Livet er en løjerlig størrelse.
Livet er snørklet.

Jeg går og lægger ting på plads og rydder op. Jeg støvsuger. Jeg sætter en lydbog på i hørebøfferne og bevæger støvsugeren frem og tilbage. Min krop bevæger sig. Men indeni mig er der noget der står stille. Stille som vand. Blikstille.

Jeg sætter mig for at skrive, men en stemme råber, at jeg skal gøre noget andet. Jeg sætter mig og fingrene bevæger sig, selvom der er mudder i maskinen. Tankerne fra den lydbog bliver ved med at køre. Mennesket som slave, sandheder, livet og det vi giver os til (jeg hørte Walden af Thoreau).
Der er så mange ting, jeg vil gøre. Lige nu og på en gang, de falder over hinanden. Jeg tror at jeg skal være flere steder på en gang. Det har jeg altid troet, og den side af mig holder fast. Det er en følelse der vender tilbage, igen og igen. Og så er der den stille lyd fra mit tastatur. På en maskine af 1-taller og 0-taller. Jeg fatter ikke en meter af det.
Der er ting alle vegne. Tanker alle vegne. Som en blyant kan de tegne. Hver en lille fregne.
En tanke ramte mig i dag: det er et fuldtidsjob at tage mig af mine ting. Og mens den erkendelse sank ned i mig, mens den stadig synker, pakker jeg poser ud, fylder op på hylderne i mit hjem, sætter nogle ved døren – på vej ud.

Hvad skal alle de ting?

Hvad vil jeg med dem?
Jeg flytter dem rundt. Tørrer dem af.
Jeg ser dem. For alvor ser dem.
Gamle minder, ufærdige, ubeslutsomhed.
Så mange ting der skal gøres. Bitte mikroskridt.
Jeg smider dem skødesløst i en kasse, jeg stiller på gulvet. Igen. Giver op. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med dem. Jeg har ikke opbevaring eller faste pladser til dem alle. De kvaser hinanden, trykker hinanden, flyder ud.

Alting er et virvar. Hvad er det, jeg vil sige med mine ord? Hvad er det, jeg siger?

Det hele bliver forvirrende. Rodet.
Tingene.
Tankerne.

Jeg kan se, der er forskel på ting. Så åbenlyst, og så alligevel ikke. Jeg oplever ingen forvirring med kameraet, med flygelet, med computeren. Med min yndlingskjole, der snurrer i vaskemaskinen. De føles ikke meningsløse eller rodede. Ikke på den måde. De er bare. Til rådighed for min kreativitet. Til stede for at tjene mig og mine behov.

Måske har jeg bare stadig for mange ting.
Tanken om et afpillet hjem skræmmer mig.
Og på den anden side: Tanken om et clean, luftigt hjem fylder mig med et pulserende stille brus.
Åh, længsel.
Følelsen af at gøre det jeg VIL.
Følelsen af at give slip.
Følelsen af at gøre det, der er vigtigt for mig.

Bare DET.

Det er så indlysende.

Som en fjern, kraftig lysende lygte gennem mørket.
Som en sprække,
en lang dyb revne i den betonbygning, jeg har bygget,
I mit hoved,
Rundt om mig,
med alle mine ting.

Livet er en løjerlig størrelse.

Livet er snørklet.

Men livet er også meget mere. Simpelt.

Pin It on Pinterest

Gratis læseprøve til dig :)

Min første bog, "Stål og uld og ståluld" er ude som e-bog nu!
En humoristisk og poetisk fortælling som jeg har glædet mig meget til at dele med dig.


Skriv din mail, så sender jeg de første tre kapitler til dig med det samme!

Du tilmelder dig samtidig til mit nyhedsbrev, som du selvfølgelig kan afmelde når som helst.

Succes! Det lykkedes!