Så vilde dage. Så meget gang i den. Så mange følelser. Jeg er gået ud over mine egne grænser og vadet ind over dem med mudrede støvler, der har efterladt tunge spor, der langsomt tørrer ind og smuldrer. Jeg er kommet så langt væk fra mig selv, at jeg ikke kan “mærke mig selv”. Jeg kan ikke finde tilbage. Har sagt alt for meget ja. Alt for lidt nej.

Det er mit ansvar at sige fra. At lytte til mine personlige grænser, mit nej og mit ja. At sige stop og vent.

Det er en evig udfordring, især som mor, og nogle gange ryger jeg altså helt “ved siden af” som i disse dage. Det er sgu ikke ret “pænt”. Det føles ret ekstremt – og meget meget VIRKELIGT.

Det er OKAY! Vilde dage, vilde følelser, ud over grænser. Livet ER vildt.

Jeg finder tilbage i skoven. I stilheden og sangen og ordene. Her finder jeg tilbage til mig selv ❤️

Jeg kender vejen, endelig kender jeg vejen ❤️

Det her er min vej – en af de veje der formår at bringe mig tilbage til mig selv og som connecter mig.

Der er stadig så mange flere veje til det, veje jeg ikke kender ligeså dybt endnu.

Det hele vokser vildt, jeg vokser vildt. Som skoven. Med skoven.

Hvad er din(e) vej(e) til at connecte med dig selv og ryger du nogensinde “ud af dig selv”?

Nogle gange føler jeg mig så lille og magtesløs. Jeg føler mig som en dråbe i havet, så ubetydelig og ligegyldig. Når jeg ser ud på verden og jeg hører om klimakrisen, så vil jeg gerne gøre mere. Jeg vil gerne løfte mere. Men jeg har også en følelse af, at jeg ikke kan. At det ikke nytter noget.

Og så er vi tilbage ved dråben og havet. Ser jeg mig selv som en dråbe, der forsvinder i havet? Eller ser jeg, at havet BESTÅR af dråber?

Jeg tror på den stille revolution. Jeg tror, på den fælles bevidsthed, og at vi alle er forbundne. Jeg tror på, at vi smitter af på hinanden, og at vi sammen og hver for sig, kan skabe ringe, der breder sig. Man kan måske sige, det er det, der er sket med klimaet. Tusindvis, millionvis, milliarder af ringe der har bredt sig og lavet en bølge.

Jeg tror på at samles og møde hinanden. At nå hinanden og at lytte ind. Finde vores egen styrke, vores egen vej, sende kærlighed ud i verden. Række ud efter hinanden. Dele og mærke. Heale. Masser af feminin kraft og energi. Jeg tror på, det er vejen frem. Noget af den. Drip, dryp, dråber i havet, ringe i vandet. Selvfølgelig skal der også handles. Der skal være balance. Men herfra hvor jeg står, lige nu, kan jeg kun ændre igennem mig. Med mine handlinger, med mine kræfter, min kærlighed og min del af ansvaret. Jeg kan starte her, med mine egne fødder, med de valg jeg træffer hver eneste dag ❤️:

De rejser jeg tager på eller ikke tager på, med fly eller tog eller bil eller cykel eller til fods

De ting jeg køber eller ikke køber og HVOR jeg køber dem

At genbruge

At tage mig af mine ting og passe på dem

Den mad jeg spiser og hvor den kommer fra (mængden af kød, kylling frem for ko, lokalvarer, økologi)

Putte lidt kartofler i jorden og dyrke en køkkenhave

Min måde at skille mig af med ting og mad på (kompost, genbrug, videresalg, affaldsortering)

Det jeg putter på kroppen, og som jeg skyller ud i afløbet

Den goe gamle med at slukke lyset og ikke lade computeren stå og brænde (eller bare slukke helt for det hele en stund <3)

At sørge for strøm fra grøn energi

At give bæredygtige gaver (feks oplevelser eller hjemmelavede

At passe på naturen, at takke og ære den

At nære min indre glød, at bruge mine egne styrker og gaver i verden

At nære kærligheden i mig og at lade den blomstre, at sende håb ud og ind

At tænke dybt over hvor jeg sætter mit kryds til valget, der kommer lige om lidt

At springe på når min intuition siger JA og go til noget

Jeg har den dybeste kærlighed til moder jord ❤️ Og det er egentlig dét, det handler om for mig: at passe på min og vores jord ❤️

Jeg er ikke ekspert i klimakrisen, og alle mine ord får mig til at være så lille igen, altid så lille i den store verden. Er jeg for naiv? For barnlig og banal? Ved jeg overhovedet noget som helst – kan jeg overhovedet gøre noget, ændre noget? Lille bitte mig, lille bitte tanke, lille bitte handling.

Jeg ved det ikke, men jeg ved, det føles godt for mig at være med og i naturen. I kærlighed, i respekt ❤️ At sige noget. At skrive disse ord. Jeg gør så meget, jeg kan, jeg gør så meget allerede. Men jeg tænker også på, om der er mere, jeg kan gøre. Jeg åbner mig for, at der er mere, bare en smule, og måske er den lille smule ikke helt så ubetydelig endda. Heller ikke selvom ting tager tid, som et træ tager tid om at vokse. De her kastanjetræer vokser. Jeg plantede de spirede kastanjer for så længe siden, og de er mikrosmå stadigvæk. Men de vokser. Ud af deres potte og ned i jorden om lidt. Flere træer. Stærke rødder. Træer suger Co2, de healer og ånder, på alle måder, de hjælper med at skabe balance (igen). Jeg kan plante et træ. Eller to ❤️

 

“Mor. Hvad rimer på klokke?”

“Se, min tegning.”

“Mor, mor, mor!”

Når jeg har besøg i skrivehulen og egentlig helst bare vil være i fred…(fordiii: det der koncentration) så hakker jeg nogle gange bremsen i og husker på, hvor usandsynligt og ubeskriveligt vigtigt det er:

To børn der er forbundne på så mange måder til mig, to børn der bare vil være i min nærhed, som er i mit liv, som beriger mig hver evig eneste dag og lærer mig så meget, igen og igen, utrætteligt og uendeligt kærligt. To magiske fantastiske børn som jeg er så vanvittigt heldig at have fået ❤️

Det er, som om min irritation blegner lidt ved siden af det under.

Livet har så mange sider, så mange vinkler, det kan ses fra.

Livet har så mange sider, og de er på en måde som siderne i en bog – jeg ved aldrig, hvornår jeg når den sidste side, og de er så hurtigt væk. Av og hurra for det! Jeg prøver at nyde både børnene og siderne, mens jeg er her, og gulp, imens DE stadig har lyst til at ligge der på gulvet og tegne ❤️

Når man finder frosne solmodne kirsebær fra sidste år i fryseren og putter blåbær i vandet, der langsomt farves dybt lilla – så er det nærmest fest. Så er det næsten sommer.

Sådan tænkte jeg i formiddags, jeg kunne mærke den dér stemning. Og som om jeg havde sagt det hele højt, så skulle der pludselig bages kage med chokolade og søde kartofler og plukkes blomster og sættes levende lys frem til “lysfest”. Og en hel del mere, som jeg ikke kunne overskue 😀 Børnene er ellevilde. Jeg foreslog stille, at det blev en tidlig velkomst til sommeren ❤️

Vi har ikke så mange faste traditioner endnu, men jeg mærker, som børnene bliver ældre, at der kommer mere og mere lyst til at fejre livet og at markere og følge med naturens skift og årets tider.

Kan du mærke, at sommeren er på vej? Og gør du noget for at markere det?

Sammenligner vi os selv med andre, fordi vi gerne vil være noget andet, end det vi er? Gør vi det, fordi der i os bor en drøm om at ville udvikle vores fulde potentiale? Eller sammenligner vi os, fordi vi føler os utilstrækkelige og forkerte, når vi ser på et andet menneske (der er meget mere “succesfuldt”, “rigtigt” eller “dygtigt” end os selv.)

Der er stor forskel på at blive inspireret og få sat lys på det, vi ønsker at udvikle og VÆRE og på at ville ændre på noget i os selv, fordi det er “forkert” eller “dårligere”.

Jeg sammenlignede mig i mange år med andre, brugte det til at pille mig selv ned, fordi jeg aldrig var god nok. Der var altid nogen, der havde mere end jeg, gjorde mere end jeg. Var bedre end jeg, dygtigere, finere, flottere, rigere eller mere rigtig end jeg. Og SÅDAN burde jeg være. Eller det burde JEG kunne.

Jeg sammenligner mig stadig. Jeg kan ikke lade være. Jeg ser op til og misunder andre, det er helt menneskeligt. Men det føles klart bedst, når jeg bruger det til at se, hvad det siger om MIG og MINE ønsker. Hvilken længsel vækker det, personen gør eller kan, i mig?

Jeg er holdt op med at dunke mig selv i hovedet, at sætte andre op på piedestaler og forherlige deres liv frem for mit…altså sådan for det meste i hvert fald 😁❤️ Jeg er ikke perfekt, men det er OKAY – jeg behøver ikke sammenligne mig med noget som helst perfekt billede ❤️

Jeg må gerne bare være mig, dejlig uperfekt og fuld af potentiale og ønsker og længsler og måben over andres fantastiske kundskaber – og jeg kan også se, at der åbner sig flere og flere døre ind til VIRKELIG at kunne connecte med og glædes over andres evner og væsener, og at kunne lære af dem, når jeg åbner op for alt det her: Når jeg virkelig med nysgerrige øjne ser på HVAD, det er mine følelserne fortæller mig, når jeg sammenligner mig med andre mennesker ❤️

Ps. Jeg elsker at se på naturen, den er så mangfoldig, så umiddelbar og dejlig – jeg tror feks. ikke, bøgebladet tænker ret meget på, om det hellere burde være et pæreblad eller en mælkebøtte 😄😄 Jeg elsker som naturen kan sætte tingene i perspektiv.

Og så er der stille lidt.

Stille mens jeg skriver og redigerer på den ene roman og digtsamlingen.

Stille mens jeg går på bare tæer ud på de kolde røde fliser på vej til klaveret.

Stille mens jeg synger. Stille rundt om mig.

Stille mens jeg går tilbage og rammer en mur af lyd fra børn, der snakker vandfaldssnak.

Stille mens jeg går i skoven med mine børn og plukker blomster i grøftekanten og puster til mælkebøttehoveder.

Stille i skoven. Stille.

Der er stille lidt.

Stille mens jeg står her i vindueskarmen og glor på de blomster dér. Stille mens jeg blomstrer.

Stille.

Stille i en verden af lyd.

Stille mens livet går

og tiden står

og sindet og hjertet strømmer

Stille mens livet går

og tiden står

og kaster sine lange skygger ud i natten

Mange drømmer om at skrive en bog, men de starter aldrig rigtig. Groft set er der to grunde til det:

1. Det er ikke et reelt ønske – men du tror måske, det er (og i virkeligheden er det noget helt andet)
2. Blokering på det af en eller anden art (feks frygt, modstridende ønsker, lavt selvværd, kan jeg nu?, hvordan gør jeg?)

Hvis du går rundt med en bogdrøm, er det derfor vildt vigtigt, at du får afklaring på, om du virkelig ønsker at skrive en bog og/eller får kigget på, hvad bogdrømmen virkelig dækker over 💙 For først når du ved det, kan du finde dit næste naturlige step, og leve drømmen ud, uanset om det er at skrive bogen eller noget helt andet 💙

Min erfaring er, at du først må lytte ind i DIG. Hvor er du i processen? Hvad vil du? Hvad rører på sig?

Det kan du være skide god til selv, eller du kan have brug for lidt støtte. Det er en af de ting, jeg er rigtig dygtig til og brænder for: at hjælpe andre mennesker med at lytte ind ❤️ Jeg er meget intuitiv i min tilgang og mega god til at stille spørgsmål og pejle mig ind på det, der er på spil i dig. Og jeg ville simpelthen elske at få lov til at hjælpe dig med at afklare og dykke ind i din bogdrøm!

Jeg har lyst til at komme i gang NU! Vil du også? Gribe ind i det dér ønske om at skrive en bog, der bliver ved med at melde sig?

Jeg starter ud NU, med det samme, og det bliver som vejledning via mail – det koster 500kr for en bogafklaring*

Hvis du tænker JA, jeg vil nærmere den bogdrøm, lige NU, så sig hep og send mig en på elskatskrive@gmail.com, hvor du skriver, du ønsker at afklare din bogdrøm.

Løsningen er ikke at gøre som alle andre

Løsningen er ikke uden for os selv

Løsningen er at gøre som det føles rigtigt

for dig

Løsningen er at være lige præcis den forælder og menneske

som DU er

Lad dig inspirere og kig uden for dig selv med det formål at kigge IND

Ind til DIG

Den som du er

Jeg har øvet mig i at sige den her sætning for mig selv på det sidste:
“Det er ikke den slags forælder, jeg er”

Og hvilken befrielse det er! Ikke at skulle sammenligne mig med hvad andre gør og er, ikke at skulle være noget som helst som jeg ikke er ❤️

Jeg er SÅDAN her som forælder. Og jeg er sådan her som menneske.

Jeg samsover med mine børn, lytter til dem og respekterer dem, så godt jeg kan.

Jeg stiller kritiske spørgsmål til opdragelse, spørger tit hvorfor og snakker længe om udfordringer, behov og udvikling (både hos børn og voksne).

Jeg er (og øver mig i at være) “blid” i mit forældreskab og overfor mennesker.

Jeg har valgt at bo småt, ude på landet. Jeg har valgt et liv, hvor jeg (vi) kan leve for få penge, så vi kan have børnene hjemme på fuld tid (hjemmeskole), samtidig med at jeg kan være passioneret selvstændig med mange jern i ilden – det er et langsomt hurtigt liv med masser af krea, skabelse og magi. Og TID til alt det vigtige.

Jeg har valgt alt det og meget mere, fordi det føles rigtigt. Og vigtigt. Fordi det klinger med mine værdier, og den jeg er dybest inde. Det føles godt. At stå ved den løsning, der virker her. For mig. For os.

Løsningen er ikke at gøre som alle andre. Ikke hvis det ikke føles rigtigt.

Og den der sætning “Det er ikke sådan en forælder, jeg er” er så dejlig en støtte. Især på de dage hvor jeg føler mig forkert og tænker, jeg burde være eller gøre noget andet. Sætningen kan næsten løfte en sten fra mit hjerte, fordi den minder mig selv om, hvem jeg er. Og hvem jeg IKKE er.

Jeg siger også, sætningen i mange andre variationer med samme tema, som:

“Det er ikke sådan et menneske, jeg er”

“Jeg er ikke sådan som kvinde”

“Jeg er ikke sådan en ven, kæreste, sanger, forfatter…”

Og bredere: “Sådan gør vi ikke i vores familie”

Der findes masser af råd derude, masser af børnesyn og menneskesyn.

Mit dybeste råd er at SE INDAD. Hvem er du? Hvad er DIN vej? ❤️

For fem år siden sad jeg på en trappe sammen med min datter og kiggede på en snegl i dryssende gråt regnvejr. For fem år siden tog jeg min datter ud af vuggestuen. For fem år siden sagde jeg: men kan vi mon få det til at løbe rundt økonomisk? Kan man det her?

Jeg kan svare højt og rungende JA!
Vi har levet på den her måde i FEM år!! I den tid har vi så vidt jeg husker ikke manglet noget, som vi virkelig behøvede, eller på noget tidspunkt været ude af stand til at betale vores regninger. Vi har altid fundet en vej. Det er så vildt, hvad man kan, når man VIL noget. Og jeg er så taknemmelig og glad for, jeg gjorde det. Det er ikke altid let, bestemt ikke. Men hold nu k… det er det hele værd. Gange ti! ❤️Selvfølgelig handler det om prioriteringer. Selvfølgelig er der ting, vi ikke gør, fordi vi lever på én (lav) indkomst. Der er ting, jeg drømmer om, rammer jeg gerne vil ændre. Det er der. Og masser af det kan jeg ikke ændre eller få, ikke LIGE NU. Men når jeg kigger mig rundt, lige her hvor jeg er i dag, så tænker jeg også bare: hvad er det egentlig, jeg mangler? Jeg har SÅ meget, så uendelig meget ❤️

Ps. Del gerne dine tanker og spørg endelig, hvis der er noget du gerne vil vide om økonomi og hjemmeliv.

Jeg har altid skrevet. Så længe jeg kan huske. Og jeg har knoklet og aset og presset og holdt igen, formet og trænet og blevet ved, selvom jeg havde brug for en pause. Jeg troede skrivning skulle være svært, før det kunne være godt. Skriveblokeringer, den lidende forfatter, man må anstrenge sig, alt det der.

Men jeg har opdaget, at det (ofte) er lige modsat for mig. Jo mere jeg kæmper, jo mere jeg forsøger at gøre teksten til noget andet end det den er, jo mere uklart, usigende og meget lidt interessant bliver det. Forstillet og pillet fra hinanden – dødt.

Når jeg skriver og lader ordene flyde, ideerne strømme, når det er let. Så kommer der mere igennem som er værd at læse på den anden side. Så er det levende. Bevares der kommer også en masse lort igennem 😄 Men jeg kan se, hvor rent det også er, når jeg ikke forcerer det.

Det betyder IKKE, at jeg ikke kan arbejde på noget, der volder besvær, eller at det ikke er værd at blive ved med ild i brystet og hovedet, når jeg kan mærke noget er fedt eller har potentiale. Slet ikke.

Men det må gerne være LET.

Ord må gerne strømme. Historier må gerne forme sig undervejs. En forfatter må gerne nyde livet, have det godt, uden at presse sig selv unødigt.

Og det slår mig, når jeg skriver det: det gælder sgu da også et menneske (!)

Den lader jeg lige stå et øjeblik. Phew.

Og så tilbage til det med strømmen, for det er vigtigt.

Er det ikke, når vi hviler i det, der ER, og går med det der er tilstede – at letheden kommer?

Når vi slipper forventningerne, om det vi troede, der BURDE være der men som IKKE er der og bare i stedet…ser på det der faktisk ER der?

Det betyder ikke, at vi altid bare skal “følge med strømmen” og ikke tænke os om. At vi ikke skal mærke efter og tage de valg der er rigtige for os, selvom det måske “stikker udenfor”, eller er anderledes end det “de andre gør”. Men nogle gange tænker jeg, at jeg (og vi?) kommer til at gøre det hele MEGET mere besværligt, end det egentlig er. Livet kan være så rummeligt og åbent. Så strømmende og glidende, mens det former og udvikler sig undervejs. Hvis vi altså lader det gøre det. Hvis vi ikke kæmper imod virkeligheden, og de ord der kommer af sig selv.

Det må gerne være let.

Livet.

Skrivningen.

Let som en fjer.

Bølgende som en flod.

Lidt som når en bare tulipan åbner sig, på allersmukkeste vis.