Vi er begyndt at lave vores egne brætspil. Vi har prøvet det før, men det giver noget helt andet, nu da børnene er ældre (7 og 4).
Den ældste laver et fespil og den yngste et bilspil.
Vi klipper og skriver og snakker og tegner og regner ud og finder ting frem. Og stiller spørgsmål, et hav af spørgsmål. Hvordan laver jeg spillepladen, hvordan skal den se ud, skal jeg bruge terninger eller bare rykke, og hvilken brik skal jeg bruge, og hvad med reglerne? Hvad går spillet ud på, hvad er historien? Hvad mangler jeg? Hvad har jeg lyst til at bruge? Hvilke farver, hvilket materiale (blødt papir, pap, karton, træplade?) …Og hvornår er jeg færdig? 😄

Det at lave et spil selv bliver et helt eventyr og en virkelig kreativ proces. Men det bliver også en dyb connectende proces for os alle, hvor vi forstår lidt mere om hinanden, det vi tumler med lige nu og her, og det vi bare godt kan li.

Jeg elsker de her aktiviteter, hvor vi alle fordyber os – sammen ❤️

Børnene griber godt nok projektet meget forskelligt an. Og har brug for vidt forskellig hjælp. Men vi befinder os i samme rum, og hjemmeskolen og livet, nærværet og tiden smelter sammen her.

Jeg synes en af de største praktiske udfordringer ved at hjemmeskole/unschoole (og at have mere end et barn!) er, når de vil noget forskelligt – især når den ene (meget bestemt) siger RO og den anden (ligeså bestemt) siger LARM 😄. Vi bor ret småt inde, men har meget plads ude og et musikstudie i et hus på samme grund, bedsteforældre som naboer, der arbejder hjemme og ofte har tid, og en far der arbejder deltid (pt er han på fuldtid), men det er faktisk stadig udfordrende: At give begge børn det de har brug for, at støtte og udfordre, at stille spørgsmål og mærke efter, at lytte og lede. Og samtidig huske mig selv og hele familiedynamikken! Det kræver alt, jeg har, og jeg vokser stadig med opgaven (heldigvis sammen med min mand!). Det er et evigt puslespil at få alle behov til at gå op – hvor er det heldigt, at jeg elsker at lægge puslespil ❤️ (…hvis altså bare puslespillet ikke er for stort eller svært, selvfølgelig, I ved, nærmeste udviklingszone og alt det 😄)

Ps. min yngste går selvfølgelig ikke officielt i hjemmeskole endnu, men deltager på lige fod i mange af projekterne, fordi jeg/vi har dem begge to hjemme. Og han vil selvfølgelig gerne være med (det meste af tiden) ❤️

Pps. Vi endte med at bruge: karton, terninger (fra et spil vi havde i forvejen), papir, tuscher og saks – og projektet er slet ikke færdigt endnu, men fortsætter i morgen.

Billede fra sengen – taget af hjemmeskolebarnet: det er der, jeg ligger meget af tiden pt – syg og langsom og med et forsøg på at få det hele til at løbe rundt, indtil far kommer hjem igen. Det er også hjemmeskoleliv i sin nøddeskal, man har aldrig fri, og vi lærer så meget af det alle sammen ❤️ -og hvem vil også i virkeligheden have fri fra livet?! Not me. (-men jeg vil da gerne snart være rask egentlig)

Pin It on Pinterest

Gratis læseprøve til dig :)

Min første bog, "Stål og uld og ståluld" er ude som e-bog nu!
En humoristisk og poetisk fortælling som jeg har glædet mig meget til at dele med dig.


Skriv din mail, så sender jeg de første tre kapitler til dig med det samme!

Du tilmelder dig samtidig til mit nyhedsbrev, som du selvfølgelig kan afmelde når som helst.

Succes! Det lykkedes!