Jeg forsøger at rydde op. Og det er svært. Jeg har brug for at frigøre mig fra nogle ting. Brug for at der ikke skal være så mange af dem. Jeg har brug for ro. Imens jeg sidder og drømmer, at jeg kunne finde ud af at gøre som Lisbeth fra www.smilerynker.dk, har jeg fundet et gammelt indlæg frem. Et indlæg om at rydde op. For jeg kan ikke finde ud af det.

Bliver du også frustreret, når du skal rydde op? Er du også splittet mellem at smide ud og beholde?

14. august 2014 – Smerten ved at smide ud og mit oversize deluxe kosteskab

Jeg hader ikke at rydde op. Faktisk synes jeg, det kan være overordentligt tilfredsstillende, roligt, rart og zenagtigt. Når jeg alligevel har det lidt anstrengt med det, så er det, fordi jeg hader at smide ud. Eller dvs. jeg kan ikke finde ud af det! Som i at jeg ikke kan lide det og får den underligste grimmeste følelse i min krop. Uro, bange anelser, ondt i maven.


For hvad nu hvis jeg skal bruge en dippedut eller en dingenot, som jeg smider væk? Eller hvad nu hvis det har kostet mange penge engang, eller der er nogen, der har givet mig det? Mit behov, dit behov, de andre og det de tænker og synes. Og hvad nu hvis den eller den eller den er fed eller retro eller hip eller rar eller fin om 20 år, 12 år, 5 år, 1 år… Eller mange penge værd? Ja, hvor kort tid skal der gå, for at det giver mening at gemme?


På den anden side forsøger jeg at rydde op i alt mit ragelse. Sortere skrald fra gode sager. Overvejer om tingene giver mig noget at have stående på min reol. Eller om det giver mig noget at have i en kasse, der er pakket væk, men som emmer af minder og liv, når jeg engang pakker den op igen. Det er noget med, at de der ejendele, som man ikke behøver eller egentlig gider have, roder i hovedet, selvom det er pakket væk. Det der med at når man tænker på en bestemt skuffe eller et skab eller en kasse, så giver det lidt uro, fordi man ikke ved, hvad der er deri, men bare at det er rod.

Feng sui?
Minder, vægelsind, samlergen?

Lige nu står stort set alt indhold fra vores depotrum (ja, sådan et har vi! Et oversize deluxe-kosteskab) ude i gangen og i soveværelset og er blevet efterladt. Fordi der er alt for meget, og fordi jeg vil det hele på en gang. Rod hænger sammen, så når man først vil rydde op i en lille ting, så har det forbindelse til noget mere, der også skal tages hånd om. I hvert fald for mig. Organisering. Og bliver jeg nogensinde færdig!?
Sikkert ikke. Men jeg øver mig i at skovle ud og sælge og give væk. I går afleverede jeg f.eks. to poser med bøger (to!) til en genbrugsbutik. Og det var egentlig helt rart i dag, da de bøger var væk. For jeg mangler dem IKKE! Og kommer heller ikke til det. Så det KAN lade sig gøre at smide ud og have det godt med det, og det er den nye og positive følelse, jeg skal bruge for at komme videre med mit negative smide-ud-problem (tror jeg)! Jeg hader de der grimme følelser, som trickes ubevidst i specielle situationer, og som jeg ikke føler, jeg har kontrol over. Men det har jeg jo! De skal da bare lige erstattes af nogle skønne følelser! Ja, ja, lettere skrevet end gjort.

Det var nu alligevel også lidt svært at fylde poserne, der røg lige fire bøger fra i sidste øjeblik. For hvad nu hvis! Og også lidt for at mindske smerten. Smerten… det lyder alligevel lidt fjollet. Men ja, smerten ved at smide ud.

Hvordan har du det med at smide ud? Gør det ondt eller godt?
Og endnu bedre: har du et godt tip til at smide ud, som du vil dele med mig?

Pin It on Pinterest

Gratis læseprøve til dig :)

Min første bog, "Stål og uld og ståluld" er ude som e-bog nu!
En humoristisk og poetisk fortælling som jeg har glædet mig meget til at dele med dig.


Skriv din mail, så sender jeg de første tre kapitler til dig med det samme!

Du tilmelder dig samtidig til mit nyhedsbrev, som du selvfølgelig kan afmelde når som helst.

Succes! Det lykkedes!