af Maibrit | 18. februar, 2019
Jeg sidder her med et smil på læben. Jeg er virkelig virkelig vild med mit liv, og den friske luft har rusket i mig i dag.
Og så går jeg og brygger på noget. Faktisk bobler det allerede!
Om skrivning, bogdrømme og drømme generelt – at leve livet fuldt ud og med hjertet forrest.
Det ligger min sjæl så nært, og jeg har så meget at give på det område!
Og jeg har fået at vide af min indre vejleder og intuition, at jeg skal stoppe med at kigge efter fyrtårne og i stedet tænde mit eget. Og så har jeg fået et hint eller to på det sidste, MASSER af synkroniteter! KOM NU! 😄
Scary as hell? Ja tak. Ready? Ja tak. Jeg er færdig med at gemme mig i busken 😋🙄💛
Det her. Det kan jeg sgu mærke fuld skrald go på! Der er ingen spørgsmål eller tøven. Det er så tydeligt og så klart! Det er så RENT.
…Men hvad er det så? Jooe, det er intet mindre end et awesome koncept, for dig der drømmer om at skrive en bog ❤️
Det kan siges så enkelt her:
(Trommehvirvel! Tadaah!)
AFKLAR OG UDLEV DIN VIRKELIGE BOGDRØM 💛
Og ja, det blir ligeså fedt, som det lyder!
Bank bank bank, siger det lille hjerte – ja det skal jeg love for. Hjerteild og startenergi – åh hvor jeg elsker det!
Stay tuned! More coming up! ❤️
af Maibrit | 4. februar, 2019
Hvordan skaber du plads til at være kreativ, når du har dine børn hjemme? Jeg blev inspireret af
Mamatoto til at skrive lidt om at have et kreativt bankende hjerte og samtidig have børn om benene. Tak! Det ligger mit hjerte meget på sinde at tale om det ❤️
Min bedste erfaring med børn og at tage mit behov for at være kreativ og skabe seriøst er at tage dem med i det kreative, ligeså vel som i de daglige gøremål ❤️ Altså. Frem med papir og tuscher (eller computer) og frem med tålmodigheden ❤️ Det betyder alt, når jeg siger: “kom nu skal vi hen til klaveret”, “NU skal vi fortælle historier! Nu skal vi tegne!”. Når jeg tager LEDERSKAB og ANSVAR for mit behov. Og skaber rammer for, at det kan ske.
For mig har det været en proces, at nå hertil. Jeg arbejder stadig med det, for det er så komplekst!
Ikke at holde igen. Men at stå ved.
AT LYTTE, hele tiden lytte, til mig selv og til børnene.
At navigere i behov, konflikter, følelser. Og at respektere hinanden.
At sætte grænser, og at holde fast eller at give slip, fordi andre behov melder sig (feks sult eller behov for vilde bevægelser midt i det hele).
Det er samtale frem og tilbage: “Ja, jeg kan godt forstå, du vil noget andet, men det vil jeg/vi ikke. Kunne du (indsæt selv lækkert forslag eller kompromis her :D)?” Eller: “Nej, det kan ikke lade sig gøre nu” / “Det kan jeg ikke give dig” + deale med den følelse det fremkalder.
Det er klarhed og at finde BALANCE. Feks når jeg mærker ind i, hvor meget jeg involverer børnene, og hvor meget jeg har brug for at være alene om det, med RO og fuld koncentration.
Det er at være (selv)kærlig.
Ikke at miste tålmodigheden.
Og DET er i sandhed en kunst! Det lykkes langt fra altid. Det er egentlig heller ikke målet (!), aldrig at miste tålmodigheden, for det SKER bare. Men jeg ved, at jeg kommer en hel del længere MED end uden (selvfølgelig). Men NÅR det sker, at jeg kommer afsted uden, er der noget andet, vi lærer og ser på DEN vej ❤️
Sådan er det med ALLE de ting, jeg skriver her, det er ikke perfekt, langt fra. Og de er ikke målet i sig selv, for sådan er livet ikke, det er fuld af afstikkere og følelser, og de VIL opstå (og i øvrigt er følelserne der af en grund. Det betyder ikke, at vi skal dyrke dem, der ikke gavner, men ofte handler det mere om den måde, vi SER på de forskellige følelser).
Hvis du er en kreativ og skabende sjæl, så forstå vigtigheden af at vise dine børn hvor naturlig en del det er af dig og dit liv at være kreativ, at give plads til det ❤️ Og hvis det ikke ER en naturlig del af dit liv endnu, men du ER kreativ og skabende (fordi du har holdt igen og igen og ikke har givet det nok værdi eller plads), så få det IND i dit liv, skab langsomt PLADS til det – det er lige så vigtigt som alt muligt andet, opvask og oprydning, og hvad har vi ellers.
Jeg kan ikke sige det nok: Det er SÅ VIGTIGT. At komme ud med det, du har i dig. Og at vise dine børn det ❤️ Både så de kan lære dig at kende, men så sandelig også for at de kan spejle sig i dig, og i hvordan man kan gøre det. At det er muligt at gøre det, man elsker allermest, og at man er berettiget og værdig til at gøre det ❤️
Som så mange andre gange i moderskabet: Vi er nødt til selv at gå forrest ❤️
af Maibrit | 20. januar, 2019
Vi er begyndt at lave vores egne brætspil. Vi har prøvet det før, men det giver noget helt andet, nu da børnene er ældre (7 og 4).
Den ældste laver et fespil og den yngste et bilspil.
Vi klipper og skriver og snakker og tegner og regner ud og finder ting frem. Og stiller spørgsmål, et hav af spørgsmål. Hvordan laver jeg spillepladen, hvordan skal den se ud, skal jeg bruge terninger eller bare rykke, og hvilken brik skal jeg bruge, og hvad med reglerne? Hvad går spillet ud på, hvad er historien? Hvad mangler jeg? Hvad har jeg lyst til at bruge? Hvilke farver, hvilket materiale (blødt papir, pap, karton, træplade?) …Og hvornår er jeg færdig? 😄
Det at lave et spil selv bliver et helt eventyr og en virkelig kreativ proces. Men det bliver også en dyb connectende proces for os alle, hvor vi forstår lidt mere om hinanden, det vi tumler med lige nu og her, og det vi bare godt kan li.
Jeg elsker de her aktiviteter, hvor vi alle fordyber os – sammen ❤️
Børnene griber godt nok projektet meget forskelligt an. Og har brug for vidt forskellig hjælp. Men vi befinder os i samme rum, og hjemmeskolen og livet, nærværet og tiden smelter sammen her.
Jeg synes en af de største praktiske udfordringer ved at hjemmeskole/unschoole (og at have mere end et barn!) er, når de vil noget forskelligt – især når den ene (meget bestemt) siger RO og den anden (ligeså bestemt) siger LARM 😄. Vi bor ret småt inde, men har meget plads ude og et musikstudie i et hus på samme grund, bedsteforældre som naboer, der arbejder hjemme og ofte har tid, og en far der arbejder deltid (pt er han på fuldtid), men det er faktisk stadig udfordrende: At give begge børn det de har brug for, at støtte og udfordre, at stille spørgsmål og mærke efter, at lytte og lede. Og samtidig huske mig selv og hele familiedynamikken! Det kræver alt, jeg har, og jeg vokser stadig med opgaven (heldigvis sammen med min mand!). Det er et evigt puslespil at få alle behov til at gå op – hvor er det heldigt, at jeg elsker at lægge puslespil ❤️ (…hvis altså bare puslespillet ikke er for stort eller svært, selvfølgelig, I ved, nærmeste udviklingszone og alt det 😄)
Ps. min yngste går selvfølgelig ikke officielt i hjemmeskole endnu, men deltager på lige fod i mange af projekterne, fordi jeg/vi har dem begge to hjemme. Og han vil selvfølgelig gerne være med (det meste af tiden) ❤️
Pps. Vi endte med at bruge: karton, terninger (fra et spil vi havde i forvejen), papir, tuscher og saks – og projektet er slet ikke færdigt endnu, men fortsætter i morgen.
Billede fra sengen – taget af hjemmeskolebarnet: det er der, jeg ligger meget af tiden pt – syg og langsom og med et forsøg på at få det hele til at løbe rundt, indtil far kommer hjem igen. Det er også hjemmeskoleliv i sin nøddeskal, man har aldrig fri, og vi lærer så meget af det alle sammen ❤️ -og hvem vil også i virkeligheden have fri fra livet?! Not me. (-men jeg vil da gerne snart være rask egentlig)
af Maibrit | 3. december, 2018
Jeg har skrevet lidt om det før, i forhold til min måde at skrive på. Men jeg er simpelthen nødt til at dele det her: jeg har fundet ud af, at jeg ikke har EN passion og EN vej at gå her i livet – jeg har MANGE. Og de er NØDT TIL at flette sig sammen!
I mange år har jeg følt mig forkert over det, jeg har følt, jeg burde fokusere mere, at jeg burde vælge, at jeg burde være noget andet, end det jeg er. Men sandheden er, at jeg ikke KAN vælge. Og at jeg ikke kan lave om på, at jeg fungerer bedst på den måde (tro mig jeg har prøvet!).
Jeg har fornyligt fundet en bog, der åbnede mit hjerte og mit sind endnu mere op for det her med at der er mange ting, der brænder indeni. Bogen hedder “Refuse to choose” og er skrevet af Barbara Sher. Og den er laset, siger det bare (den er blevet voldlæst, formoder jeg!!)
Det er så vildt og rørende at læse om den virkelige mig, hende der både kan lide at skrive bøger og digte, lave og synge sange, spille klaver, tegne, dyrke køkkenhave og gå lange ture i skoven, nørde intuition og reflektere over livet, at tage billeder, at se film og spille computer (totalt magisk), at dele min viden, at stille spørgsmål til livet, at læse titusind bøger med alt fra magi til selvudvikling, at pille ved krystaller, og at hjælpe andre med at blomstre og at gå efter deres drømme. Og sikkert mere jeg har glemt. Men sagen er den: Jeg kan umuligt vælge, det er simpelthen ikke sådan, det fungerer for mig! Jeg er nødt til både at lave musik og at skrive historier og digte (og blogindlæg), at formidle og være ét med skoven (og fortælle om det), at tage billeder, og alt det andet – alt sammen i en stor pærevælling 😀
Det har nogle gange føltes lidt som kun at måtte vælge at bruge EN trommestik på EN tromme, når jeg i virkeligheden spiller med to stikker på et helt trommesæt med bækner og tammer og hele pivtøjet. Eller som at lave mad med bind for øjnene med EN ske og EN grøntsag. Der mangler bare noget, når jeg skærer de andre ting fra i mit liv – jeg vil have dem ALLE, jeg vil have DET HELE. For sådan trives jeg, og sådan skaber jeg mine historier og digte og sange og det jeg ellers kan bidrage med her i verden. Lidt af gangen, lidt hist, lidt pist, på kryds og tværs og OVERHOVEDET ikke i en logisk rækkefølge! (også forbudt! ;))
Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg skulle vælge EN vej, EN karriere og det har simpelthen ikke været muligt for mig. Forfatter var det der kom tættest på, med alt magien, ordene, skabelsen, historierne. Men så manglede det visuelle udtryk, eller jeg begyndte spontant at lave lyde eller at stikke hovedet ned i en blomst 😀
Jeg ville ønske, at jeg havde vidst det her, dengang jeg var yngre. At jeg ikke behøver at gøre eller være noget andet, end det jeg allerede er. Det er ikke forkert. Jeg behøver ikke passe ned i en kasse. Men noget inden i mig har længtes efter den genkendelse og forståelse af, hvem jeg er. Og det faldt på plads lige så stille, da jeg lærte mig selv bedre at kende, uden at forsøge at lave om på det. Og det faldt endnu mere på plads, da jeg læste den bog der. Det falder stadig ❤️
Så. En boganbefaling. Et opråb om at være den du ER! En vidensdeling. Et hjerteplask af ord, mening og af at komme hjem.
Hvordan fungerer DU? Har du mange passioner eller en? Jeg tror ikke på, at det kun er muligt at ha en, heller ikke selvom det er den gængse opfattelse.
Ps. Det er sgu da DERFOR bøger er så magisk fantastiske!! De rykker og styrer!
af Maibrit | 5. november, 2018
Det er pivmørkt og computerskærmen er skruet helt ned på lys, så det ikke vækker børnene. Jeg er endelig, endelig i gang med at skrive igen, efter en meget meget lang pause! Det føles FAAAANTAAASTISK! Oj, hvor har jeg forsømt det længe, og hvor kan jeg mærke det over det hele i kroppen, når jeg ikke skriver, og når det sker igen. Det er som balsam for sjælen. Her er jeg hjemme, ligesom når jeg er i skoven, eller jeg roder rundt på gulvet med tuscher og perler med børnene.
Jeg ved ikke, hvor det er på vej hen, og jeg har som sædvanlig gang i flere projekter på én gang, så jeg tør næsten ikke sige noget. Ikke at sige, NU sker det, det er DEN her bog, der kommer næste gang. Sandheden er, at jeg ikke ved det hundrede procent. Jeg kan gætte, jeg kan tro, håbe og planlægge, men hvis der er noget, jeg har lært, så er det at følge flowet og ændre på mine mål, når de ikke giver mening mere. Det føles så farligt, som at gå på en ubevandret sti at arbejde på den her måde, løst og uforudsigeligt og uden deadline. Men sandheden er, at det er den her måde, der virker for mig. Det er på den her måde at mine bøger bliver skrevet, bid for bid. Jeg overgiver mig. Til skrivningen. Igen. I am in love ❤️
af Maibrit | 26. oktober, 2018
Da jeg gik regnvejstur i morges, funderede jeg lidt over det her med materialisme, minimalisme og det simple liv – Jeg kan mærke, jeg er træt og ked af ting, der går i stykker, fordi de er lavet til det, og at jeg ønsker mig et liv, som er mere simpelt og langtidsholdbart, så jeg kan bidrage med det, jeg kan og er ❤️ Se med lige her på min Youtubekanal, og del meget gerne, hvis du selv tænker tanker om emnet!
af Maibrit | 22. oktober, 2018
Min udsigt 😍 her ligger jeg, udstrakt under dynen, børnene er krøbet sammen foran computeren, træerne gynger frem og tilbage uden for vinduet, efterårsolen stråler varmt. Jeg ligger bare og glor, på det hele, jeg bearbejder indtryk, lytter til tankerne og larmen i mit hoved, til blæsten og stilheden.
Det føles, som om dagene er så intense i denne tid, med hjemmeskolelivet og eventyrene, nærværet og legene. I dag har den stået på: blade-slåskamp, rulle ned af bakken, gå på egernjagt og møde en spætte, gynge, danse, spille spil, tale om dyr og lava, skrive og læse, se tv, osv osv, være tilstede! – og det er jo bare, hvad der sker på en halv dag! I et glimt og i en uendelighed, tidløst.
Fuld tryk på det efterår!
Vi er landet på Brandbjerg Højskole (igen), og der er træthed, frustration over fjernsyn, glæde og ro, øjebliksindsynkning, alt sammen i hobetal, lige her på værelset ❤
Om lidt tror jeg, vi kører ud og køber en STOR lagkage. Hvorfor? Fordi livet er en fest! En mægtig en af slagsen ❤💛
af Maibrit | 23. september, 2018
Jeg opdagede noget meget vigtigt om intuition og mening i går. Jeg havde, hvad jeg kalder et sammenbrud i videoen, men måske var det i virkeligheden mere som at køre ind i gennem en tunnel og blive opslugt af et fuldstændigt dødt mørke og så pludselig komme ud i lyset på den anden side. Noget gik i stykker. Alle mine historier faldt på gulvet. Jeg føler mig anderledes, for altid forandret, og alligevel mærker jeg, at jeg er den samme som altid.
Hvad er meningen med det hele? Og hvorfor er det så vigtigt? Se med på youtube!
Hold op, det giver et sug i maven at dele det her!
af Maibrit | 17. september, 2018
Jeg har længe tænkt på at udbygge min blog og Instagram med en Youtube-kanal. Jeg har mere på hjerte, og jeg føler, det er så rigtigt og nødvendigt at lave de her (lidt længere) videoer! Jeg mærker en klar besked fra min intuition om at gøre det. NU.
Se med på min nye Youtube! – det handler om drømme og livet og processer og historier og magi og kreativitet og spiritualitet og følelser og billeder og overbevisninger og selvudvikling og børn og hjemmeskole og skov og et liv uden for kasserne.
Det handler om at træde ind i min essens og mit lys og om at inspirere andre til at gøre det samme. Det er ren intuition.
Husk at tryk abonner, hvis du vil følge med! Og like, del og kommenter meget gerne, hvis det rører dig, eller du har noget på hjerte ❤️
Ps. Der kommer selvfølgelig også til at være mere skriveri og billeder om alt det, både her og på bloggen – det er her jo allerede, men nu folder det sig vist endnu mere ud ❤️
af Maibrit | 6. september, 2018
Det her blæser mig fuldstændig omkuld. Så smukt. Solens stille eksistens og dens kraftige stråler der funkler mellem træerne.
Jeg har haft mange tanker på det sidste, om mit hjertes kalden og om følelsen af at der er et ekstra lag i mit liv, som jeg ikke forstår.
Og derfor er jeg begyndt at gå mere i skoven.
Sådan seriøst meget mere… og det gør underværker! Der er noget herude, som jeg bare vil ha MERE af. Det er, som om jeg kan se magien meget klarere her, jeg sanser meget mere (og naturligt). Jeg har også opdaget, at jeg tager en del af det med mig hjem, den her sanselighed og synet for magien, og at det rækker langt ind i de andre dele af mit liv.
Jeg drømmer lidt om at flytte til Norge eller Sverige, ud i den magnificente og rå natur. Og samtidig går jeg og tænker på, om jeg ikke skal bygge mig en hule, her i den lille danske skov.
Jeg ved ikke, hvad der skal ske. Om det blot er drømme eller tanker, om de forsvinder eller skifter i morgen, eller om de materialiserer sig.
Jeg tænker på det, som Det kræver en landsby skrev om i går og som bare har bidt sig fast (tak igen 😚) – Hun nævner, at hvis en blomst ikke trives, så ændrer man miljøet omkring den -ikke selve blomsten.
Men hvilken blomst er jeg? Og hvor lever jeg i min sande essens? Prøver jeg at lave mig selv om, eller at ændre miljøet jeg er i?
Kan jeg trives under de betingelser, jeg lever i nu?
Og lige der, ligger allerede noget af svaret, tror jeg. For jeg sagde ikke: trives jeg her? Men KAN jeg.
Jeg vil tænke mere på det. Jeg vil gå her på skovstien med mine drømme og længsler og ideer og betragte og nyde skovens uundgåelige indsugende skønhed og ro, solens klare stråler.
Del meget gerne hvis du har tanker eller inputs til det, jeg skriver.
Seneste kommentarer