af Maibrit | 20. januar, 2019
Vi er begyndt at lave vores egne brætspil. Vi har prøvet det før, men det giver noget helt andet, nu da børnene er ældre (7 og 4).
Den ældste laver et fespil og den yngste et bilspil.
Vi klipper og skriver og snakker og tegner og regner ud og finder ting frem. Og stiller spørgsmål, et hav af spørgsmål. Hvordan laver jeg spillepladen, hvordan skal den se ud, skal jeg bruge terninger eller bare rykke, og hvilken brik skal jeg bruge, og hvad med reglerne? Hvad går spillet ud på, hvad er historien? Hvad mangler jeg? Hvad har jeg lyst til at bruge? Hvilke farver, hvilket materiale (blødt papir, pap, karton, træplade?) …Og hvornår er jeg færdig? 😄
Det at lave et spil selv bliver et helt eventyr og en virkelig kreativ proces. Men det bliver også en dyb connectende proces for os alle, hvor vi forstår lidt mere om hinanden, det vi tumler med lige nu og her, og det vi bare godt kan li.
Jeg elsker de her aktiviteter, hvor vi alle fordyber os – sammen ❤️
Børnene griber godt nok projektet meget forskelligt an. Og har brug for vidt forskellig hjælp. Men vi befinder os i samme rum, og hjemmeskolen og livet, nærværet og tiden smelter sammen her.
Jeg synes en af de største praktiske udfordringer ved at hjemmeskole/unschoole (og at have mere end et barn!) er, når de vil noget forskelligt – især når den ene (meget bestemt) siger RO og den anden (ligeså bestemt) siger LARM 😄. Vi bor ret småt inde, men har meget plads ude og et musikstudie i et hus på samme grund, bedsteforældre som naboer, der arbejder hjemme og ofte har tid, og en far der arbejder deltid (pt er han på fuldtid), men det er faktisk stadig udfordrende: At give begge børn det de har brug for, at støtte og udfordre, at stille spørgsmål og mærke efter, at lytte og lede. Og samtidig huske mig selv og hele familiedynamikken! Det kræver alt, jeg har, og jeg vokser stadig med opgaven (heldigvis sammen med min mand!). Det er et evigt puslespil at få alle behov til at gå op – hvor er det heldigt, at jeg elsker at lægge puslespil ❤️ (…hvis altså bare puslespillet ikke er for stort eller svært, selvfølgelig, I ved, nærmeste udviklingszone og alt det 😄)
Ps. min yngste går selvfølgelig ikke officielt i hjemmeskole endnu, men deltager på lige fod i mange af projekterne, fordi jeg/vi har dem begge to hjemme. Og han vil selvfølgelig gerne være med (det meste af tiden) ❤️
Pps. Vi endte med at bruge: karton, terninger (fra et spil vi havde i forvejen), papir, tuscher og saks – og projektet er slet ikke færdigt endnu, men fortsætter i morgen.
Billede fra sengen – taget af hjemmeskolebarnet: det er der, jeg ligger meget af tiden pt – syg og langsom og med et forsøg på at få det hele til at løbe rundt, indtil far kommer hjem igen. Det er også hjemmeskoleliv i sin nøddeskal, man har aldrig fri, og vi lærer så meget af det alle sammen ❤️ -og hvem vil også i virkeligheden have fri fra livet?! Not me. (-men jeg vil da gerne snart være rask egentlig)
af Maibrit | 3. december, 2018
Jeg har skrevet lidt om det før, i forhold til min måde at skrive på. Men jeg er simpelthen nødt til at dele det her: jeg har fundet ud af, at jeg ikke har EN passion og EN vej at gå her i livet – jeg har MANGE. Og de er NØDT TIL at flette sig sammen!
I mange år har jeg følt mig forkert over det, jeg har følt, jeg burde fokusere mere, at jeg burde vælge, at jeg burde være noget andet, end det jeg er. Men sandheden er, at jeg ikke KAN vælge. Og at jeg ikke kan lave om på, at jeg fungerer bedst på den måde (tro mig jeg har prøvet!).
Jeg har fornyligt fundet en bog, der åbnede mit hjerte og mit sind endnu mere op for det her med at der er mange ting, der brænder indeni. Bogen hedder “Refuse to choose” og er skrevet af Barbara Sher. Og den er laset, siger det bare (den er blevet voldlæst, formoder jeg!!)
Det er så vildt og rørende at læse om den virkelige mig, hende der både kan lide at skrive bøger og digte, lave og synge sange, spille klaver, tegne, dyrke køkkenhave og gå lange ture i skoven, nørde intuition og reflektere over livet, at tage billeder, at se film og spille computer (totalt magisk), at dele min viden, at stille spørgsmål til livet, at læse titusind bøger med alt fra magi til selvudvikling, at pille ved krystaller, og at hjælpe andre med at blomstre og at gå efter deres drømme. Og sikkert mere jeg har glemt. Men sagen er den: Jeg kan umuligt vælge, det er simpelthen ikke sådan, det fungerer for mig! Jeg er nødt til både at lave musik og at skrive historier og digte (og blogindlæg), at formidle og være ét med skoven (og fortælle om det), at tage billeder, og alt det andet – alt sammen i en stor pærevælling 😀
Det har nogle gange føltes lidt som kun at måtte vælge at bruge EN trommestik på EN tromme, når jeg i virkeligheden spiller med to stikker på et helt trommesæt med bækner og tammer og hele pivtøjet. Eller som at lave mad med bind for øjnene med EN ske og EN grøntsag. Der mangler bare noget, når jeg skærer de andre ting fra i mit liv – jeg vil have dem ALLE, jeg vil have DET HELE. For sådan trives jeg, og sådan skaber jeg mine historier og digte og sange og det jeg ellers kan bidrage med her i verden. Lidt af gangen, lidt hist, lidt pist, på kryds og tværs og OVERHOVEDET ikke i en logisk rækkefølge! (også forbudt! ;))
Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg skulle vælge EN vej, EN karriere og det har simpelthen ikke været muligt for mig. Forfatter var det der kom tættest på, med alt magien, ordene, skabelsen, historierne. Men så manglede det visuelle udtryk, eller jeg begyndte spontant at lave lyde eller at stikke hovedet ned i en blomst 😀
Jeg ville ønske, at jeg havde vidst det her, dengang jeg var yngre. At jeg ikke behøver at gøre eller være noget andet, end det jeg allerede er. Det er ikke forkert. Jeg behøver ikke passe ned i en kasse. Men noget inden i mig har længtes efter den genkendelse og forståelse af, hvem jeg er. Og det faldt på plads lige så stille, da jeg lærte mig selv bedre at kende, uden at forsøge at lave om på det. Og det faldt endnu mere på plads, da jeg læste den bog der. Det falder stadig ❤️
Så. En boganbefaling. Et opråb om at være den du ER! En vidensdeling. Et hjerteplask af ord, mening og af at komme hjem.
Hvordan fungerer DU? Har du mange passioner eller en? Jeg tror ikke på, at det kun er muligt at ha en, heller ikke selvom det er den gængse opfattelse.
Ps. Det er sgu da DERFOR bøger er så magisk fantastiske!! De rykker og styrer!
af Maibrit | 5. november, 2018
Det er pivmørkt og computerskærmen er skruet helt ned på lys, så det ikke vækker børnene. Jeg er endelig, endelig i gang med at skrive igen, efter en meget meget lang pause! Det føles FAAAANTAAASTISK! Oj, hvor har jeg forsømt det længe, og hvor kan jeg mærke det over det hele i kroppen, når jeg ikke skriver, og når det sker igen. Det er som balsam for sjælen. Her er jeg hjemme, ligesom når jeg er i skoven, eller jeg roder rundt på gulvet med tuscher og perler med børnene.
Jeg ved ikke, hvor det er på vej hen, og jeg har som sædvanlig gang i flere projekter på én gang, så jeg tør næsten ikke sige noget. Ikke at sige, NU sker det, det er DEN her bog, der kommer næste gang. Sandheden er, at jeg ikke ved det hundrede procent. Jeg kan gætte, jeg kan tro, håbe og planlægge, men hvis der er noget, jeg har lært, så er det at følge flowet og ændre på mine mål, når de ikke giver mening mere. Det føles så farligt, som at gå på en ubevandret sti at arbejde på den her måde, løst og uforudsigeligt og uden deadline. Men sandheden er, at det er den her måde, der virker for mig. Det er på den her måde at mine bøger bliver skrevet, bid for bid. Jeg overgiver mig. Til skrivningen. Igen. I am in love ❤️
af Maibrit | 26. oktober, 2018
Da jeg gik regnvejstur i morges, funderede jeg lidt over det her med materialisme, minimalisme og det simple liv – Jeg kan mærke, jeg er træt og ked af ting, der går i stykker, fordi de er lavet til det, og at jeg ønsker mig et liv, som er mere simpelt og langtidsholdbart, så jeg kan bidrage med det, jeg kan og er ❤️ Se med lige her på min Youtubekanal, og del meget gerne, hvis du selv tænker tanker om emnet!
af Maibrit | 22. oktober, 2018
Min udsigt 😍 her ligger jeg, udstrakt under dynen, børnene er krøbet sammen foran computeren, træerne gynger frem og tilbage uden for vinduet, efterårsolen stråler varmt. Jeg ligger bare og glor, på det hele, jeg bearbejder indtryk, lytter til tankerne og larmen i mit hoved, til blæsten og stilheden.
Det føles, som om dagene er så intense i denne tid, med hjemmeskolelivet og eventyrene, nærværet og legene. I dag har den stået på: blade-slåskamp, rulle ned af bakken, gå på egernjagt og møde en spætte, gynge, danse, spille spil, tale om dyr og lava, skrive og læse, se tv, osv osv, være tilstede! – og det er jo bare, hvad der sker på en halv dag! I et glimt og i en uendelighed, tidløst.
Fuld tryk på det efterår!
Vi er landet på Brandbjerg Højskole (igen), og der er træthed, frustration over fjernsyn, glæde og ro, øjebliksindsynkning, alt sammen i hobetal, lige her på værelset ❤
Om lidt tror jeg, vi kører ud og køber en STOR lagkage. Hvorfor? Fordi livet er en fest! En mægtig en af slagsen ❤💛
af Maibrit | 23. september, 2018
Jeg opdagede noget meget vigtigt om intuition og mening i går. Jeg havde, hvad jeg kalder et sammenbrud i videoen, men måske var det i virkeligheden mere som at køre ind i gennem en tunnel og blive opslugt af et fuldstændigt dødt mørke og så pludselig komme ud i lyset på den anden side. Noget gik i stykker. Alle mine historier faldt på gulvet. Jeg føler mig anderledes, for altid forandret, og alligevel mærker jeg, at jeg er den samme som altid.
Hvad er meningen med det hele? Og hvorfor er det så vigtigt? Se med på youtube!
Hold op, det giver et sug i maven at dele det her!
af Maibrit | 17. september, 2018
Jeg har længe tænkt på at udbygge min blog og Instagram med en Youtube-kanal. Jeg har mere på hjerte, og jeg føler, det er så rigtigt og nødvendigt at lave de her (lidt længere) videoer! Jeg mærker en klar besked fra min intuition om at gøre det. NU.
Se med på min nye Youtube! – det handler om drømme og livet og processer og historier og magi og kreativitet og spiritualitet og følelser og billeder og overbevisninger og selvudvikling og børn og hjemmeskole og skov og et liv uden for kasserne.
Det handler om at træde ind i min essens og mit lys og om at inspirere andre til at gøre det samme. Det er ren intuition.
Husk at tryk abonner, hvis du vil følge med! Og like, del og kommenter meget gerne, hvis det rører dig, eller du har noget på hjerte ❤️
Ps. Der kommer selvfølgelig også til at være mere skriveri og billeder om alt det, både her og på bloggen – det er her jo allerede, men nu folder det sig vist endnu mere ud ❤️
af Maibrit | 6. september, 2018
Det her blæser mig fuldstændig omkuld. Så smukt. Solens stille eksistens og dens kraftige stråler der funkler mellem træerne.
Jeg har haft mange tanker på det sidste, om mit hjertes kalden og om følelsen af at der er et ekstra lag i mit liv, som jeg ikke forstår.
Og derfor er jeg begyndt at gå mere i skoven.
Sådan seriøst meget mere… og det gør underværker! Der er noget herude, som jeg bare vil ha MERE af. Det er, som om jeg kan se magien meget klarere her, jeg sanser meget mere (og naturligt). Jeg har også opdaget, at jeg tager en del af det med mig hjem, den her sanselighed og synet for magien, og at det rækker langt ind i de andre dele af mit liv.
Jeg drømmer lidt om at flytte til Norge eller Sverige, ud i den magnificente og rå natur. Og samtidig går jeg og tænker på, om jeg ikke skal bygge mig en hule, her i den lille danske skov.
Jeg ved ikke, hvad der skal ske. Om det blot er drømme eller tanker, om de forsvinder eller skifter i morgen, eller om de materialiserer sig.
Jeg tænker på det, som Det kræver en landsby skrev om i går og som bare har bidt sig fast (tak igen 😚) – Hun nævner, at hvis en blomst ikke trives, så ændrer man miljøet omkring den -ikke selve blomsten.
Men hvilken blomst er jeg? Og hvor lever jeg i min sande essens? Prøver jeg at lave mig selv om, eller at ændre miljøet jeg er i?
Kan jeg trives under de betingelser, jeg lever i nu?
Og lige der, ligger allerede noget af svaret, tror jeg. For jeg sagde ikke: trives jeg her? Men KAN jeg.
Jeg vil tænke mere på det. Jeg vil gå her på skovstien med mine drømme og længsler og ideer og betragte og nyde skovens uundgåelige indsugende skønhed og ro, solens klare stråler.
Del meget gerne hvis du har tanker eller inputs til det, jeg skriver.
af Maibrit | 4. september, 2018
Snip snap snup – min første lydbog er UDKOMMET og kan købes på Saxo! ❤🙌 JAAAAHH!
Fuglen og Træet er en magisk naturhistorie, som på nærmest meditativ vis fortæller historien om det groundede, langsomme træ og den livlige og rastløse fugl, der længes efter noget større. Med stor sanselighed udfoldes en smuk symbolsk yin- og yangfortælling om Fuglens og Træets forskellighed, venskab og balance.
Historien er kort men eftertænksom og oplagt til børn, som en lille rolig stund i dagens løb, eller som godnathistorie, men historien er for alle, børn som voksne.
Jeg har selv indtalt historien, og min kæreste Mikas har optaget dejlige naturlyde til at understøtte stemningen.
Det er så fedt, og nu er jeg bare i fejringshumør!!! Du finder den lige her, hvis du har lyst til at høre og købe den: Fuglen og Træet !!
af Maibrit | 3. september, 2018
Når jeg ser mig omkring så kan jeg se det: jeg har et fantastisk liv. Jeg bor på 75 kvm med min familie i en frugtplantage i enden af mine svigerforældres hus. Lige ved siden af ligger der et kæmpe hus med trommer, klaver og musikstudie, og skoven ligger i gåafstand. Jeg har to vidunderlige børn, der bliver hjemmeskolet/unschoolet, som jeg deler dagene med. Jeg har tid til at skrive og synge, at gå i skoven, at blive inspireret og følge mine impulser. Jeg har fantastiske mennesker i mit liv, som er en del af min livsrejse, og jeg er det af deres.
Nogle gange føles det alligevel, som om der mangler noget. Og jeg kan ikke finde ud af, om dette noget er INDENI mig (mine tanker), eller om det er noget UDENFOR mig (det fysiske).
Skal jeg skille mig af med flere ting, arbejde mere med det mentale, skal jeg flytte mig eller have mere plads her hvor vi er? Jeg ved det ikke.
Nogle gange kan jeg få en følelse af, at det ikke er okay at ønske mig mere, at drømme om noget andet. Nogle gange kan jeg kigge mig omkring og tænke: hvad taler du dog om?! Hvad mere vil du?! Når jeg ser ud på træerne, der stille rykker sig i vinden, når jeg sætter fødderne i græsset og spiser en knaldsprød pære direkte fra træet, så er en del af mig hjemme. Men det er, som om der mangler et lag, som om der er noget, jeg skal skrælle af. En følelse af ting og tanker der distraherer mig og som fylder for meget. Som forstyrrer mit flow. En længsel efter at løbe ud over stepperne, at smelte ind i naturen, rå og vild og smuk. At gå i et med skoven. En længsel efter det dér MERE, som hjertet bare VED er der, og som det skriger efter.
For et par dage siden så jeg den smukkeste video med Jonna Jinton, og den inspirerede mig så meget og rørte mig dybt, den talte lige ind i noget af alt det her, det ekstra lag, som jeg ikke helt forstår, men som jeg er så dybt spændt på at finde ud af, hvad er ❤️ Se den, hvis du er til magi, natur, kunsterisk og simpelt liv.
Seneste kommentarer