Skal vi dele det hele?

20170424_144550

 

For et par dage siden faldt vores hjul af bilen, mens vi kørte på motorvejen (Jeg skynder mig at sige, at der ikke skete noget farligt, og at vi alle fire er helt helt okay!) Ikke ret længe efter, da vi kommer ind i nødsporet og har fået pusten, tjekket at alle er okay, ringet til Falck, begynder jeg at tænke på at skrive om det. Om situationen, om de tanker der ramte mig lige der. Det var min første indskydelse, at jeg kunne skrive om det, at jeg ville.

Men inden jeg kom så langt, begyndte jeg at tænke på, hvorfor jeg egentligt ville det? Hvad var formålet?

Ville jeg gerne bare tale med folk, komme i kontakt med andre?
Ville jeg fortælle et eller andet – og i så fald hvad?

Ville jeg vise noget, dele det, fordi det måske kan inspirere andre?

Hvis jeg gerne bare ville i kontakt med folk, så kunne jeg jo gøre det meget mere direkte ved at skrive eller ringe til dem. Jeg tænker på, om det måske er blevet sådan, at det er lettere bare at tale ud i massen af folk, hvor der ikke er noget krav om, at nogen skal vende tilbage på det. Afsenderen har muligheden for at sige noget uden at gøre mere end bare det: holde en enetale. Modtageren har muligheden for at kommentere eller like. Eller at swipe videre.

Bliver det bare en lille bitte uforpligtende connection for begge parter, hvor man ikke behøver tænke så meget på den anden, men mest på sig selv?

Noget holdt mig tilbage fra at fortælle. For hvad var pointen med det, jeg ville sige? Var der overhovedet en? Og hvem skulle lytte? Jeg vil gerne, at det jeg skriver har en mening, at jeg har nogle klare pointer, at jeg ved, hvad det er, jeg vil sige. Men nogle gange falder det hele først på plads, når det bliver italesat på lige præcis den måde eller i det kaos af tanker, der er i hovedet.

Nogle gange skal pointen opstå, ikke være fastsat på forhånd.

Nogle gange skal nogen tale, for at andre kan lytte. Eller for at åbne op for noget.

Behovet for at dele gør mig nysgerrig. Handler det bare om mig? Har vi ikke alle sammen et behov for at dele med hinanden, vores liv og det vi oplever? Og på hvilken måde gør vi det? Alt det her med at dele, det er blevet så live og alligevel så selekteret. Vi deler og viser det, vi har lyst til, vi former billedet af os selv ved at tale eller skrive om det. Vi gør det i øjeblikket eller lige bagefter. Det er en redigeret tekst, et udvalgt billede eller en video, der er klippet til.

Hvad med alt det andet, det vi gør, måden vi siger det på, vores fysiske handlinger, som rækker ud over det med at sidde foran skærmen? Hvad er det, der forsvinder, når vi deler på den her måde, online? Kropsberøringen forsvinder i hvert fald, øjenkontakten, ja, alt der er kropsligt.
På samme måde synes selve situationen at forsvinde, når det bliver det at DELE øjeblikket, der får fokus og ikke det at VÆRE i øjeblikket. Det bliver en slags dobbeltsidet virkelighed, hvor vi er koblet på det der sker, men samtidig er koblet af det, fordi vi sætter os selv udenfor ved at skrive om det i stedet for at opleve det.
Jeg tror, det er et menneskeligt behov at søge connection med andre mennesker. At dele erfaringer og liv med andre. Fordi vi ikke vil være alene, fordi vi har brug for samtaler, for hinandens anerkendelse, kærlighed, forståelse, følelsen af samhørighed. Teknologien giver os så mange muligheder for at dele liv med hinanden. Så hvad vil vi bruge det til?

Vent og se, goddag lille idé

20170424_085815

Nogle morgener må man bare i gang med det samme! (Eller midt i maden!)

Inspiration venter ikke på nogen eller tilpasser sig til perfekte tidspunkter – det er bare med at komme i gang, når den viser sig!

Også selvom det der kommer ud på papiret måske ikke lige ved første tanke giver mening.

Vent og se, goddag lille idé.

Skift fokus eller hold fast

Når jeg skriver, så arbejder jeg ikke særlig tit målrettet på én tekst, indtil den er færdig.
Mit fokus skifter, min stemning, min fornemmelse. Hvilken tekst jeg arbejder på, skifter.

Det er godt og levende for mig. At jeg næsten altid har mange ideer og tekster i gang. At jeg bevæger mig ind og ud af dem.
Og det er “farligt”. For kan jeg så nogensinde gøre noget færdigt?
Det er en balance. En balance hvor jeg hele tiden prøver på at tage fat i det, der griber mig og samtidig være stålsat på at få det færdigt.

Skift fokus eller hold fast. Find balancen. Den er personlig.

Jeg tror ikke (længere) på, at der er noget rigtigt og forkert, når det gælder skrivning. Kun noget der fungerer. Og noget der ikke gør.

Måske gælder det i virkeligheden også for meget andet her i livet?

18111093_10155218527532232_1492781239_o

Tanker er meditation

IMG_20170417_163457_429

Tanker er bare tanker.
De er der, de fylder, de forsvinder, de bliver hængende.

De kan være fulde af bekymringer og følelser. Ideer og liv. De kan være destruktive og konstruktive.

I meget af mit liv har jeg forsøgt at få tankerne til at gå væk. Gjort dem forkerte på alle måder. Men det er, som om der er ved at ske noget. En begyndelse.
Måske fordi jeg lytter mere til dem, accepterer mere og mere, at de er der. Uanset hvad eller hvor mange de er.
Det føles meditativt at bruge tid på tankerne på den måde, at mærke dem. Bare være der sammen med dem i stedet for at skubbe dem væk.

De er der, de fylder, de forsvinder, de bliver hængende.
Det er okay.

De vil noget, de er noget.

Flyttekasser betyder forandring

20170406_075447

20170411_073704

20170401_155345

20170411_074744

20170413_151824
Den sidste tid har jeg sagt farvel. Til det her sted, til kollektivlivet.

Jeg har til tider været utålmodig efter at komme videre. Men det har været godt med tid til at tage afsked med alt her. Plads til at blive klar. Til det nye.

Der er noget særligt over at pakke alle sine ejendele i kasser. Det sætter livet i perspektiv. Flyttekasser betyder forandring.
Jeg kan ikke helt rumme alt det, der skal ske, alle mine tanker. Og det skal jeg måske heller ikke ❤

Hvordan har du det med at flytte? Kan du rumme det?

En helt almindelig fødselsdag

Jeg har haft fødselsdag i dag. Hvad betyder det?
Præcision, perfektionisme, planer.
Eller tid, masser af tid, fleksibilitet, at lytte.
 
Det betyder lige det, jeg vil (!)
 
Jeg har haft en skøn og ikke særlig klassisk fødselsdag. Med sygdom, og søde kollemennesker der synger morgensang og drikker kaffe i mit flytterod. Med en tallerken med bananrester og myrer i min stue. Og med gnocchi og økofrysepizza og en lang lur. Tv, masser af det, og en smuk lille kortfilm.
Skrivning, masser!
Og koncert med Who Killed Bambi og Julie Maria (!)
Og de tre sødeste mennesker i mit liv ❤
 
Jeg kan godt lide sådan nogle dage. De er helt særlige og hverdagsagtige på samme tid. De er liv. Livet.
 Jeg kan godt li at blive ældre <3

Veje viser sig – vil du følge dem?

20170401_155345

 
For tiden skriver jeg mange digte. Sangtekster. Og spiller guitar. Det er det, jeg skal nu. Det er de veje, der åbner sig. Det er her, jeg har ideer og flow.
Jeg kæmper ikke imod.
Jeg vil også gerne skrive en bog. Faktisk flere. Og de er også i gang. Men det skal jeg ikke lige nu. Ikke i dag.
Jeg tror på, at jeg skriver og laver det, der giver mening. Der er noget, jeg skal lære og se i disse digte, sangtekster, i musikken. Det kan jeg mærke.
 
Ja, jeg misunder nogle gange dem, der arbejder fra ende til anden på deres bog. Det dér fokus. Men på den anden side: kan fokus ikke være at se de mange ideer, der vælter rundt og former sig efterhånden?
Jeg har altid troet, at jeg kun måtte arbejde på én tekst af gangen. Det har jeg lært. For ellers skulle de efter sigende blive blandet sammen.
Det sker dog ikke så tit for mig. Og når det gør. Så tror jeg på, at det er meningen <3

Går du de veje, som viser sig for dig? Eller prøver du at tvinge dem frem?

 
Ps. Jeg har siddet på denne skønne stub så mange gange nu. Der er helt fantastisk deroppe!

Messy play is the best play!

20170329_192126

Børn bliver ofte dybt fordybede i det helt simple. Og det der sviner, roder, klistrer. Som her med havregryn og vand.

Der er så meget lige der. Sanser, kreativitet, øjeblikket, glæde. Og selvfølgelig læring.

Ja, det sviner. Det er okay. Lad det!

Just step back.

Hvad venter du på?

Et lille skridt af gangen

Jeg arbejder på min skrivebiz – et lille skridt af gangen. For jeg tror på, at det er de mange, små skridt, der bringer mig nærmere drømmen!

En besked
En beslutning
Et opkald (okay nogle små ting er major!)
Et kram
En tegning, en visualisering
Fem ordKonstant bevægelse hen mod målet.

Hvad drømmer du om? Og hvad er dit lille skridt for at komme det nærmere?

Billede (1)

Pin It on Pinterest

DSC_0452(8 med forlag og roman tekst)200x300px

Gratis læseprøve til dig :)

Min første bog, "Stål og uld og ståluld" er ude som e-bog nu!
En humoristisk og poetisk fortælling som jeg har glædet mig meget til at dele med dig.


Skriv din mail, så sender jeg de første tre kapitler til dig med det samme!

Du tilmelder dig samtidig til mit nyhedsbrev, som du selvfølgelig kan afmelde når som helst.

Succes! Det lykkedes!