Jeg kan mærke en tunghed i min krop

Mit hoved brænder

min nakke værker

alle muskler kæmper imod

når jeg vil rejse mig op

der er så meget træthed

det føles tungt som et bjerg

Hvem er bjerget

bjerget er ikke mig

Dengang jeg var i Sverige

er ikke nu

dengang jeg var lykkelig

det kunne jeg være nu

lykkelig er lige bagved

alt larmen

alle de råbende skrigende hylende

måbende stemmer

Lykken er hele tiden her

Lige nu

Mens jeg ser og mærker et bjerg der ikke er mig

et tungsind, en uflytbarhed, en smerte

men lige ved siden af det også en lethed

tilstede

alligevel

jeg ved ikke om det er månen

der er tung og let

i energien

i trækket

Jeg ved ikke om det er forandring

om det er den kollektive bevidsthed

der flytter sig eller lægger sig

om det er en historie

et klarsyn

et billede

eller en følelse

noget der er på vej

noget der er her

en bølge slår mod land

jeg får stød på hegnet

jeg flyver ind i kroppen

jeg flyver ud af kroppen

vinden er den lethed

et hviskende fegrin i skoven

væk mellem mine hænder

pustet fra mit hår

som en sommerfugl

men hele tiden

tilstede

tæt på bjerget

sammen med bjerget

inde i bjerget

hvem er bjerget

bjerget er ikke mig

Da jeg gik ud på græsset i bare tæer i dag, kom alle de her ord til mig -de står ret meget i kontrast til alt den lykke jeg også mærker i denne tid. Jeg har nogle dage kunnet mærke en tunghed og tristhed i min krop, og jeg ved ikke helt, hvad det er, men det føles stort, og vigtigt.

Måske er det nuets knuder der løsner op

Måske er det noget andet

Måske er der nogle af jer der oplever/mærker noget af det samme her omkring fuldmånetid?

Den her hyldeblomst lugter så SINDSSYGT godt. Jeg har haft næsen helt inde i den, så det kildrede, jeg har stået og kigget op i den, nedefra, mens regnen dryppende ned over ansigtet. Jeg har taget den duft helt ind, den er så frisk og ren, og det føles som om den stadig sidder i mine næsebor og i mine kinder. Grenene er så tunge, at de tynges mod jorden, ren overflod ❤️

Og det er lidt skørt. For jeg har lige følt mig for meget. Følt mig for lykkelig, for blomstrende, for legende og let. Og det slår mig her, foran hyldeblomsterne, at jeg ikke har set det (åbenlyse) link mellem at føle mig for meget og overflod før. Det er jo netop HER den følelse opstår i mig – når jeg føler mig i overflod/overskud, så føler jeg mig også for meget.

Som om overfloden ikke er okay, når den kommer fra mig.

Det er altså bestemt ikke det, jeg tænker, når jeg står og ser på hyldeblomsterne og regnen, der næsten knækker grenene de hænger på. Der er overfloden bare smuk og fin.

Men der er også noget der er anderledes. Jeg har tit haft lyst til at gemme mig, eller stoppe op når jeg havde den følelse af “at VÆRE for meget” (og det er sgu OGSÅ en indsigt – at VÆRE for meget, hvordan KAN man overhovedet det??! Hov stop hyldeblomst – nu ER du lidt for meget, nu EKSISTERER du lidt for meget… 😄)

Jeg mærker jeg ikke stopper op som jeg har gjort før. Jeg hugger ikke bremsen i, men jeg KIGGER på den følelse. Jeg mærker på den og studerer den og tænker: NÅ! Aha.

Det er som om følelsen siger goddag og jeg siger goddag og så går følelsen over i den yderste kant af mit rum, den bliver stille og så åbner det sig, og der er PLADS til alt det, som er så levende i mig. Det som nuet byder på og som jeg intuitivt lader drysse ud over det hele. Der kommer en glæde og en visdom igennem mig, så uspoleret og fint. Det er så fuldt af overflod, at jeg snapper en lille smule efter vejret.

Det er slet ikke for meget.

Det kan det ikke være.

Hvad kalder dit hjerte på?

Mit kalder på det her 💚

Øjeblikket i skoven

Ordene i skoven

Visdommen i hjertet

Skovens hjerte

Sangen der flakser og slipper fri

Give slip

Kun øjeblikket og nuet

Kraften i brystet, hjertet og nuet

I stemmen og fødderne

Månen trækker

Hjertet trækker

Skoven kalder

Alting kalder som en overnaturlig drøm

Jeg kan gå ind i

Jeg kan træde ind i

Øjeblikket i skoven

Som et blink i øjet

Morgenmad i solen 💛 Intuitiv mad ❤️

Bliver glad helt helt ind i hjertet af de her farver – de stråler.

Jeg spiser efter lyst og appetit og kalder det intuitiv spisning, uden at vide om det er et begreb. Jeg spørger ganske enkelt min krop, hvad den har brug for, jeg lytter ind til den intuitive stemme og kigger, hvad der er til rådighed omkring mig. Det føles godt. Intet er forbudt eller forkert.

Jeg spiser ofte æg til morgen, men den sidste tid har jeg spist meget kød, fordi jeg har haft menstruation (jeg har tit mere lyst til kød på den tid af måneden).
I dag var det de her ting, jeg skulle ha ❤️

I dag var det let.
Men nogle gange er det med at holde tungen lige i munden og navigere i mærkelige lyster og stemmer for at finde ind til det egentlige behov: fedt, frugt, whatever det nu er – De der hysteriske stemmer/behov er IKKE intuitionen 😂🙈❤. Jeg træder et skridt længere tilbage eller IND, når jeg skal høre det dybe svar, der føles rigtigt ❤️
Jeg tror, den intuitive fornemmelse/stemme føles forskellig fra person til person. Min intuition føles som en meget klar stemme, der ikke er farvet men underligt neutral og som en meget stille blød hvisken på samme tid. Nogle gange får jeg også et slags minichok, når den lyder, fordi det er lidt som et “stød” i kroppen, sådan ikke-ubehageligt og meget “vågent”.

Ved du, hvordan din intuition lyder/føles? Og har du prøvet at spise intuitivt?

At komme hjem ❤️ Åh, den følelse mærkede jeg så dybt, da jeg var i Sverige i sidste uge, og gik i ét med mig selv og min skrivning:

Jeg mærker noget i mig forandre sig. Det er så stærkt, så vildt, og jeg tænker på, om det er noget, der vil følge med mig hjem igen eller om det er en følelse, der bare ofte kommer i disse dage i Sverige. Det er svært at sætte ord på. Det føles tykkere og mindre flygtigt, som en dyb fornemmelse i min krop. Det er ikke tyngende men som en spredende let blød luftig masse, der fylder hullerne ud, som en blomst der breder sine blade ud. Det er et solglimt i et vandglas, vinden der rører min hud.

Jeg mærker, vi vågner op. Jeg vågner op. Jeg føler mig så træt og i live på samme tid.

Ordene bliver til i mit hoved og på papiret, jeg arbejder på min roman, men det FØLES ikke som et ARBEJDE. Det er så glidende. Ikke som et surt slid. Det er liv, der bobler under fingrene og i munden.

Det er følelsen af at finde vejen hjem. Det er følelsen af at finde tilbage. Lidt mere. Og det er lige præcis en af de bropiller som bogen, jeg skriver så meget på, står på: at finde hjem. Hjem i mig selv. Også sammen med børnene. Men allerførst og lige nu, allerklarest, hjem til mig selv.

Skrivning ❤️ Med hjertet.

Lad drømmene blive til ❤️

Hey hey hey, jeg vil stadig gerne hjælpe dig med en bogdrømsafklaring, hvis du går og tænker på at skrive en bog. Jeg vil også gerne coache dig fra dit ståsted, med dine udfordringer i skriveprocessen, hvis det er det, du har brug for.

Min fornemste opgave er at hjælpe dig med at lytte ind i DIN sandhed, det der føles rigtigt for dig, fra hjertet og sjælen 💚

Jeg ved mega meget om at holde igen og om at være bange for hvad andre synes, fordi jeg selv har været der så mange gange. Gemt mig væk, pakket mine ideer bort, talt mig selv ned. Jeg har lagt alle mulige ting på hylden og været overkritisk og perfektionistisk, jeg holdt op med at skrive og synge, jeg prøvede at lukke ned. Men sandheden er: jeg kunne ikke. Jeg kan ikke. Der er noget der hele tiden bliver ved med at insistere i mig, og hvis du kender det, så ved du også hvor smertefuldt det kan være. At prøve at presse din power og dit lys og dine evner og gaver ned.

Helt seriøst, hvis du ønsker at skrive en bog, hvorfor gør du det så ikke? Hvad holder dig tilbage? Ønsker du det virkelig?

Jeg er ikke meget for at lave reklame for mig selv, men det her er FANME VIGTIGT! Skriv mig en mail, hvis du er klar til at tage fat på den (bog)drøm, du bærer i dit hjerte. Luk den ud. Del den med mig. Som et første skridt.

Jeg guider fra intuitionen, og jeg vil elske at hjælpe. En seriøs bogafklaring koster 500kr – indledende spørgsmål koster ik noget ❤

Hvis du er i tvivl om det er noget for dig, eller har andre spørgsmål så SPØRG. SKRIV!

Hold dig ikke tilbage! Ta fat i din bogdrøm, du må godt 💙

Den næste tid vil jeg poste ord, sang og video fra min Sverigetur, der var så FYLDT med dybde og stilhed og mening og følelsen af at være hjemme. En af de første dage sad jeg helt alene på gårdspladsen og kreerede med alle mine elektroniske devices, og det var så helt igennem fedt, da jeg skrev disse ord:

Så sidder man der i Sverige og er gået helt fuldstændig offline og så kigger man op og har den ene device foran sig på bordet, som er dækket af ord, mens den anden device er foran hovedet, mens en melodisang-bid bliver synget ind og den tredje device er på vej i den anden hånd og jeg har nærmest ikke hænder nok og alle skærmene fanger mig og hjælper med at få det ud som kommer ud. De er redskaber i mine hænder, som skovle og handsker og hamre og mejsler, der mejsler det hele fast og giver det uudtrykte form. Jeg tror ikke, jeg har oplevet det sådan her over et så langt stræk. Det føltes på ingen måde genererende eller forstyrrende med alle de devices i mine hænder, de blev som skulptøren eller keramikerens bløde ler mellem mine fingre, som bagerens mel og vand, der former et brød. Pludselig tog de ikke fokus væk fra det jeg skabte, men GAV fokus. Og jeg føler ingen trang til at forlade det her sted. For at logge på diverse steder, at søge UD, på nettet, ud til andre mennesker. Jeg mærker, hvor helt igennem vigtigt det her er for mig. Så DYBT. Skabelsen. Ordene. Lydene. Fordybelsen og fokuset.

Og jeg kan mærke, hvor forsømt den side af mig egentlig er. Selvom jeg skriver derhjemme, selvom jeg synger i skoven og spiller på klaveret. Så er der ofte en barriere eller en følelse af, at det ikke er NOK.
Og det HER. Lige her. Lige NU. På en hvid bænk på landet i Sverige. Det er nok. Jeg føler mig fyldt og fundet. Jeg føler mig HJEMME ❤️

Ps. Man kan godt blive en smuuule selvbevidst sært smilende, når der er tre skærme rundt om én på én gang – but that’s real life, right there 😄

Jeg roder lidt rundt. Efter et nyt navn. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har følelsen af, at det er tid til at skifte. Lille løg er… lille løg. Lille løg er dejlig. Men jeg mærker, noget nyt er vokset frem, jeg mærker, der faktisk står et TRÆ der hvor Lille løg er. Og det føles “forkert” at blive ved med at se forbi det. Det er vokset mig over hovedet. Den spire jeg plantede for 8 (!) år siden. Der er lange grene og blade, en hel trækrone over mit hoved nu. (Tænk sig, jeg troede, jeg havde plantet et løg, høhø)

Jeg roder lidt videre rundt. Hvilken kasse skal jeg putte mig i? Hvilken kasse skal jeg LEDE i?

Nå, ja. Ingen kasser, tak!

Vildvoksende grene, kraftige rødder. Bløde fedrys og kantede ord.

TRÆER. Skov. Magi. Kraft.

Hjemmeskole og intuition og sang og historier.

Meget mer. Forandring, liv og mørke – og lys selvfølgelig. Dybere og dybere, let.

Hvordan kan jeg indfange alt det i ét ord, endda i få ord?

Pyh.

Challenge accepted, siger jeg bare!! ❤️

Gode forslag til et nyt hjerte-sjæle-blog-navn modtages gerne!

Lige om lidt er der mega spam og mega flow fra Sverige og skovsøen her på kanalen, stay tuned! I know I will ❤️

Omg. Kigger mine videoer fra Sverige igennem, der er så mange ord! Så meget sang, så mange digte, så mange funderende ord, der blæser ud af munden på mig, som glider ud af mig. Så overvældende at vende hjem og så overvældende at høre og se det hele. Har jeg været afsted en måned eller hvad!?

Offlinetid har været GODT. Det har været udviklende og rigt og sært let på så mange måder. Men jeg har savnet at dele. Hvad er mine ord uden det?

Men hvor skal jeg starte igen? Hvor jeg slap – og hvor er det overhovedet?

Der er sket så meget. Det er helt vildt.

Alting står stille.

Alting vælter som et stenskred.

Jeg står på et klippefremspring, jeg går på et klippefremspring.

Allertættest på kanten, et par skridt fra kanten.

Jeg står på et bjerg, jeg står på en tinde.

Jeg er vendt hjem i mere end én forstand.

Men jeg går stadig.