bog nu!
En humoristisk og poetisk fortælling som jeg har glædet mig meget til at dele med dig.


Skriv din mail, så sender jeg de første tre kapitler til dig med det samme!

Du tilmelder dig samtidig til mit nyhedsbrev, som du selvfølgelig kan afmelde når som helst.

Succes! Det lykkedes!