Et levende og frit liv med børn og arbejde hjemme

Jeg vågner op ved, at der ligger noget tungt hen over mine ben. Det er min søn. Jeg forsøger at gøre mig fri, og han bliver lidt vild og voldsom der i sengen. Jeg trækker vejret helt ned i maven og ligger stille.

“Må jeg ligge på dig?” spørger han lidt efter, helt forsigtigt. Jeg siger ja, og han lægger hovedet mod mit bryst.
“Dit hjerte synger” siger han så og kigger på mig. Lytter igen og gentager det. Jeg smiler og nikker.
Vi står op, jeg fryser og vil have tøj på. Sønnen vil have mig til at hjælpe ham på toilettet. Jeg bliver lidt sur og frustreret, og jeg spænder i kroppen, mens jeg trækker tøj på. Jeg får sat lidt ord på, hvordan jeg har det, og hvad der sker. Jeg går ud for at hjælpe ham færdig. Og så, lidt efter lidt, passerer vreden ligeså stille.

Vi leger lidt med biler, og så løber han efter en pludselig indskyldelse ind for at sige godmorgen til farmor. Jeg sætter mig i sofaen, hvad nu? Jeg sætter stille musik på og laver en taknemmelighedsøvelse og prøver at tune ind på, hvor jeg er. Så kommer min søn tilbage, han leger videre med bilerne og taler med far, der står op. Jeg går i gang med at koge grød, jeg tømmer opvaskeren og dækker bord.

Vi spiser sammen, mens min datter stadig sover. Vi diskuterer om sønnen taler højt, eller om vi taler meget lavt –  vi bliver enige om, at det er morgenagtigt.

Hvad skal jeg lave i dag? Jeg mærker udefinerbar uro, og at jeg skal gå ud. Så går jeg på skovtur i solskin og smeltende frost.

Jeg hilser på en glad cyklist i skoven. Mojn. Jeg mærker historier og bruger telefonen som diktafon og optager en bid til “Vajna og venterne” og et bud på “den svære scene” til “De grå”. Det føles dejligt at gå der i skoven og fortælle. Jeg går videre med tanker, der blæser mellem hinanden. Bekymringer, tanker om lysere energi. Jeg hører pludselig en mærkelig lyd, det er et egern. Jeg står stille og kigger og lytter, den buskede rødbrune hale der fejer afsted, mens den piler op af træet, og de små kløer klikker højlydt mod stammen i den frosne skov. Den har en helt særlig lyd sådan et egern, hvad mon den siger?

Hjemme igen. Børnene fodrer heste med farmor. Jeg går ind, planlægningsspørgsmål melder sig – alle de projekter! Min kæreste og jeg vender energien, i måden vi taler sammen på, hvordan vi forholder os til planlægning og det hele – og det er helt sikkert det, der er nøglen! HVORDAN vi forholder os til livet. Vi finder ud af de næste skridt og aftaler at gøre det færdigt senere. Jeg går i multihuset for at skrive – men jeg starter med at spille guitar og finder på en udvidelse af akkorder og melodi til en sang, jeg skriver på. Det føles godt! Så sætter jeg mig for at skrive. Da jeg har siddet en rum tid (hvor er FØLELSEN af, hvordan jeg oplever tid vigtig!), kommer børnene løbende og spørger, om jeg ikke vil gå med dem ud. Det er ikke sket i umindelige tider – jeg tror, de mærker foråret i luften. Jeg er egentlig sulten, for jeg har ikke fået frokost, men jeg skynder mig at tage en bolle i hånden og går med, det er vigtigt det her! Efter en time med leg og fantasi og cykeltur vil jeg hjem – jeg er sulten og fryser, børnene vil bare lege, så jeg foreslår, at de plukker vintergækker i haven, mens jeg går ind for at spise. De plukker løs og kommer ind med en buket – farmor er kommet ud til dem nu, fordi det ser så dejligt ud.

Jeg arbejder videre, og da jeg kommer ud fra multihuset, er jeg lige ved at tude. Snefnuggene daler pludselig ned, mens solen samtidig skinner så strålende. Det er magisk, intet mindre, og jeg stopper op og mærker, hvordan sneen blidt lander på mig og alt omkring mig, selvom det er virkelig virkelig koldt.

Jeg kommer ind i stuen, og børnene ser Byggemand Bob. Jeg mærker både modstand og accept og ro og forkerthed og oprigtighed og mening på en gang: jeg kan fornemme alle tankerne og følelserne omkring tv, computerspil og hvordan de indgår i vores liv – afhængighed, frygt, unschooling, nuet, virkeligheden som den er, ønskerne og drømmene. Men jeg føler mig ikke overvældet af det, tankerne bevæger sig blot rundt imellem hinanden i dag (det sker ikke så ofte, jeg roder lidt rundt med de tanker der!) Måske kan jeg rumme virvaret, fordi dagen har været så fuld af glæde og flow og energi: at jeg ikke ved, hvad SVARET er, andet end lige nu – og måske behøver jeg i virkeligheden ikke vide mere.

Wow, for et liv! Jeg rammes af taknemmelighed, hårdt og dybt og kærligt og opfyldende. Det er her, lige her jeg vil være. Midt i det her liv, som jeg ikke troede kunne lade sig gøre, før vi gjorde det – men det kan det! At leve et passioneret, kreativt og frit liv, hvor jeg arbejder hjemmefra med det, jeg elsker, samtidig med at jeg deler hverdagen med mine børn (som ikke går i institution). Det er idyllisk og dejligt og vildt – ja det er så! Det er ikke problemfrit, selvfølgelig, der er også bekymringer og udfordringer og storme. Men sådan tror jeg, det vil være lige, meget hvilket liv man vælger. Så hvorfor ikke vælge det liv, der føles ægte og levende og rigtigt?

Vi vil altid bære et kæmpe ansvar som forældre og mennesker: vi må vælge den vej, der er rigtig for os, og det, som vi tror, er det rigtige for vores børn. Vi må have mod på at MÆRKE LIVET, at blive ved med at forme det, præcis som det giver mening for os.

At give slip på det gamle og skabe plads til det nye

De første ord i en ny notesbog. Åh ❤
Jeg elsker begyndelser!
Der er noget magisk over nye ord og også næsten helligt. Kommer de til at bestemme stilen og lægge en vej for skrivningen? Hvor bringer de mig hen?
Men hvis der er noget, det gamle år har lært mig, så er det, at nye begyndelser også fører slutninger med sig.
Begyndelsen på den nye notesbog betyder, at den gamle er fyldt.
Og når vi når til en slutning, så har vi to valg: at holde fast eller at give slip
Jeg har altid haft svært ved at skille mig af med ting, og når jeg så oveni elsker nye begyndelser, så ender det hurtigt med, at tingene hober sig op her hos mig, både psykisk og fysisk 🙂 Og det har jeg ikke lyst til, for jeg oplever, at det fjerner fokus fra alt det vigtigste i mit liv.
Så jeg siger farvel til den gamle fyldte notesbog i disse dage. Jeg bladrer igennem den, stopper op, og skriver alle de fantastiske ideer og passager ind på computeren – og kasserer resten. Det er både befriende og sørgmodigt. Men jeg må slippe den, den har tjent sit formål, og det er jeg dybt taknemmelig for. Nu er der plads til noget nyt ♥

Uendeligt meget power!

Shit, kapow!
Det er en hård rejse nogle gange, det her med at rydde ud og rydde op i mine ejendele. Jeg har så meget, fordi… HVIS NU engang…
De seneste uger (måneder?!) har jeg arbejdet med at sende baby- og børnetøj videre ud i verden, at give slip på det, at have tillid til processen og at jeg finder ud af det, HVIS vi skal have flere børn engang.
Det er befriende at mærke taget slippe, byrden lettes efter mange mange tunge tanker, smertefulde overbevisninger og laaang proces. Jeg mærker, jeg har power på at blive ved! At fortsætte og at stoppe op, lige meget hvad – fordi det føles så rigtigt inde bag ved alt smerten. Også selvom der er lang vej igen!
Kender du det sted i dig selv, hvor du er stærk og kan blive ved? Der er så uendelig meget power i at ville noget og at turde blive ved, selvom det gør ondt på vejen ❤️
Bliv ved! Du er stærk!

Prioriterer du det, som er allervigtigst for dig?

Prioriterer du din skrivning først? Eller kender du det her med, at du altid liiige skal noget andet først, inden du sætter dig for at skrive?
Du føler måske, at det er bedre at vente lidt, at du skulle rydde lidt op, eller at der er noget andet, du burde gøre først.

Sådan har jeg selv haft det. Og det endte med, at jeg aldrig rigtig fik skrevet, fordi jeg altid valgte noget andet end lige netop det at sætte mig for at skrive.
Jeg prioriterede det ikke. For jeg følte bla., at der ikke var tid til det. Og at det måske ikke var så vigtigt som andre ting.

Men det var det! Og det er det!

Den her video handler om skrivning – men pointen gælder også for alt muligt andet, du elsker her i livet: Hvis du virkelig vil noget, så er du nødt til at sætte det først!

Find din skriveglæde!

Jeg vil sprede mere skriveglæde! Derfor har jeg lavet en ny Facebookside, der hedder “Elsk at skrive” og er i fuld gang med at lave et skrivekursus om det!

“Elsk at skrive” handler om at finde din dybe skriveglæde og om at slippe det, der holder dig tilbage. Det handler om at nyde processen, at fordybe dig og give plads til din kreative ild!

Jeg vil løbende lægge videoer og inspiration op – har du lyst til at følge med? Så kom med over på Facebook, lige HER! <3

Er det lettere at lade være? – Du er, hvad du gør!

At føre drømme ud i livet kræver, at du handler.

Det kan godt være, det føles nemmere at lade være. Men er det i virkeligheden det?

Uden handling havde jeg aldrig udgivet min bog. Jeg havde ikke kunnet holde den i min hånd, læse den eller dele den med verden. And that’s really something! <3

Dine handlinger definerer dig. Hvad er du uden dem?

Hvad føler vi i fællesskabet?

Vi sidder så tæt som disse mælkebøttefrø.
Vi kan være der, helt eller halvt eller slet ikke.

Fællesskabet. Hvad føler vi, hver især lige der? Hvordan har vi det med hinanden?

For mig er det nogle gange svært. Det gør ondt. Hvad skal jeg sige til andre?
Jeg kan føle mig utilpas og forkert. Men der sker noget, jeg arbejder med det. Det føles også mere og mere befriende, udvidende, løftende, at være sammen med andre. Fordi jeg connecter med mig selv og det, jeg er. Fordi jeg tillader mig selv at føle mig forbundet med andre.
Jeg føler mig værdig. For andre og for mig selv. På en måde jeg ikke har gjort før.

Hvordan har DU det der, i fællesskabet? Sidder du fast eller flyver du væk?

Det’ da os’ meget bedre! Det’ en drage!

Lille løgs billede.
For lidt over et år siden besluttede jeg at udgive den her bog på mit eget forlag! Det er så vildt, og jeg er sgu stolt af den.

Jeg er ikke nogen Isabel Allende. Eller Helle Helle. Til gengæld er jeg mig ❤ Som lille Virgil ville have sagt: “Det’ da os’ meget bedre! Det’ en drage!”

Skal vi dele det hele?

20170424_144550

 

For et par dage siden faldt vores hjul af bilen, mens vi kørte på motorvejen (Jeg skynder mig at sige, at der ikke skete noget farligt, og at vi alle fire er helt helt okay!) Ikke ret længe efter, da vi kommer ind i nødsporet og har fået pusten, tjekket at alle er okay, ringet til Falck, begynder jeg at tænke på at skrive om det. Om situationen, om de tanker der ramte mig lige der. Det var min første indskydelse, at jeg kunne skrive om det, at jeg ville.

Men inden jeg kom så langt, begyndte jeg at tænke på, hvorfor jeg egentligt ville det? Hvad var formålet?

Ville jeg gerne bare tale med folk, komme i kontakt med andre?
Ville jeg fortælle et eller andet – og i så fald hvad?

Ville jeg vise noget, dele det, fordi det måske kan inspirere andre?

Hvis jeg gerne bare ville i kontakt med folk, så kunne jeg jo gøre det meget mere direkte ved at skrive eller ringe til dem. Jeg tænker på, om det måske er blevet sådan, at det er lettere bare at tale ud i massen af folk, hvor der ikke er noget krav om, at nogen skal vende tilbage på det. Afsenderen har muligheden for at sige noget uden at gøre mere end bare det: holde en enetale. Modtageren har muligheden for at kommentere eller like. Eller at swipe videre.

Bliver det bare en lille bitte uforpligtende connection for begge parter, hvor man ikke behøver tænke så meget på den anden, men mest på sig selv?

Noget holdt mig tilbage fra at fortælle. For hvad var pointen med det, jeg ville sige? Var der overhovedet en? Og hvem skulle lytte? Jeg vil gerne, at det jeg skriver har en mening, at jeg har nogle klare pointer, at jeg ved, hvad det er, jeg vil sige. Men nogle gange falder det hele først på plads, når det bliver italesat på lige præcis den måde eller i det kaos af tanker, der er i hovedet.

Nogle gange skal pointen opstå, ikke være fastsat på forhånd.

Nogle gange skal nogen tale, for at andre kan lytte. Eller for at åbne op for noget.

Behovet for at dele gør mig nysgerrig. Handler det bare om mig? Har vi ikke alle sammen et behov for at dele med hinanden, vores liv og det vi oplever? Og på hvilken måde gør vi det? Alt det her med at dele, det er blevet så live og alligevel så selekteret. Vi deler og viser det, vi har lyst til, vi former billedet af os selv ved at tale eller skrive om det. Vi gør det i øjeblikket eller lige bagefter. Det er en redigeret tekst, et udvalgt billede eller en video, der er klippet til.

Hvad med alt det andet, det vi gør, måden vi siger det på, vores fysiske handlinger, som rækker ud over det med at sidde foran skærmen? Hvad er det, der forsvinder, når vi deler på den her måde, online? Kropsberøringen forsvinder i hvert fald, øjenkontakten, ja, alt der er kropsligt.
På samme måde synes selve situationen at forsvinde, når det bliver det at DELE øjeblikket, der får fokus og ikke det at VÆRE i øjeblikket. Det bliver en slags dobbeltsidet virkelighed, hvor vi er koblet på det der sker, men samtidig er koblet af det, fordi vi sætter os selv udenfor ved at skrive om det i stedet for at opleve det.
Jeg tror, det er et menneskeligt behov at søge connection med andre mennesker. At dele erfaringer og liv med andre. Fordi vi ikke vil være alene, fordi vi har brug for samtaler, for hinandens anerkendelse, kærlighed, forståelse, følelsen af samhørighed. Teknologien giver os så mange muligheder for at dele liv med hinanden. Så hvad vil vi bruge det til?

Pin It on Pinterest

Gratis læseprøve til dig :)

Min første bog, "Stål og uld og ståluld" er ude som e-bog nu!
En humoristisk og poetisk fortælling som jeg har glædet mig meget til at dele med dig.


Skriv din mail, så sender jeg de første tre kapitler til dig med det samme!

Du tilmelder dig samtidig til mit nyhedsbrev, som du selvfølgelig kan afmelde når som helst.

Succes! Det lykkedes!