Et lille kick – om at skrue op

Mere af det der skaber bobler indeni mig!

Mere selvforsyning.

Jeg vil gerne arbejde hen mod at være mere selvforsynende. Og det er lidt et uoverskueligt projekt, fordi jeg altid gør tingene 100%. Og så gider jeg næsten ikke prøve. Det er lidt skørt. Og helt klart en bremsende overbevisning.

Så i stedet for at være i mål med det samme, har jeg valgt at fokusere på de steder, hvor det lader sig gøre. For det må gerne må være en proces (selvfølgelig!).

Vi var hos mine svigerforældre i weekenden og lave æblemost. Vi plukkede hindbær og sølvbeder og gravede kartofler op. Og frugt får vi i massevis her på Nymølle: mirabellerne og æblerne regner ned om ørerne på os.

Fejring af de små sejre.

Hver gang jeg kan skrue mere op for alt det, der giver mening for mig, giver det et lille kick! Et æg hos hønsene, 7 brombær. Det gør mig så glad, at jeg næsten ikke kan forstå det.

20160830_113607

Hvad du kan bruge dine forsinkelser til

Forsinket. Læring. Igen.

Jeg skal lære alting fra bunden. Jeg udgiver en bog.

Jeg modtager snart mit andet prøvetryk til forsiden. For der findes noget, der hedder farvekalibrering til computerskærme. At sørge for at det, jeg kan se på min skærm, passer med trykkeriets. Så billedet får de rigtige farver.

Jeg har været meget frustreret. For bogen skal ud i verden. NU!

Men jeg kom til at tænke over det. Over alle de bump på vejen jeg har haft.

Og jeg tror ikke, at der findes egentlige forsinkelser. Kun læring. Det handler om, hvad vi fokuserer på. Det vi lærer, eller det vi ikke når.

Vi kan ofte først se læringen bagefter. Og derfor føles den forsinket. Men den er det ikke. Den er lige, som den skal være.

Hvordan ved du, hvad der er dit første skridt?

Jeg føler mig fyldt af aftaler, jeg gerne vil lave, ting jeg gerne vil lære, ting jeg vil øve mig i, ting jeg gerne vil skabe.

Men hvor skal jeg starte? Hvordan skal jeg gøre?

Jeg føler mig overvældet. Stresset. Hele tiden at tage de her valg. At starte, at bryde vaner. At gøre noget nyt.

Men lige der hvor jeg er. Lige der. Hvor det gør lidt ondt at være. Hvor der ikke er noget svar. Hvor alle muligheder ligger åbne.
Lige der – er lige her. Og der er noget.

Alting former sig, alting finder sin vej. Men ikke med det samme.

Tålmodighed, proces.

Det handler ikke kun om at prioritere sin tid. Eller gør det?

Hvordan finder du hoved og hale i alt det, du gerne vil? Gør du bare noget?

Ps. En halv time efter jeg skrev det her – så skete der noget mere. Noget andet. Jeg vil ikke kalde det ro. Måske nærmere forandring.
Jeg spørger.
Jeg gør.
Jeg er.
Og så sker der noget. Næsten magisk. Hvordan det hele flytter sig.

Energioverskud

Jeg tænker stadig meget på rastløsheden og kedsomheden. På hvordan det kan være, at jeg ikke kan holde ud at være i det, når jeg er rastløs. Hvad er det, jeg skal? Skal jeg overhovedet noget? Det volder dyb frustration for mig. Og jeg kan mærke, at det tager til. Jeg bliver så irriteret. Det dykker jeg noget mere ind i. For at finde svar.

Jeg har tænkt på, om det har noget at gøre med energioverskud. At der er for meget energi, der ikke bliver brugt. Jeg har så meget at give af, så meget jeg gerne vil.

Kender du det? Når der er et eller andet fysisk eller psykisk overskud af energi?

Det er svært at gøre op. Om du har brug for at være mere i gang med din krop. Skal du bare gøre noget mere?
Eller skal du helt i den anden retning? Over i meditation og munke, der bare sidder og lader tankerne passere og registrere.

Du er nødt til at prøve dig frem for at finde noget, der fungerer. Ligesom jeg er det.

Lige nu leder jeg efter meningen i mindfulness eller meditation. Men jeg ved ikke særlig meget om nogen af delene. Kender du en god meditationsøvelse, et sted eller en person jeg kan tjekke ud?

(Dræber)snegleterapi

Old news, old news. Naturen som terapiform.

Men.
Det virker.
Både med dræbersnegle og solbær!

Der er et eller andet helt vidunderligt og naturligt over at plukke, samle, bevæge sig, bruge kroppen. Gøre noget ude i naturen. Det føles opløftende. Det giver noget. Mening og energi. Ro.

At plukke friske solbær til vinteren.
At samle (okay, dræbe!) dræbersnegle.

Det er lige meget, om det er smukt som solbær eller klamt som dræbersnegle.
Det er gentagelsen, de frie tanker i hovedet. Naturen.
Ren velvære. Mindfulness. Terapi.

20160724_081058

Hvad fortæller rastløsheden dig?

Jeg har de sidste par dage skruet ned for min Facebooktid og andre ting, jeg hele tiden “skal tjekke”. Det er ret befriende, og jeg er blevet bevidst om, at der er virkelig meget tid til at gøre alt det, jeg elsker. Jeg er faktisk ret overrasket over, HVOR meget tid der er. Jeg føler mig gladere.

Men. Jeg bliver rastløs. Og nu er næste udfordring så at mærke eller bestemme, hvad jeg skal, hele tiden. At prioritere, at træffe valg.

Hvad giver mening for mig lige nu?
Hvad har jeg lyst til?
Hvilke kriterier bruger jeg til at vælge, hvad jeg skal gøre?
Skal jeg “bare” være – se og mærke det omkring mig? Give plads?

Jeg tænker, at der ligger ret meget vurdering i det hele. Og jeg ved ikke, om det er den vej, jeg skal gå. Jeg forøger at være i det og acceptere, at jeg ikke har et færdigt svar lige nu, men det føles også delvist ubehageligt.

Jeg mærker samme rastløshed i forbindelse med, at jeg skriver meget mere, end jeg nogensinde har gjort. Skrivningen giver dyb mening for mig. Men jeg kan få det sådan helt… tomt når jeg har skrevet. Og især når jeg har skrevet meget. Det har jeg ikke prøvet før. Måske er det bare, fordi jeg endelig opfylder mine behov for at skrive. Men jeg undrer mig og er nysgerrig på den her rastløshed. Hvad vil den sige?

Kender du til rastløsheden? Og hvad gør du med den?

20160615_102951

Er mit behov også børnenes behov?

Børn og voksne har forskellige behov. Jeg synes, nogle gange det er vanskeligt. At få det hele til at nå sammen. Og det gør ondt, når jeg hele tiden sætter mig selv til side, når jeg undertrykker mine egne behov.

Så hvordan får jeg flettet børnenes behov sammen med mine?

Måske skal de slet ikke flettes. Måske skal de følge mig?

Hvis jeg bliver så fokuseret på at høre mine børns behov, at jeg overhører mine egne, hvordan skal de så nogensinde kunne lære at høre og følge deres egne behov?

Jeg har lige læst en fantastisk artikel. Den hedder “Restoring harmony – A Mother’s story”, og den ramte mig hårdt og stærkt.

For jeg giver mine børn alt for meget ansvar. Også selvom jeg har prøvet at undgå det for alt i verden. Jeg spørger alt for meget. Jeg taler for meget om, hvad vi skal gøre. Er usikker, tvivlende, tøvende. Det skaber usikkerhed og utryghed hos mine børn. For børn vil ikke have ansvaret:

“We look guilty and anxious as we plead with our children, ask permission of them, and continuously reason, explain, and apologize. All of this puts the child in control, and since what the child innately wants and needs is not to be in control, and to have a mother who is in control, it makes the child insecure and eventually angry.”
(citat fra “Restoring harmony – A Mother’s story”)

Der ligger noget meget fint og naturligt i, at børn kan mærke om deres behov bliver dækket. Og jeg er vild med og tror på, at de giver signal, når de bliver utrygge.

Jeg er deres rollemodel. Deres tryghed. Jeg skal vise dem vejen og give dem rammer her i livet.
Det er lettere sagt end gjort. Men jeg lærer hele tiden.

At tage ansvar for mine egne behov ved at følge dem. Når jeg altså kan mærke dem – det øver jeg mig meget i.
At være mere sikker, når jeg taler med mine børn. Uden at miste den kærlige stemme bagved.
At stole på at børnene vil samarbejde. ALTID. For det tror jeg virkelig på.

At lytte til børnenes stemmer. Og til min.
Måske er vores behov ikke så langt fra hinanden.

Nysgerrighed, lettelse, befrielse

Jeg forsøger at være nysgerrig, når der er noget, der brager ind i mig frem for at tage afstand fra det. For det, jeg mærker, er noget, jeg kan BRUGE. Og jeg har altid taget afstand fra det frem for at se på det. Fordømt de andre, gjort dem forkerte, eller gjort mig selv forkert.

Kender du det? At det er nemmere at være fordømmende end at være nysgerrig?

Når der er en (fremmed), der står lidt for tæt på mig eller taler lidt for meget – uopfordret. Og jeg bliver frustreret, irriteret, vred. Så handler det om, at jeg måske selv skal tale noget mere, at jeg har brug for at sætte en grænse, at jeg har et ønske om at turde være tættere med mennesker omkring mig. Ikke om at den anden er dum. Det handler om, hvad det er, jeg ser og mærker. Og hvad jeg gør med det.

Det handler om at være opmærksom. Ikke om at vide tingene på forhånd, men om at MÆRKE. Nu er der noget. Nu sker der noget i dig.
Så når du står med frustrationen, vreden, den stærke følelse. Så vær nysgerrig. Hvad fortæller det dig?
Hvis det f.eks. er din trang til fordømmelse, der er stærk. Så kig på hvorfor det er, du har brug for at putte den anden i en kasse eller skabe afstand.
Er det din egen frygt for at blive sådan? Er det misundelse?

Jeg synes, der ligger en befrielse og lettelse i den her nysgerrighed. Det er, som om der falder et kæmpe åg fra mine skuldre, når jeg ikke skal tage hele ansvaret for det, der sker i den anden. Jeg skal ikke dømme over rigtigt og forkert. Jeg kan være roligere, friere, mildere. For det er ikke en besked til mig. Det jeg kan gøre noget med, det jeg kan bruge. Er den reaktion, jeg selv har.

Hvad sætter de andre i gang i dig?

Om det kæmpe overskud og de ekstra bonusser, som vi alle ønsker os

DSC_0661

Jeg har været så afsindigt glad de sidste par dage. Fordi jeg har skrevet. Jeg har gjort det, der virkelig betyder noget for mig. Ikke halvhjertet. Jeg har gjort det MEGET. Hver dag, flere gange, længe. Jeg har ladet det sjove, dejlige, meningsfulde fylde MEGET MERE. Og det har givet mig et kæmpe overskud! Og som ekstra bonus så vælter ideerne og ordene ud af mig! Fordi jeg giver de vigtigste ting PLADS. Jeg giver mig selv lov.

Hvorfor er det lige, at de fleste af os bruger så kort tid på det, vi elsker allermest? DET giver jo ingen mening!

For mig giver det overvældende mening at skrive, hver dag. Det giver mening, at jeg er alene hver dag, i fordybelse. Det giver mening at være meget sammen med mine børn og min kæreste på den der nærværende, udforskende, nysgerrige og kærlige måde. Det giver mening at være sammen med dejlige mennesker og at være ude hver dag.

Derfor skal det også FYLDE i hverdagen. Ikke være en biting, der bliver valgt til sidst. Jeg har så meget mere at give af til verden og smitter af på den. Jeg kan meget mere, er meget mere. Fordi jeg lader de store ting være store. Og de små være små.

Brug mest tid på det der betyder noget. DET giver virkelig mening.

Hvad betyder allermest for dig? Og bruger du din tid på det?

At sætte pris på et liv

Jeg var inde at se på dyr med min familie sidste dag. Og jeg fik en tanke, som jeg har haft før: Er det synd for dyrene?

Det er sådan en lidt ambivalent følelse. At gå rundt og være dybt fascineret og betragte dyrene. Og så at forholde sig til at de er lukket inde. Det er dyr, der er taget fra naturen og puttet ind i en kunstig boble, et fængsel. Hvor jeg fornøjer mig med at se på dem.

Det var egentlig en af aberne, der sad tæt op af buret, der gav mig den følelse. For den så trist ud. Eller som om den kedede sig. Gad vide hvor meget den forstår? Kan den mærke, at det ikke er rigtigt? At det er en opstillet verden, at det er kunstigt. Sidder den og længes ud mod det rigtige liv – eller fatter den ikke en skid?

Det bliver paradoksalt, når der er gjort så meget for at få dyret til at føle sig tilpas og hjemme – uden at det egentligt er det. Den er en indkomstkilde. Ligesom den er det alle andre steder, hvor dyr er udstillet for mennesker. Og jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forholde mig til det.

Det hjælper heller ikke, når man så går ind i cafeen, for at få lidt mad – så serveres der kød. Først kigger vi på dyr – så æder vi (nogle andre) dyr. Begge dele giver vi masser af penge for.

Jeg er hverken vegetar eller veganer. Men det giver mig en underlig følelse.

At sætte pris på et liv.

Pin It on Pinterest

DSC_0452(8 med forlag og roman tekst)200x300px

Gratis læseprøve til dig :)

Min første bog, "Stål og uld og ståluld" er ude som e-bog nu!
En humoristisk og poetisk fortælling som jeg har glædet mig meget til at dele med dig.


Skriv din mail, så sender jeg de første tre kapitler til dig med det samme!

Du tilmelder dig samtidig til mit nyhedsbrev, som du selvfølgelig kan afmelde når som helst.

Succes! Det lykkedes!